Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

Seksualiteten som vejviserr

Den menneskelige lidenskab der er sværest at håndtere, afspejler i særlig grad vort begær efter Gud.

 

Det nyfødte barn lægges op på sin mors mave lige efter fødslen og snart til hendes bryst. Den døende holder hårdt om den pårørendes hånd i dødsøjeblikket. Kropskontakten er vor livsnerve.

Vor legemlighed er vor mest basale identitet. Vi er flokdyr og søger hinanden for nærhed og beskyttelse, for mening og bekræftelse. Vi længes alle efter en omsluttende favn, efter kropslig nærhed, ja vi har alle en medfødt og dybtliggende længsel efter hinandens kroppe.

Denne længsel efter den mest gennemtrængende nærhed er i ordets dybeste betydning medfødt. Vi er ikke skabte til uberørthed, til at stå alene. Det er i den dybeste berøring at livet gives videre. l denne grundlæggende drift ser Evagrios roden til en af vore lidenskaber, vore byrder: seksualiteten.

 

Det mest sårbare

Ingen af os er født neutral, ingen er nulstillet. Vi er enten mand eller kvinde, ladede med tiltrækning og længsel. Uden hinanden kan vi ikke blive til. Uden hinanden kan vi ikke overleve. Det er derfor ikke underligt at seksualiteten er det mest sårbare hos os. Vi er udleveret hinanden og udleverer os til hinanden. Når vi er afklædt alt andet har vi seksualiteten tilbage. Her findes intet forsvar. Det handler om den berøring der rører ved vort inderste, rødderne til det vi er, kernen i hvad vi er. Ja i seksualiteten overskrider vi grænsen for os selv, grænsen mellem os. Det kan betyde den største lykke og nydelse, livets dybeste og smukkeste hemmelighed, en livgivende delagtighed i skabelsens under. Men det kan også betyde udsathed, bitter erfaring af ikke at blive taget imod, at leve utilfredsstillet. En fortvivlet kamp mod selvforagt og i værste fald mishandling, misbrug og en skændig død.

Seksualiteten er ligesom sulten hverken ond eller god i sig selv. Den er en nødvendig del af kropsligheden, en forudsætning for liv, men også et ansvar. Den kan forvaltes i kærlighed og bruges til at bygge op, men den kan også behandles med foragt og udøves som undertrykkelse. Den kan uddybe fællesskabet og bidrage til modenheden, men den kan også ødelægge respekten og destruere selvværdet.

Hvad er da det afgørende? Hvordan finder jeg den rette måde at håndtere denne kraft, håndtere min udsathed og sårbarhed?

Evagrios giver ingen lette svar, ingen let anvendelige regler. Han søger en dybere forklaring, forsøger at forstå hvad det er der bryder ned og hvad der bygger op. Han forsøger at forstå hvornår og hvordan lidenskaben bliver en last og hvad der gør at den i stedet løfter og bærer.  

Er afholdenhed løsningen?

Seksualitetens drivkraft beror ligesom sulten egentlig på vor indsigt om og angst for døden. Vi vil overleve, leve ud over vore begrænsninger, overleve død og intethed. Vi ved at det kan vi ikke i os selv, vi ved at vor krop er forgængelig og brydes ned dag for dag.

Vi søger derfor til stadighed føde og søger derfor til stadighed hinanden, søger nogen at indesluttes af og gå op i, nogen med hvilken vi kan overliste døden og fortrænge intetheden. Men vi når alligevel aldrig frem. Tværtimod øges begæret, behovet efter at overskride jegets grænser, blive mere end vi synes at være. Jo mere vi tilfredsstiller begæret, desto større bliver det, og så risikerer vi at tilfredsstillelsen bliver et mål, at længselen forvandles til misbrug.

Men det er ikke så enkelt at vi af skræk kan skaffe os af med begæret, isolere os. Tværtimod mener Evagrios at de der beslutter at leve i afholdenhed rammes så meget desto mere af utugtens dæmoner. Det der ikke får sit afløb i kropsligt fællesskab, kommer til udtryk i forestillingsverdenen, bliver tanker og billeder, fantasier og hos en del næsten besættelse.

Den stabilitet og den beskyttelse i sårbarheden som et dybt, trofast og gensidigt fællesskab kan give, savner den der lever i fuldstændig afholdenhed. Evagrios og de øvrige ørkenfædre vidste dette kun alt for godt. Gav man bare lidt efter for de utugtige tanker, vips så ynglede de. En frådsen i det man ikke har, bliver med tiden ødelæggende for det man har. Efterhånden giver det næring til vrede, bitterhed og mismod og måske endog misbrug og overgreb.

 

Værdiløsheden

Alt dette hører sammen med at utugtens dæmon hader mennesker og derfor spreder foragt. I modsætning til forfængelighedens dæmon som skænker opmærksomhed og gøder selvfølelse og agtelse, trives utugtens dæmon bedst i lukkede rum og hos dem der skyr selskab, dem der bærer på bitterhed og uforsonlighed. En seksualitet uden sammenhæng, uden respekt og gensidig kærlighed, uden plads til den anden, er derfor et ypperligt miljø for utugt.

Ikke mindre gavnlig er den værdiløshed der omgiver meget af nutidens seksualliv; den der kommer til udtryk i overfladiskhed, lettilgængelighed og udskiftelighed. Det værdifulde sparer vi på og beskytter, dem vi virkelig værdsætter, beskytter vi nøje. Det værdiløse er det billige, det der flyder frit, det der kan skiftes ud, det kortvarige. Det tragiske er ikke seksualmoralens opløsning. Det er den værdiløshed der følger i dens spor. For den der føler sig værdiløs har svært ved virkelig at værdsætte andre. Uden værdier bliver vi værdiløse.

Her rører vi ved et af livets dybeste mysterier: det vi værdsætter højst er det vi bruger mindst. Det værdifuldeste råder vi ikke over. Vi får ikke fat i det uden besvær. Hvis det bliver lettilgængeligt mister det i værdi. Hvis vi værdsætter noget vi selv råder over og kan bruge som vi vil, stiger risikoen for at det bliver et mål i sig selv, og vi selv bliver værdiløse ofre for det vi dyrker.

Uden afholdenhed på en eller anden måde, uden begrænsninger, bliver al seksualitet destruktiv. Dets værdi, og dermed vor værdi som mennesker, sløses bort. Instinktivt ved vi det godt og behøver ingen undervisning for at forstå det. Alligevel snubler vi bestandigt, giver efter for en lyst, også når vi egentlig ikke vil. Så undskylder vi os med en henvisning til den naturlige drift, siger Evagrios.

Men vor eftergivenhed bliver efterhånden en gift og giver næring til mere. Vi tager loven til hjælp og siger at den er mild, at lovstifteren er barmhjertig og tilgivelsen let at få. Men vi indser ikke at talen om lov, synd og tilgivelse kan bruges til at bedrage os selv. Det gavner ingen at vinde verdensmesterskabet i syndsforladelse hvis man samtidigt mister sit liv. Spørgsmålet er om ikke vor stadige tale om at bede om forladelse er blevet en dæmonernes list, en vej der fører os til at give efter hvor vi ikke ville og gøde den foragt vi bringer over os selv og andre.

 

Seksualfjendtlighed?

Men er ikke råbet om seksuel afholdenhed og advarslerne mod seksuel frihed udtryk for en foragt for kroppen og skabelsen?

Der findes en udbredt opfattelse om at kirkefædrene i almindelighed og ørkenfædrene i særdeleshed var dybt seksualfjendtlige. Naturligvis var der nogen der på grund af andres misbrug eller egen fiasko - eller manglende evne til at se Guds afbillede lyse også i menneskets kropslighed - udviklede en foragt for seksualiteten. Men vi behøver kun at gå til nogle af Evagrios' kendteste lærere, Gregor af Nyssa og Origenes, for at se at det ikke passer. At seksualiteten er så gennemtrængende, så sårbar og svær at håndtere, skyldes ifølge Origenes at menneskets begær efter Gud afspejles i dette begær.

Vor længsel efter fuldstændigt og opslugende fællesskab, efter evig samhørighed, total tryghed og uendelig hvile kan kun fyldes af Gud. Det fællesskab, den kærlighed og omsorg for den anden vi her får del i, er udtryk for, ja en beretning om Gud og mennesket. Jo mere ømt og udholdende vi udøver vor kærlighed og fællesskab og modner i det, desto tydeligere bliver den som spejlbillede. I den dybeste forening mellem mand og kvinde ligger der, som Paulus skriver, en hemmelighed - et glimt af Kristus-hemmeligheden.

Tydeligst knytter Gregor af Nyssa seksualiteten til troens inderste, når han i kommentaren til Højsangen skriver:

"På en hemmelighedsfuld måde indtager den stærkeste nydelse (jeg mener kærlighedens attrå) den første plads i vejledningen i troens kundskab, for at sjælen, når den ser Guds naturs uopnåelige skønhed og elsker denne ligesom kroppen længes efter sin partner og mage, skal forvandle lidenskaben til lidenskabsløshed, sådan at når alle legemlige drifter er stillet, så gløder vort indre gennem Ånden af kærlighed i os, ophedet af den ild som Herren kom til jorden for at antænde."

Her er erfaringen af seksualiteten en vejviser, et tegn for den der er parat til at åbne sine øjne. Samtidig får den en mening som frigør den fra kravet om fuldkommenhed, om at være et mål i sig selv. Et tegn skal plejes og bruges, men forbliver dog et tegn.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Samuel Rubenson er præst i den Svenske kirke og professor i kirkehistorie ved universitetet i Lund.

 

 

 

(levende Vand 4 2006)

 

Tag og læs

 

Fra Kirkens rige haver

Af Per Åkerlund

 

At bede tidebøn

Af Charlotte Thaarup

 

Lectio divina

Af Wilfrid Stinissen

 

Seksualiteten som vejviser

Af Samuel Rubenson

 

Vidner

Af Lisbet Rømer

Dietrich Bonhoeffer

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk