Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

Et skridt tilbage og to frem

Den der er tålmodig, er som en kilde, hvis friske vand slukker alles tørst, skriver Evagrios i sin vejledning til at få bugt med raseriet.

 

Raseri er en lidenskab der leder til dårskab. Uden videre jager den forstanden ud af enhver, der huser den. Den gør sjælen vild, så den til sidst skyer al menneskelig fællesskab.

Sådan skriver Evagrios i indlednin­gen til sit kapitel om raseri i skriftet Ondskans åtta ander (Ondskabens otte ånder) eller som det ofte kaldes Om de åtta tankarna (Om de otte tanker).

Der er ikke tale om en pludselig følelse der hurtigt er væk igen, sådan som vi som regel opfatter raseriet, men om en kraft der ødelægger men­nesket hvis den får lov til at vokse sig stærk.

For Evagrios er raseriet, ligesom bitterheden og mismodet ikke følel­ser, men ligesom frådseri, utugt og gerrighed, grundlæggende måder at forholde sig på der bliver karaktertræk - hvis ikke de modarbejdes.

Et utøjlet raseri bliver til et dybt­liggende raseri der til sidst gør men­nesket ufornuftig og sky og dermed gør det ondskabsfuldt aggressiv.

 

Sjælens lidenskaber

Med raseriet forlader vi de liden­skaber der henter deres næring i de legemlige behov for mad, berøring og beskyttelse. Det handler nu om sjælens lidenskaber, de der opstår af vore behov for fællesskab og får deres næring i vort forhold til hinanden.

For Evagrios fremstod kampen mod dem som meget sværere. Ikke sådan at forstå at den asketiske kamp mod legemets lidenskaber var enkel på nogen måde eller mulig at udkæmpe en gang for alle.

Men medens den kamp udkæm­pes hos den enkelte og støttes af ensomhed, stilhed og fattigdom, så må kampen mod sjælens lidenskaber udkæmpes blandt mennesker, i den sammenhæng de opstår i.

Det handler ikke her om den vrede der kan være berettiget, den vrede over det onde vi altid skal holde i live. Den vrede behøver vi for at holde ud. Nej det handler om raseri, om lysten til at gengælde den uret man føler sig udsat for.

Raseriets dybeste drivkraft er begæ­ret efter magt, ønsket om at få kontrol over sine omgivelser og over andre. Ønsket om at være betydningsfuld, respekteret måske endog frygtet.

Raseriet er mangel på tiltro, i sin fuldt udviklede form en foragt for både sig selv og andre. Raseri er fra­vær af tro og tillid, ja når den har bidt sig fast, en modvilje mod kærlighed. ”Selvom et rasende menneske kunne opvække de døde, ville han ikke være Gud til behag,” siger en af ørken­fædrene.

 

Forbeholdt dæmonerne

Flere steder beskriver Evagrios vredens dobbelthed, dens brug som et kraftfuldt våben mod det onde og dens nedbrydende kraft der nærer raseri, had og foragt.

Han advarer mod den dæmoniske list der gør at vi let forveksler det gode og det onde, ja lader os forlede af raseriets forklædning som retfær­dig vrede. Vi ser jo gerne vore egne interesser som retmæssige og vigtige at forsvare.

Vi bør se nøje efter hvad vor vrede retter sig imod, om det er mod den ondskab der evner at forbitre og for­hærde os, den der kan ødelægge vort jeg, eller om det er mod vor næste der ydmyger os ved at give os for lidt magt eller plads.

Evagrios indtager den samme for­bløffende radikale holdning som de fleste af ørkenfædrene, at der for den der søger det gode, ingen anden mulig holdning findes til næsten end barm­hjertighed og godhed, vreden er helt forbeholdt dæmonerne.

Karakteristisk for raseriet er at det nærmest overrumpler os, det bryder hurtigt frem og får vort indre til at koge over. Kraften i følelsesstormen gør at vi ikke når at besinde os og straks har raseriet bidt sig fast.

Evagrios beskriver malende hvor­dan raseriet lægger sig som et tykt slør over fornuften, blikket formørkes og vi mister evnen til at se klart. Fra vort indre vælder billeder frem af den eller det vi mener har forurettet os.

Snart dyrker vi uretten eller yd­mygelsen og lader et had vokse frem som med tiden skaber en foragt for os selv og andre, en foragt der til sidst gør os uden af stand til at indgå i fæl­lesskaber, som får os til at sidde fast i bitterhedens sump.

 

Skridtet tilbage

Hvad skal vi så gøre? Hvordan skal vi møde den hastigt opflam­mende vrede. Hvordan håndterer vi vort raseri?

Evagrios råder os til at tage et skridt tilbage og siden to skridt frem. Først må vi, lige som i kampen mod legemets lidenskaber, trække os tilbage, øve os i stilhed og forsagelse. Vi må besinde os på hvad vi er, stille os for vor Herre og skaber.

At se sig selv som den mindste blandt det skabte, at se sine egne fejl og mangler, er begyndelsen på den ydmyghed der er det bedste bolværk mod raseriet.

Ydmyghed er nøglen til at tåle yd­mygelser, og veltalende beskriver ørkenfædrene hvordan evnen til at tåle ydmygelser effektivt sætter en stopper for raseriet.

Gennem at tilintetgøre ydmygelser­ne med ydmyghed, forhindres raseriet i at slå rod. Skridtet tilbage, indsigten i egen ufuldkommenhed og den op­blussende vredes rod i selvhævdelse, stilner oprørtheden. I ydmygheden findes den stilhed der giver klarsyn, den fred der er modsætningen til al vredladenhed.

 

To skridt frem

Men dermed er det ikke gjort. Den der har stillet sin vrede og sejret over ydmygelsen kan siden tage to skridt frem, kan atter møde det fællesskab, den sammenhæng hvor vreden opstod. Ligesom raseriet vækkes i verden, kan det kun udryddes i verden.

I længden kan den der forbliver i ensomheden ikke holde minderne om forurettelserne, om brudte fælles­skaber og svigtet tillid væk. Tilliden skal prøves for at blive befæstet. For at få bugt med raseriet kræves det at man udøver dyderne, især barm­hjertighed, tålmod og mildhed. Den der har fundet disse tre, bliver ikke så let et offer for opflammende vrede mod sin næste. I det fællesskab hvor tålmod, mildhed og barmhjertighed øves, får raseriet ikke plads.

Raseriet er derfor ikke kun en trus­sel mod min egen sjælefred, en farlig følgesvend som let kan lede mig på vildspor. Raseriet er en trussel mod selve vor eksistens eftersom det an­griber fællesskabet, angriber vor evne til - i mødet med andre - at blive det vi er: elskede.

At øve sig i de dyder der holder vreden på afstand, er en forudsætning for at kunne give og tage imod. Som Evagrios skriver: ”Den der er tålmo­dig, er som en kilde hvis friske vand slukker alles tørst, men den rasende er som et oprørt hav hvis grumsede vand er helt værdiløst”.

Oversættelse af Charlotte Olden-Jørgensen.

 

Samuel Rubenson, der er præst i den Svenske kirke og professor i kirkehistorie ved universitetet i Lund, fortæller her om ørkenfædrenes og i særdeleshed Evagrios af Pontos' lære om menneskenes kamp mod lidenskaberne.

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk