Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Lars Messerschmidt

Søster Faustinas dagbog

 

Den guddommelige Barmhjertig i min Sjæl (Divine Mercy in my soul)* lig­ger foran mig. Den har som løbende åndelige læsning fulgt mig igennem et år. Kun ganske få danskere kender Sø­ster Faustina og endnu færre har læst hendes dagbog, som er blevet oversat til alle de europæiske hovedsprog, men også arabisk og russisk.

Dagbogen følger kun i store træk en kronologisk orden, da Faustina ikke alle steder har anført datoer.

Dagbogen er først og fremmest en dialog mellem Faustina og Jesus, men også med Faderen og Helligånden. Ind imellem findes hendes egne, dybt inspirerede indsigter i troens og det åndelige livs verden. Hun levede et intenst mystisk liv i og med Gud. Men Kristus havde også kaldet hende til en profetisk tjeneste, nemlig at udbrede kendskabet til Guds uudtømmelige barmhjertighed og få mennesker til at søge tilflugt til denne barmhjertighed under alle forhold.

Et vigtigt kriterium i bedømmelse af, om noget kommer fra Gud, er, om man føler, at Gud gennem teksten taler til ens hjerte. En sådan bedømmelse vil derfor altid være personlig og subjektiv. For mit eget vedkommende har jeg ikke kunnet lægge dagbogen fra mig. Egentlig føler jeg mig ikke i stand til at formidle den i form af en artikel. Der er altså kun tale om en præsentation for et dansk publikum af en helt usædvanlig åndelig skikkelse fra vor tid.

 

Søster Faustinas liv

Som navnet antyder stammer hun fra Polen. Hun blev født den 25. august 1905 i Glogowiec af fattige, men from­me forældre som det tredje af 10 børn. Hun blev døbt med navnet Helena. Da hun som niårig modtog den Første hellige Kommunion (for første gang gik til alters), oplevede hun Kristi nærvær i sin sjæl. Hun var allerede i en endnu tidligere alder draget mod bøn, arbejde og lydighed og følsomhed overfor de fattige.

En sådan åndelig disposition i en spæd alder kendes også fra andre mystikere. Hvad er den dybeste for­klaring på, at børn kan have et dybt personligt forhold til Gud fra en tidlig alder? At pege på hjemmets indfly­delse er ikke nok, selvom denne er vigtig. Det kan kun skyldes en særlig nåde fra Gud, som unddrager sig menneskelig forklaring.

Helena gik kun tre år i skole. Efter at være fyldt 16 år forlod hun sit barn­domshjem og kom i huset forskellige steder for at kunne klare sig selv og hjælpe sine forældre. Hun ønskede at gå i kloster, men hendes forældre ville ikke give deres tilladelse. Dog efter i et syn at have set den lidende Kristus trådte hun den 1. august 1925 som 20-årig ind i ordenssamfundet Søstrene af Vor Frue af Barmhjertigheden og fik navnet søster Maria Faustina.

Hun levede 13 år i dette ordens­samfund, men blev forflyttet til for­skellige ordenshuse i Krakow, Plock og Vilnius. Hun arbejdede som kok, gartner og portner. Bag dette almin­delige ydre havde hun et rigt indre mystisk liv, en usædvanlig forening med Gud, som hendes dagbog åben­barer for os.

Søster Faustina fik som ung tu­berkulose. Hun led meget, men ac­cepterede sin lidelse i forening med Jesu lidelse som et frivilligt offer for syndernes omvendelse. Den 5. oktober 1938 døde hun i Krakow 33 år gammel. Denne lidelsesmystik er også klassisk i katolsk tradition og skal belyses lidt mere med Faustinas egne ord. Hendes eget livsforløb er et autentisk udtryk for hendes åndelige liv.

Hendes liv var beriget med ekstra­ordinære nådegaver: Åbenbaringer, skjulte stigmata (sårmærker), delag­tighed i Kristi lidelse, bilocation (at være to steder samtidig), indsigt i menneskers sjæle (kundskabsgave), profetiens gave. Gud, Jomfru Maria, englene, helgenerne var ligeså virkelig for hende som den verden, man kan opfatte med sine sanser.

Om dette skriver søster Faustina i sin dagbog: ”I dag gav Gud mig i meditationen et indre lys og en forståelse af, hvad hellighed er, og hvori den består. Skønt jeg havde hørt disse ting mange gange i foredrag, forstår sjælen dem på en anderledes måde, når den lære dem at kende ved Guds lys, som belyser dem. Hverken nådegaver, åbenbaringer, henrykkelser eller gaver, der skænkes en sjæl, gør den fuldkommen, men alene sjælens intime forening med Gud. Disse gaver er blot sjælens udsmykning, men udgør hverken dens væsen eller dens fuldkommenhed. Min hellighed og fuldkommenhed består i den tætte forening af min vilje med Guds vilje. Gud krænker aldrig vores frie vilje. Det er op til os, om vi ønsker at modtage Guds nåde eller ej. Det er op til os, om vi vil samarbejde med nåden eller spilde den” (1107).

Her taler et menneske på baggrund af åndelige erfaringer, men også un­dervist af Helligånden. Faustina be­skriver selv forskellen mellem en ren menneskelig indsigt og en indsigt givet af Gud. Hun skelner også enkelt og klart mellem det, vi kunne kalde det karismatiske liv, dvs. et liv, hvor nådegaverne (karismerne) er virk­somme, og det mystiske liv, dvs. det dybe kærlighedsfællesskab med Gud. De er forbundet, men ikke identiske. Her befinder vi os på klassisk grund i Kirkens åndelige tradition.

 

Søster Faustina og hendes åndelige vejledere

Søster Faustina var ganske foruroli­get over alt det, der foregik i hendes sjæl. Når hun fortalte sine forskellige skriftefædre om det, følte hun sig ikke forstået og ville helst flygte væk fra det hele. Hun skriver i sin dagbog: ”Når jeg forsøgte at løbe væk fra alle disse indre inspirationer, sagde Gud til mig, at han på dommens dag vil kræve et stort antal sjæle af mig” (52). Man kommer umiddelbart til at tænke på Guds advarsel til profeten Ezekiel (33,1-9).

Hun besluttede at opsøge en jesuit, Fader Andrasz, før hun skulle aflægge sine evige ordensløfter, og bede ham dispensere hende fra alle de indre inspirationer.

Hun skriver: ”Efter at have hørt mit skriftemål, gav Fader Andrasz mig dette svar: 'Jeg vil ikke dispensere Dem for noget som helst, Søster; det er ikke rigtigt, at De vender Dem fra disse indre inspirationer, men De må absolut - og jeg siger absolut - tale om dem til Deres skriftefader; ellers vil De gå vild på trods af de store nådegaver, De modtager fra Gud. Nu er De kommet til mig for at skrifte, men De må forstå, Søster, at De må have en permanent skriftefader, dvs en åndelig vejleder” (52. 53).

Denne klare anvisning gjorde Fau­stina ude af sig selv (53). Hun havde ingen fast skriftefader, som hun kunne åbne sin sjæl for, hvad hendes ånde­lige liv angik:

”Og det smertede mig uudsigeligt. Så jeg bad Jesus give disse nådegaver til en anden, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle bruge dem, men blot forspildte dem ... Men Jesu god­hed var uendelig; han havde lovet mig en synlig hjælp her på jorden, og lidt senere fik jeg den i Vilnius i Fader Sopockos person. Jeg havde allerede lært ham at kende i en indre vision, før han kom til Vilnius.

En dag så jeg ham (i en vision?) i vo­res kapel mellem alteret og skriftesto­len, og pludselig hørte jeg en stemme i min sjæl sige: Dette er din synlige hjælp på jorden. Han vil hjælpe dig at udføre min vilje på jorden” (53).

Fader Andrasz gav som en god jesuit hende tre åndelige råd, som sammenfatter reglerne for bedøm­melse af åndelige ting:

1) Ikke vende sig bort fra de indre inspirationer, men fremlægge dem for ens skriftefader. Hvis inspirationerne er til bedste for ens egen sjæl eller andres, skal de under alle omstæn­digheder følges, men altid i samråd med ens skriftefader.

2) Hvis sådanne inspirationer ikke er i overensstemmelse med troen el­ler Kirkens ånd, skal de øjeblikkelig forkastes som kommende fra den onde ånd.

3) Hvis inspirationerne ikke ge­nerelt angår sjæle eller er til gavn for dem, skal man ikke tage dem for alvorligt, ja ligefrem ignorere dem. Men en sådan beslutning skal man ikke tage alene for ikke at blive ført på afveje.

Det handler om ydmyghed, for vi kan intet gøre af os selv; alt er blot Guds nåde. Han slutter med at sige til hende: ”De sagde til mig, at Gud forlanger stor tillid af sjælene; godt, vær De så den første til at vise en sådan tillid. Og endnu et ord - accepter alt dette med sindsro” (55).

 

Skriftefaderen

Faustina har på en enkel og klar måde sammenfattet sine (ofte negative) er­faringer med skriftefædre: Den første type på en skriftefader er den, som ved meget lidt om ekstraordinære ånde­lige ting. Han afstedkommer megen smerte og forvirring i en sjæl:

”Det er en meget vigtig ting, som jeg selv har erfaret. Jeg begyndte selv at svinge; på trods af særlige gaver fra Gud, og selvom Gud selv gav mig forsikringer, havde jeg alligevel altid ønsket også at få Kirkens stempel” (112).

Denne sidste bemærkning er også meget karakteristisk for et sundt ånde­ligt liv: aldrig stole alene på sin egen dømmekraft. Her er tale om et sundt behov hos søster Faustina for objekti­vitet i åndelige sager. I sidste ende er det et spørgsmål om sand ydmyghed. Det er det, der kendetegner en ægte mystiker. I stort set alle mystikeres liv har den åndelige vejleder spillet en kapital rolle.

Den anden type skriftefader er den, som ikke tillader sit skriftebarn at udtrykke sig åbent, og som viser utålmodighed. Faustina sammenligner en skriftefader med en læge, som må lytte til sin patient for at kunne give den rigtige behandling.

Den tredje type skriftefader er den, der bagatelliserer de små ting. ”Der er intet småt i det åndelige liv. Nogle gange vil en tilsyneladende ubetyde­lig ting åbne op for ting med store konsekvenser og vil være for skriftefaderen en stråle af lys, som hjælper ham til at kende sjælen. Mange åndelige undertoner er skjult i små ting. En storslået bygning vil aldrig komme op at stå, hvis vi forkaster de ubetydelige mursten.” Det følgende er udtryk for en usædvanlig åndelig visdom hos en så ung nonne: ”Gud forlanger stor renhed af visse sjæle, og derfor giver han dem en dybere viden om deres egen elendighed. Oplyst af et lys fra oven kan sjælen bedre vide, hvad der behager Gud, og hvad der ikke gør det. Synd afhænger af graden af viden og lys inde i sjælen”.

Faustina formulerer her et vigtigt princip om subjektiv skyld. I den grad, vi ved, at noget er syndigt, i den grad er vi skyldige, hvis vi gør det.

Faustina fortsætter: ”Det samme er sandt, hvad ufuldkommenheder angår. Selvom sjælen ved, at det kun er synder i den strikte betydning af ordet, der hører hjemme i skriftemå­let, så er dog disse små ting af stor betydning for en sjæl, som stræber mod hellighed, og skriftefaderen må ikke behandle dem letfærdigt. Skrif­tefaderens tålmodighed og venlighed åbner vejen til sjælens allerinderste hemmeligheder. Sjælen åbenbarer, selvom det også kan være ubevidst, dens afgrundsdyb og føler sig stær­kere og mere modstandsdygtig; den kæmper med større mod og forsøger at gøre ting bedre, fordi den ved, at den må aflægge regnskab for disse ting” (112).

Søster Faustina henvender sig derpå til den sjæl, som stræber efter hel­lighed og ønsker at få gavn af skrif­temålet. Hendes råd sammenfatter hun i tre ord:

 

1. fuldstændig ærlighed og åbenhed

2. ydmyghed

3. lydighed.

 

Hun siger på en bramfri måde: ”En ulydig sjæl vil ikke vinde nogen sejr, selvom det var Herren Jesus selv i egen person, der hørte dens skriftemål” (113).

Disse betragtninger udspringer af hendes egne dyrekøbte erfaringer, men også af en gudgivet indsigt i det åndelige liv. Enhver skriftefader eller åndelig vejleder vil have stort udbytte af at lytte til Faustinas ord.

 

Sjælens forening med Gud

Jeg giver her nogle enkelte eksempler på, hvordan søster Faustina taler om sin åndelige erfaring med Gud.

Den 5. august 1935 på festen for Vor Frue af Barmhjertigheden, var hendes ordenssamfunds særlige fest.

Efter at have været til alters den dag, skriver Faustina: ”Jeg hørte disse ord: Du er vores bolig. I samme øje­blik følte jeg den Hellige Treenigheds nærvær i min sjæl, Faderen, Sønnen og Helligånden. Jeg følte, at jeg var Guds tempel. Jeg følte, at jeg var Faderens barn. Jeg kan ikke forklare alt dette, men ånden forstår det godt. O uende­lige Godhed, hvor bøjer du dig dybt ned til din sølle skabning!” (451)

Den 4. april 1937 på søndagen efter påskedag, det vil sige på festen for Guds barmhjertighed (da endnu ikke officielt anerkendt i Kirken), skriver søster Faustina: I morges efter Den hellige Kommunion (altergang) blev min sjæl nedsænket i Guddommen. Jeg blev forenet med de tre guddom­melige personer på sådan en måde, at når jeg var forenet med Jesus, var jeg samtidig forenet med Faderen og Den hellige Ånd. Min sjæl blev fyldt med glæde ud over al forstand, og Herren lod mig erfare hans afgrundsdybe ocean af barmhjertighed. Oh, hvis blot sjælene ville forstå, hvor meget Gud elsker dem! ... Da jeg var forenet med Herren, kom jeg til erkendelse af, hvor mange sjæle, der lovpriser Guds barmhjertighed” (1073).

Samme dag under tilbedelsen foran Sakramentet (katolsk praksis, hvor det indviede alterbrød udstilles til tilbe­delse) sagde Jesus til hende: ”Fortæl (alle folk), min datter, at jeg er Kær­ligheden og Barmhjertigheden selv. Når en sjæl nærmer sig mig med tillid, fylder jeg den med sådan en overflod af nådegaver, at den ikke kan rumme dem inde i sig selv, men udstråler dem til andre sjæle” (1074).

 

Lidelsens plads i søster Faustinas liv

Søster Faustina beskriver realistisk sjælens forfærdelige mørke og ånde­lige kamp med Satan. Hun nævner tre faser af prøvelser, som følger efter hinanden:

1. Oplevelse af Guds hellighed, retfærdighed og godhed, der er så overvældende, at sjælen ikke kan bære det.

2. Gud skjuler sig for sjælen, som med forfærdelse ser sine egne synder og ufuldkommenheder. Den kan ikke længere bede som før.

3. Fortvivlelsens mørke.

 

Faustinas mørke

Her er nogle afsnit af hendes egen redegørelse:

”Sjælen er sunket ned i en frygtelig nat. Den ser kun synd inde i sig selv. Den ser sig selv fuldstændig forladt af Gud. Den føler sig som genstand for hans had. Den er kun et skridt fra fortvivlelse ... Sjælen drages mod Gud, men føler sig afvist... den falder dybere og dybere fra mørke til mørke, og det synes den, at den for altid har mistet Gud, som den har elsket så inderligt…

Men sjælen samtykker ikke, men prøver at løfte sit blik mod himlen, men forgæves! Og det gør torturen endnu mere intens ... Midt i alt det øger den onde ånd sjælens lidelse ved at håne den: 'Vil du holde ud i din trofasthed? dette er din løn; du er i vores magt!'

Men Satan har kun så megen ind­flydelse over sjælen, som Gud tillader ham, og Gud ved, hvor meget vi kan bære. 'Hvad har du fået ud af dine spægelser', siger Satan, 'og ud af din troskab mod ordensreglen?

Hvilken nytte har du af alle disse anstrengelser? Du er blevet forkastet af Gud!' Dette ord, forkastet, bliver en ild, som gennemtrænger enhver nerve indtil marven af knoglerne... Sjælen ser ikke længere efter hjælp noget steds; det er som om den har accepteret den tortur at være opgivet. Det er et øjeblik, som jeg ikke har noget ord for. (98) ...

Så begyndte min fysiske styrke at svigte og jeg kunne ikke længere udføre mine pligter eller skjule mine lidelser (100) ...

Da min sjæl begyndte at synke ned i denne fortvivlelse, følte jeg, at enden var nær. Men jeg greb mit lille krucifiks og knugede det fast i min hånd. Og nu følte jeg min krop skille sig fra min sjæl ... Jeg udstødte mine sidste ord: 'Jeg stoler på din barmhjertighed!' - og jeg syntes, at jeg fremkaldte en endnu større vrede hos Gud. Og nu var jeg druknet i fortvivlelse.” (101)

Søster Faustina kom ud af dette helvede, da hendes novicemesterinde opdagede hendes tilstand, efter at en medsøster havde fundet hende næsten livløs på gulvet i hendes klostercelle. Novicemesterinden befalede hende i lydighedens navn at rejse sig op. ”Min styrke vendte øjeblikkelig tilbage, og jeg rejste mig skælvende” (102).

Novicemesterinden forstod, at dette var en prøvelse fra Gud, trøstede hende og opfordrede hende til at forblive trofast. Faustina gik ind i kapellet og ”jeg følte det, som om min sjæl var blevet sat fri af alt, som om jeg lige var udgået fra Guds hånd ... jeg følte, at jeg var et lille barn” (102). ”Pludselig så jeg inde i mig selv Herren, og han sagde til mig: 'Frygt ikke, min datter, jeg er med dig'. I selv samme øjeblik forsvandt alt mørke og alle pinsler, mine sanser blev gennemstrømmet af uudsigelig glæde, og min sjæls evner blev fyldt med lys” (103).

Denne frygtelige oplevelse førte Faustina til et radikalt nyt forhold til Gud. Hun følte det, som om hun ikke længere tilhørte den skabte verden. ”O min Gud, jeg har forstået, at jeg ikke er af denne jord; Du, O Herre, har indgydt denne bevidsthed i min sjæl. Mit fællesskab er mere med himlen end med jorden, skønt jeg på ingen måde forsømmer mine pligter” (107).

Det er værd at bemærke, at søster Faustina bliver befriet fra helvedet gennem en lydighedsakt overfor hendes overordnede. Lydighed i det åndelige liv spiller en kapital rolle af den simple grund, at Djævelen er ulydigheden selv. Jesus er, som han selv siger, ikke kommet for at gøre sin egen vilje, men hans, som har sendt ham (jf. Joh 8,38).

Denne forfærdelige åndelige lidelse havde kun ét formål, at rense hende for al synd og ufuldkommenhed, for at hun kunne blive forenet med Gud.

Jo mere syg Faustina bliver, jo mere bliver hun sig bevidst, at hendes både åndelige og fysiske lidelser kan have en vældig kraft til at frelse mennesker, hvis hun forener sig med Jesu lidelse. Det er som et ekko af Paulus, der udfylder i sit kød, hvad der mangler i Kristi trængsler til bedste for hans legeme, Kirken (jf. Kol. 1,24).

 

Søster Faustinas profetiske opgave

Den 22. februar 1931 åbenbarede Je­sus sig for hende og gav hende en helt konkret opgave, nemlig at ud­brede læren om Guds barmhjertighed. ”Jeg så Herren Jesus klædt i en hvid klædning. Den ene hånd var løftet som for at velsigne, den anden rørte klædningen på brystet. Under klæd­ningen, som ved brystet var trukket let til side, udgik der to store stråler, en rød og en bleg. Jeg holdt i stilhed mit blik fæstnet på Herren; min sjæl var slået af ærefrygt, men også med stor glæde.

Efter en stund, sagde Jesus til mig: 'Mal et billede efter det forbillede, du ser, med teksten: Jesus, jeg stoler på dig. Jeg ønsker, at dette billede bliver æret, først i jeres kapel og derefter overalt i verden (47).

Samtidig gav Jesus udtryk for sit ønske om, at der skulle indføres en særlig fest for Barmhjertigheden:

”... Jeg ønsker, at der skal være en Barmhjertighedens fest. Jeg ønsker, at dette billede, som du skal male med en pensel, bliver højtideligt velsignet på den første søndag efter påske; denne søndag skal være Barmhjertighedens søndag. (49)

Jeg ønsker, at præster skal forkynde synderne denne min store barmhjer­tighed. Synderne skal ikke være bange for at nærme sig mig ...” (59).

Senere (1934) forklarer Jesus Fausti­na på hendes skriftefaders opfordring betydningen af de to stråler:

”Mens jeg bad, hørte jeg disse ord inde i mig: 'De to stråler betegner blod og vand. Den blege stråle står for det vand, der gør sjæle retfærdige. Den røde stråle står for det blod, der er sjælenes liv ... Disse to stråler udgik fra min kærlige barmhjertigheds dybder, da mit forpinte hjerte blev åbnet på korset af en lanse ..' (299) ...

Menneskeheden vil ikke opnå fred, førend den med tillid vender sig til min barmhjertighed ... (300)

Forkynd, at barmhjertighed er Guds største egenskab'” (301).

Da søster Faustina så det billede, som kunstneren Eugene Kazimierow­ski efter hendes anvisning havde ma­let, blev hun meget ked af det, fordi det ikke var så smukt, som Jesus er, men hun skjulte sin skuffelse i sit hjerte, og hjemme sagde hun til Herren:

”Hvem vil male dig ligeså smuk, som du er? Så hørte jeg disse ord: 'Storheden i dette billede ligger ikke i farvens eller i penslens skønhed, men i min nåde'” (313).

 

Søster Faustina Guds sekretær

Det var Faustinas skriftefædre, der bad hende nedskrive alt, hvad hun oplevede i sit åndelige liv.

Men Jesus befaler hende også at skrive hans budskaber ned og kal­der hende sin barmhjertigheds se­kretær:

”Nedskriv alt, som kommer til dig, hvad angår min godhed ... Faustina svarer: O min Jesus, du må selv lægge dine ord i min mund, for at jeg kan prise dig på værdig måde. Jesus sva­rer: Min datter, vær i fred; gør det, jeg beder dig om.

Dine tanker er forenet med mine tanker, så skriv, hvad som helst, der kommer op i dig. Du er min barmhjer­tigheds sekretær. Jeg har udvalgt dig til denne tjeneste i dette og i det næste liv. Det er sådan, jeg ønsker, at det skal være på trods af al den modstand, de vil give dig. Du skal vide, at mit valg ikke vil ændre sig” (1605).

 

Jesu kærlighed til sjælene

Som afslutning på denne korte og utilstrækkelige præsentation af søster Faustinas profetiske kald og rige ån­delige liv vil jeg citere følgende ord fra Kristus til hende i slutningen af hendes liv:

”Hvor jeg dog længes efter sjælenes frelse! Skriv, at jeg ønsker at udgyde mit guddommelige liv i de menne­skelige sjæle og helliggøre dem, hvis blot de var villige til at tage imod min nåde. De største syndere ville opnå stor hellighed, hvis de blot ville stole på min barmhjertighed …

Min glæde er at handle i en men­neskelig sjæl og fylde den med min barmhjertighed og retfærdiggøre den. Mit rige på jorden er mit liv i den menneskelige sjæl. Skriv, at jeg er selv sjælenes åndelige vejleder - og jeg le­der dem indirekte gennem præsten og leder hver af dem til hellighed ad en vej, som kun jeg kender” (1784).

 

 

*)jeg benytter mig af den engelske oversættelse af den polske grundtekst, som er blevet til gennem en længere procedure med særlig hjælp af polsk- og engelskkyndige oversæt­tere med henblik på at komme så tæt på den polske tekst som muligt. Tallene i parentes (...) henviser til numrene i dagbogen.

 

 

Lars Messerschmidt er præst og general­vikar i Den katolsk Kirke, og medlem af Levende Vands referencegruppe.

 

 

(Levende Vand nr. 1 2007)

 

Lad jer forsone


En dyrebar indsigt

Af Anders Pilz 

 

Forsoningens kunst - og nådegave

Af Peter Damgaard-Hansen 

 

Ånden beder i os: Abba Fader

Af Grethe Livbjerg 

 

Gerrigheden fæster bo i billederne

Af Samuel Rubenson 

 

Vidner

Den Hellige M. Faustina Kowalska, Søster Faustinas dagbog

Af Lars Messerschmidt 

 

Fædrene læser Skriften

Af den hellige biskop Peter Chrysólogus

 

 

Noter

*)

jeg benytter mig af den engelske oversættelse af den polske grundtekst, som er blevet til gennem en længere procedure med særlig hjælp af polsk- og engelskkyndige oversæt­tere med henblik på at komme så tæt på den polske tekst som muligt. Tallene i parentes (...) henviser til numrene i dagbogen.

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk