Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

Klostre - livsnøvendighed for kirke og samfund

 

Gennem et kvart århundrede har jeg set unge mennesker komme og gå til det sted hvor jeg kommer næsten dagligt: Nya Slottet Bjärka-Säby i Östergötland.

Den radikale iver, hengivenheden og viljen til at leve et liv som disciple er ikke til at tage fejl af. Det gør indtryk at se adskillige af de unge morgen efter morgen komme til kapellet for at bede medens det endnu er mørkt. Ved at leve et stykke tid uden for byen i et åndeligt miljø, styrkes længselen og troens rødder strækker sig mod en dybere jordbund.

Men det er en ting at udfordres og lokkes af evangelierne og den gamle åndelige litteratur i en periode af sit liv. Det er en helt anden ting at holde ud i længden. Det er let at stræbe højt som ung for med tiden at tilpasse sig og blive desillusioneret. Hvad blev der af de høje åndelige idealer?

Dilemmaet er ældgammelt. I øje­blikket gribes og udfordres vi. Beslut­ningerne er store. Vi vil leve radikalt og anderledes, rejse ud og forandre verden. Men med tiden blegner fa­scinationen. Mismodet kommer kry­bende. Og nogle giver endog op.

Hvorfor er det så svært at holde ud? Allerede i evangeliet findes svaret: ”Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt.” Hvis ikke vi tager hensyn til legemet, denne store og forunder­lige gave, vil vore beslutninger om at leve et liv i radikal efterfølgelse med tiden løbe ud i sandet.

Det er disse indsigter der gennem­syrer de gamle klosterregler fra den tidlige kirke. De opstod for at gøre det muligt at leve den første radikalitet gennem et helt liv. De præges af en dyb indsigt i mennesket og tager der­for hensyn til dets svaghed. Frem for alt er de en hjælp til at finde det rette mål, en afgørende hemmelighed for den der vil holde ud hele vejen.

Men hvor skal vi gå hen for at få denne vejledning i en kirke uden klo­stre? Og hvor findes de vitale åndelige miljøer der kan hjælpe os til udholden­hed og fordybelse når fascinationen falmer og kræfterne svigter?

 

*

 

Fra 300-tallet og mere end tusind år frem udgik stort set al fornyelse fra klostrene. De udgjorde stabile tilflugtssteder i den turbulente tilvæ­relse. Folk søgte derhen for at finde støtte og orden i deres indre liv. Her fandtes der en åndelig erfaring at tage afsæt i for den der havde indset det trøstesløse i at være sin egen sjæle­sørger. Her dannedes de fremtidige kirkeledere - i Egypten rekrutteres biskopper stadigvæk i klostrene - og nedslidte præster kunne søge til disse miljøer af bøn, når rollen som åndelig leder for andre var ved at blive en trussel mod deres eget hjerte.

Men Bibelen taler vel ikke om klo­stre? Nej det gør den ikke. Klostre som vi kender dem, var ikke opstået endnu. Det der derimod omtales i Bibelen på en selvfølgelig måde, er det cølibatære livsalternativ. Såvel Jesu radikale op­fordring til efterfølgelse - for ikke at tale om Hans eksempel! - som Paulus' meget håndfaste undervisning om ægteskab og cølibat i Første Korintier­brev syvende kapitel kom til at spille en vigtig rolle for cølibatets stilling i den tidlige kristendom.

Det var når man søgte at give dette kald en praktisk udformning at klo­strene voksede frem. Dermed sendtes et væsentligt signal: Det cølibatære liv må ikke forveksles med det enlige liv. Singlelivet er ikke bibelsk. Den der vælger at leve i cølibat, har i lige så høj grad som den der er gift, behov for at tilhøre et ”familiefællesskab”.

Klostrene blev miljøer, hvor mennesker der havde valgt at leve i cølibat, fordi de ville give hele deres liv til tjeneste for Gud og deres medmennesker, dannede et hverdagsfællesskab. Man støttede hinanden i kaldet. Dermed blev klostrene også til for andre: Her kunne man blive i kortere eller længere tid og varme sig ved den bønnens flamme, der dag og nat brændte i klosteret.

 

*

 

Den personlige åndelige disciplin, der er nødvendig for den der ikke bare vil være udleveret til hverda­gens trummerum, kan med fordel indeholde flere niveauer. Dette kan illustreres med dage, uger og halvår. Den daglige dosis kan være meget lille hvis jeg i ugens løb kan finde tid til noget mere. En aften eller en efter­middag i lønkammeret afhængigt af hvordan ens liv er skruet sammen.

Det er endnu vigtigere at prøve at have nogle sammenhængende da­ges retræte med jævne mellemrum måske en gang hvert halve år eller i det mindste en gang om året. Inden for stressforskningen forlyder det at fem sammenhængende dage i natu­ren påvirker et menneske et år frem i tiden.

Hemmeligheden bag en retræte er at man i nogle dage lægger hverdagsli­vet til side og søger en indre opmærk­somhed. Der findes ingen genveje til det, som kun tiden kan give.

Retrætemiljøet kan naturligvis se ud på forskellige måder. Det er muligt at trække sig tilbage til et sommer­hus på landet eller ved kysten, men erfaringerne viser os at man må være temmelig veltrænet for at gennemføre retræter på egen hånd. De fleste af os har godt af at komme til et miljø hvor der findes en rytme der holder os oppe, en bøn at hvile i og omsluttes af. Et sådant miljø opstår naturligt i et kommunitet med et stabilt guds­tjenesteliv og muligheden for at tage imod gæster.

 

*

 

På denne baggrund, og med tanke på de sidste århundreders religiøse udvikling, fremstår reformationens rasering af klostrene som en stor skam­plet. Når sekulariseringen i dag æder sig stadig dybere ind i kirkens sjæl, bliver savnet af stærke åndelige mil­jøer stadig mere mærkbart.

De fleste af os ved meget lidt om klostrenes rolle i Norden frem til 1500-tallet. Der var ikke så få og det var betydelige anlæg med intensiv virksomhed og vitalt åndeligt liv. Klostrene drev skoler og sygehuse, tog imod pilgrimme, havde interna­tionale kontakter og introducerede ny teknologi.

De store landklostre havde omfat­tende landbrugsanlæg med værk­steder, møller, apoteker, dambrug, bryggerier, nyttehaver og store hus­dyrhold. De første trykkerier blev op­ført i klostre, og klosterbibliotekerne var langt de største biblioteker på vore breddegrader.

 

*

 

Men frem for alt var klostrene ån­delige kraftcentre hvor bønnen gen­nemsyrede dagen og livet fra tidlig morgen til sen aften. Klostrene var vokset frem i en tid hvor man vur­derede et afsondret liv i bøn som af stor betydning for hele samfundets velfærd, ja for hele kosmos, hvad enten nogle kendte til det eller ej.

I 1500-tallet sker der et skæbne­svangert paradigmeskift i måden at anskue tingene på. Det er intet mindre end en kulturrevolution: ”I stedet for en kultur der prioriterede bøn og kontemplation - og anså disse for at være vigtige for stat og samfund - får vi i det århundrede en kultur der anser den praktiske nytte som den primære værdi,” skriver historike­ren Magnus Nyman (kendt, svensk, katolsk historiker, der har skrevet en reformationshistorie o.a.).

Allerede inden reformationen fand­tes der en spirende kritik af det kon­templative liv. Det moderne projekt var i sin vorden. Et aktivt liv i verden blev kriteriet for samfundsnytte. Det gjaldt om at være synlig, fremvise resultater.

Den mentalitetsændring der ind­træder, hvor bøn og gudstjeneste ikke længere mentes at være til gavn for samfundet, fik vind i sejlene af re­formatorerne. Tillægsordene nyttig og unyttig vandt indpas i det kristne ordforråd.

I dag, femhundrede år senere, hø­ster vi frugterne af denne ”kultur­revolution”.

En kristendom der ikke anser be­dende mennesker som væsentlige for et lands velfærd, bygger ingen klostre - den fostrer heller ingen åndelige ledere som kan svare på nutidsmen­neskets desperate råb.

Når åndeligheden der med tiden blev sat på porten af det moderne livs ingeniører, nu vender tilbage i lyntempo, formår kirkerne derfor sjældent at vise hen til det hellige.

Prædikenerne har tabt gejsten. Hvem vil have en hypotetisk Gud hvis der findes en virkelig? Og de åndelige miljøer hvor man kan trække sig tilbage på retræter eller i ensomhed, er for få til at kunne imødekomme det voksende behov.

 

*

 

Spørgsmålet trænger sig nu på for alvor: Vil kristendommen overleve hundrede år til i vor vesterlandske kultur med den demontering der er i fuld gang?

Der er en overhængende fare for at det vil gå Europa som det er gået store dele af Nordafrika og Tyrkiet, områder der engang blomstrede og sydede af liv, men hvor det kristne nærvær i dag ikke er til at få øje på.

Det der måske kunne vende udvik­lingen, er genkomsten af de åndelige miljøer der opstår omkring et livskraf­tigt monastisk liv.

Når centrifugalkræfterne stadigt stærkere kaster os ud mod periferien, klarer vi os ikke uden miljøer der hjælper os til at holde sekulariseringen stangen, både som enkeltpersoner og som menigheder.

 

*

 

I de seneste årtier er de første spæde tegn på opblomstring af det mona­stiske liv begyndt at komme, også fra protestantisk side. Da Sveriges kirkeledere var samlet til retræte og bøn i Hellige Hjertets kloster udenfor Vadstena i oktober 2006, var sam­taleemnet: ”Klosterkald og kirkens enhed”.

En indsigt om at det der blev kas­seret, tilhører en lige så fælles som umistelig kristen arv, begynder at gøre sig gældende såvel blandt lutherske biskopper som blandt frikirkernes ledere.

 

*

 

Men det der frem for alt lader os ane, at vi måske står overfor det mo­nastiske livs genopståen er kaldene. Det er altid gennem kaldet at man først aner en profetisk hændelse. Der er endnu ikke mange, men tilstrækkeligt tydeligt til at ane et mønster.

Et klosterkald behøver som alle an­dre kald, et forbillede. Og det behøver støtte fra en kirke der gør sig rede til at rumme et monastisk liv.

Klostre og kommuniteter bør på ny få den plads der tilkommer dem. De unge mennesker der erfarer et kald til at gå en anden vej end den de fleste går, kan vise sig at blive en gave til kirken der gør en større forskel end vi aner.

Oversættelse af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er forfatter og lrder af Ekumeniska Kommuniteten i Bjärka Säby (ekibs.se)

 

 

(levende Vand 2 2007)

 

Retræte

   

 

Klostre - livsnødvendighed for kirke og samfund

Af Peter Halldorf

 

En anden vej hjem

Af Marianne Bønløkke

    

Klosterretræte som frirum

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

     

Vi er skabt til hvilepauser

Af Grethe Livbjerg

    

Det indre liv i dagligdagen

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

      

Retræter i Byen

Af Ole Skjerbæk Madsen

     

Raniero Cantalamessa: Fattigdom

Af Helge Pahus

      

Et skridt tilbage og to frem

Af Samuel Rubenson

     

Vidner

Det lille korn – de mange frugter

Af Grethe Livbjerg

     

Fædrene læser Skriften

Helligåndens virke

biskop Basilius den Stores

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk