Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Wilfrid Stinissen

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

 

Det er hvert år en glæde i fastetiden atter at måtte lytte til højtlæsningen af bogen Kristi efterfølgelse i vort refektorium under aftensmåltidet. Jeg har været med til det mere end 50 gange og har altså en vis fortrolighed med bogen. Den skaber en helt særlig atmosfære i spisesalen og maner os hvert år på ny til fornyet besindighed.

Therese af Lisieux fortæller: "Jeg kunne næsten alle kapitlerne udenad i min kære Kristi efterfølgelse ... Hos min tante morede de sig meget over det. De slog op et tilfældigt sted i den og bad mig om at citere det kapitel, de lige ramte" (Mit kald er at elske, s 109).

Jeg tror ikke, at nogen af os i klosteret er nået så langt, men de ældste blandt os erfarer i hvert tilfælde genkendelsens glæde. Vi ved præcis, hvornår vi kan vente os den raffinerede skildring af helvede, håbløst forældede tekster om omgangen med kvinder eller ironisering over skolastikkens mange distinktioner, som vi gamle har mødt i løbet af vores præstestudium. Den alvorlige tekst fremkalder ikke sjældent et stille smil.

Det paradoksale ved denne bog er, at den, på trods af at den er præget af en typisk klosterspiritualitet, oven i købet i en udtalt kontemplativ udgave, gerne og flittigt læses af lægfolk, også i vor tid, hvor man gerne vil skelne mellem kloster- og lægfolksspiritualitet. Jeg tror til og med, at den læses mere af lægfolk end af klosterfolk.

Kan dette ikke tolkes, som om forskellen mellem disse to spiritualiteter ikke er så afgørende endda? I en bog om Teilhard de Chardin reagerede Kardinal de Lubac allerede i tresserne mod kravet om en ny spiritualitet, der skulle være typisk for lægfolk. "Et sådant krav," skriver han, "ville dække over et falsk krav, hvis man forestiller sig, at denne livsform til syvende og sidst bygger på andre principper, nærer sig ved andre kilder, præges af en totalt anden holdning eller sigter mod et andet mål. Der kan ikke findes parallelle spirituallteter i kristendommen. Ligesom der er "én Herre, én tro, én dåb" (Ef 4,5), ligesom der for alle kristne kun findes "ét legeme og én ånd" (Ef 4,4), og ligesom der til start kun findes en eneste menneskelig natur, og lige som der aldrig er blevet prædiket mere end ét evangelium, så findes der i tidernes, omstændighedernes og den personlige forkærligheds mangfoldighed kun ét eneste kristent kald, der bygger på det samme håb og som fører til et og samme liv" (Henri de Lubac: La pensee religieuse du Pere Teilhard de Chardin, Aubier, 1962, s 31).

Til alle tider har mennesker fra forskellige kristne fællesskaber genkendt sig selv i denne lille bog. Med en forbløffende træfsikkerhed har de kunnet relativisere det, der er typisk monastisk, og fæstne sig ved det, der er gyldigt for alle kristne. Er klosterlivet for øvrigt andet end et radikaliseret kristenliv? Som sådan kan det være et spejl som alle kristne kan spejle deres liv i.

 

Forfatteren

"Spørg ikke hvem der har sagt dette, tænk i stedet på det der siges," opfordres vi til allerede i første bogs femte kapitel. En i sandhed passende formaning! Spørgsmålet om hvem der har skrevet Kristi efterfølgelse er nemlig ikke besvaret og bliver det sandsynligvis aldrig.

En lang tradition tilskriver Thomas a Kempis bogen. Thomas fødtes ca. 1379 i Kempen, mellem Düsseldorf og Köln. Som 19-årig indtrådte han hos augustinerkannikerne i et kloster nær Zwolle. Der blev han præsteviet og blev med tiden subprior og novicemester. Han skrev adskillige andre kendte bøger og døde 1471.

Et manuskript, egenhændigt skrevet af Thomas a Kempis og underskrevet af ham i 1441, er bevaret i det Kongelige bibliotek i Bryssel. Dette håndskrift der indeholder Kristi efterfølgelse's fire bøger og desuden nogle andre skrifter, er længe blevet betragtet som et afgørende bevis for Thomas' forfatterskab. Men hans underskrift kan også helt enkelt betyde, at han har kopieret manuskriptet. Man ved jo, at han var kopist.

Det endegyldige bevis for, at Thomas ikke kan være forfatteren, leveres af et nyopdaget manuskript fra 1280-1330, altså mere end hundrede år før Thomas' død. Dette håndskrift gengiver den oprindelige version.

Meget tyder på at teksten har fået sin definitive form inden for den såkaldte devotio moderna, en senmiddelalderlig bevægelse, der havde sit centrum i Nederlandene og som lagde stor vægt på det indre liv. Thomas a Kempis var engageret i denne bevægelse og har formodentlig bidraget til at give teksten dens nuværende form.

 

En inderligt elsket åndelig bog

Hvorfor er Kristi efterfølgelse så elsket? Næst efter Bibelen findes der ingen åndelig bog, der har fået en sådan udbredelse. Der er tale om 3000 oplag på ca. hundrede sprog.

En af hemmelighederne bag bogens popularitet er, at den passer til alle. Teksten kræver ingen særlig intellektuel bagage, den kan læses af lærde og ulærde. Det er nok, at man vil uddybe sin tro og udvikle et inderligere forhold til Gud og Jesus Kristus. Bogen taler ikke i første omgang til intellektet men til hjertet. Man finder knappest nogen sammenhængende lære i den, men den formidler liv. Og liv er det, alle søger efter.

De store eksistentielle spørgsmål, som hvert menneske før eller senere stiller sig, finder et svar i denne bog. Hvad er meningen med livet og med døden, hvor er jeg på vej hen, hvor kommer jeg fra? Forfatteren går lige til sagen. Han fortaber sig ikke i spidsfindigheder, men afslører mildt og barmhjertigt alle illusioner i et krystalklart sprog. Han vil befri læseren fra alt det, der er uvirkeligt, falsk og uægte og få ham til at opdage virkeligheden, sandheden. Og sandheden er, at vi er skabte for Gud, at kun Han kan mætte vor hunger og slukke vor tørst.

Denne lille bog har en ekstraordinær evne til at vække vor slumrende længsel efter Gud. Netop gennem sin enkle måde at tale direkte til læserens "dybe hjerte", overfører forfatteren noget af sit eget dybe liv med Kristus. At det virkelig handler om et personligt, gennemlevet forhold til Gud og Kristus, kan ingen være i tvivl om. Alt, der siges, siges ud fra en personlig erfaring.

Forfatteren udtrykker gerne sine tanker i form af sentenser. Man kommer til at tænke på ørkenfædrenes "apoftegmata". Den præcise, kraftfulde formulering bidrager til at give ordene en særlig kraft. Det gør det også lettere at huske bogen eller lære den udenad. Der anvendes ofte assonanser eller rim, hvilket har fristet en af mine gamle medbrødre til at oversætte hele bogen til rytmisk og rimende flamsk! En imponerende bedrift, der dog ikke har fået noget større gennemslag.

Den personligt levede erfaring, der ligger til grund for hele bogen, er helt i overensstemmelse med Kirkens traditionelle lære, med den typisk affektivt betonede middelalderlige spiritualitet og frem for alt med Bibelen. Forfatteren lærer læseren at opdage Skriftens åndelige mening, at genkende sine erfaringer i bibelteksterne. På den måde er bogen også en opfordring til at læse Bibelen og læse den med et åbent hjerte.

 

Fire bøger

En korrekt systematisering af teksten er knappest mulig og ville blive temmelig vilkårlig. Man har for eksempel forsøgt at se de tre første bøger som traktater om den åndelige udviklings tre stadier: renselsens, oplysningens og foreningens vej. Sådanne vovestykker har meget lidt med virkeligheden at gøre. Kristi efterfølgelse indeholder ingen systematisk udlægning af den åndelige vej. Den, der søger en udarbejdet "mystisk teologi" der, søger forgæves.

Naturligvis kan man beskrive de enkelte bøgers hovedtanker. Hver bog har sit eget ansigt.

 

Den første bog har som overskrift: "Opfordringer til et åndeligt liv". Her hører vi om, hvordan man påbegynder den åndelige vandring. Det gælder om at frasortere alt det, der er biting og prioritere det væsentlige. Der er tale om en interioriseringeproces. Man skal ikke fortabe sig i det ydre, idet der forgår, man skal fæstne sig ved det, der består. Man skal ikke leve i udkanten af byen, man skal trække sig tilbage ind i bymidten. Man skal lære sit væsens dyb, sin grundlængsel, at kende. Det er ikke uden grund, at man ofte har set en lighed med eksistensfilosofiens fundamentale mål: At befri menneskene fra alle masker og give det muligheden for at blive det, det i virkeligheden er.

Denne frigørelse fra alt det uægte indebærer og kræver også en omvendelse. Forfatteren ønsker, at man begrænser eller afstår fra al ydre snak, at klosterbroderen ikke uden tungtvejende grund løber rundt i gaderne, at man ikke lader sin fantasi fare omkring som en vild, at man ikke lægger for stor vægt på lærdom, hverken verdslig eller teologisk.

Alt dette bæres af en grundvold: Man ønsker at komme Jesus Kristus nærmere og efterfølge Ham. Man vil være og leve som Ham, hvilket i praksis betyder, at man vil øve de kristne dyder, i særdeleshed ydmyghed, hjertets sønderknuselse, selvfornægtelse og naturligvis kærlighed.

 

Den anden bog kaldes en "opfordring til indre liv". Venskabet med Kristus vokser og bliver mere inderligt. Følgen er, at man tænker stadig mindre på sig selv. Man bliver et du-menneske i stedet for et jeg-menneske. "Hvis du bare én gang trængte ind i Jesu hjerte og smagte en smule af Hans brændende kærlighed, så ville du ikke længere bekymre dig om hvad der er godt eller dårligt for dig selv" (11,1).

Man føler her, hvordan forfatteren taler af personlig erfaring, når han betoner den indre frihed hos en sjæl, der ikke bare accepterer alt, både trøst og forladthed, men som til og med kan takke for alt. Therese af Lisieux, der virkeligt var formet af Kristi efterfølgelse, udtrykker det på denne måde: "Herre, du fylder mig med glæde gennem alt du gør."

Det kan gå så vidt, at man finder glæde i lidelsen, fordi man der lærer sig den rene, uselviske kærlighed. Kun at elske Jesus når "Han ofte gæster vort indre menneske, samtaler smukt med det, skænker det trøst, megen fred og en forunderlig fortrolighed" (11,1), er endnu ikke rigtig kærlighed. Den rene kærlighed kan blive så brændende, at man længes efter lidelsen for at blive mere lig den korsfæstede Herre. Den, der elsker, vil ligne den elskede. "Drik villigt Herrens kalk, hvis du vil være Hans ven og have fællesskab med Ham" (11,12).

 

Den tredje bog har overskriften "Om den indre trøst", og det kan forlede os til at tro, at hele bogen handler om trøst. Her viser forfatteren stor fleksibilitet. Det er normalt, at en voksende fortrolighed med Jesus Kristus ikke lader sjælens affektive niveau uberørt. "O, du evige lys, ... rens, glæd, oplys og opliv min ånd, så at jeg i jubel og glæde hænger fast ved dig. O, hvornår kommer den lykkelige stund, jeg længes efter, hvor dit nærvær mætter mig og bliver mit ét i alle. Så længe dette ikke er skænket mig er min glæde ikke fuldkommen" (III,34).

På den anden side kan man ikke bedømme et menneskes hellighed efter antallet og intensiteten af disse skønne besøg. "Et menneskes fortjenester skal ikke måles efter, om det har mange syner eller modtager megen guddommelig trøst ... Det beror på, om mennesket virkelig har sin grund i ydmygheden" (III,7).

Højdepunktet i denne bog er det mesterlige kapitel 54: "Om naturens og nådens forskellige udtryk." Denne tekst er en uudgrundelig kilde til eftertanke, meditation og ikke mindst samvittighedsransageIse. "Naturen" er det gamle, egocentriske, uforløste menneske der lever for sig selv; "nåden" handler om det menneske, der er kommet ud af sit snævre fængsel og lever i Åndens vide frihed. Det er svært at finde en mere realistisk beskrivelse af disse modsætninger.

 

Den fjerde bog handler i sin helhed om Eukaristien (nadveren). Den forening med Gud, sjælen har søgt i de tre første bøger, men aldrig helt opnået, bliver her givet på sakramental måde. Det kan nu gå op for det menneske, der har øvet sig i kærlighed til Gud og sørget over sin kærligheds ufuldkommenhed, at det først og fremmest er Guds kærlighed til ham, der er vigtig. I Jesus Kristus giver Gud sig selv og sin kærlighed helt og holdent.

Virkeligheden er total, men alt sker i troens mørke. Kun for den, der er befæstet i troen, bliver det et ægte møde med Gud. "Det er hverken letsindighed, nysgerrighed eller sanselighed, der drager os hertil, kun en fast tro, et inderligt håb og en oprigtig kærlighed" (IV,I).

Det siges, at denne fjerde bog, sammen med Thomas af Aquins sakramentshymner, er middelalderens rigeste og skønneste tekster om den eukaristiske fromhed. Den, der vil forberede sig til at fejre eller modtage eukaristien, finder her alt, han har behov for. Kritiske røster foreholder forfatteren, at han har et udelukkende vertikalt syn, at det kristne liv er mere end en inderlig fortrolighed med Gud, at det også handler om social retfærdighed, om politik, om fornyelse af Kirken og dens strukturer ...

Vist findes der også en horisontal side. Men en lille opbyggelsesbog behøver ikke at sige alt. Det er måske netop Kristi efterfølgelse's styrke, at den ikke vil sige alt, men kan begrænse sig. Man kan ikke nægte, at det aspekt, der prioriteres her, sjælens personlige forhold til Gud, er det første og det vigtigste, at det også er kilden til en ægte menneskelighed, noget, som for øvrigt også nævnes i bogen.

I vor tid, hvor mange er blevet trætte af febril aktivisme og atter tørster efter ægte åndelighed, er den lille bog Kristi efterfølgelse en pålidelig vejviser.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen efter en artikel i det svenske Pilgrim i anledning af en ny svensk oversættelse af Kristi Efterfølgelse.

 

 

Tekster fra Kristi efterfølgelse

"Hvo som følger mig, vandrer ikke i mørke", siger Herren (Joh 8,12). Dette er Kristi ord, ved hvilke vi formanes til at efterligne hans liv og levned, såfremt vi ønsker at blive i sandhed oplyste og befriede fra al hjertets blindhed. Det, vi derfor frem for alt burde beflitte os på, er betragtningen af Jesu Kristi liv.

*

Al fuldkommenhed i dette liv er forenet med en vis ufuldkommenhed; og al vor granskning er ikke fri for en vis dunkelhed. Ydmyg selverkendelse er en sikrere vej til Gud end dyb videnskabelig granskning.

*

Man bør ikke tro ethvert ord eller følge enhver Indskydelse, men med forsigtighed og sindighed må sagen overvejes for Gud.

*

Stor visdom er det, ikke at være overilet i sine handlinger, ej heller med hårdnakkethed at holde på sine egne meninger. Visdom er det ligeledes, ikke uden videre at tro alt, hvad der fortælles, ej heller straks at lade gå videre til andre, hvad man har hørt eller tænkt sig. Rådfør dig med en vis og samvittighedsfuld mand, og søg hellere at undervises af én der er mere fuldkommen end at følge dine egne påfund. Et gudfrygtigt levned giver mennesket visdom for Gud og erfarenhed i mange ting. Jo ringere nogen er i egne øjne og jo mere han er Gud undergiven desto visere og mere tilfreds vil han være i alt.

*

Sandhed må søges i gudelige skrifter, ikke veltalenhed. Ethvert religiøst skrift må læses i den ånd, i hvilken det er skrevet. Vi må i andagtsbøger snarere søge det gavnlige end finhed i talen. Vi bør lige så gerne læse gudelige og jævne bøger som høje og dybsindige. Du må ikke se på forfatterens anseelse, om han besidder stor eller ringe lærdom; men kærlighed til den rene sandhed skal drage dig til læsningen. Spørg ikke, hvem der har sagt det, men giv agt på, hvad der bliver sagt.

*

Så snart mennesket har et uordentligt begær efter noget, bliver han straks urolig i sit indre. Den stolte og den gerrige har aldrig ro. Den fattige og den ydmyge i ånden vandrer i fredens fylde. Et menneske, som endnu ikke er fuldkommen afdød fra sig selv, bliver let fristet og snart overvunden i små og ubetydelige prøvelser. Den, der er svag i Ånden og på en måde endnu kødelig og hælder til det sanselige, han kan vanskeligt løsrive sig helt fra jordiske begæringer. Og derfor bliver han ofte sørgmodig, når han må nægte sig noget; han bliver let fortrydelig, når nogen gør ham modstand.

*

Vi må ikke stole for meget på os selv; thi ofte mangler vi nåden og forståelsen. Kun lidet lys er i os, og selv dette taber vi let ved forsømmelighed. Ofte lægger vi ikke en gang mærke til, at vi indvortes er så blinde. Ofte handler vi ilde og gør det værre ved at undskylde os. Stundom drives vi af lidenskab og anser det for at være nidkærhed. Små fejl revser vi hos andre, og større fejl hos os selv overser vi. Meget snart mærker og vejer vi, hvad vi må tåle af andre; men hvor meget andre må tåle af os, det lægger vi ikke mærke til. Dersom nogen vel og ret vejede sit eget, vilde han ikke have grund til at dømme hårdt om andre.

*

Den, der har en ren samvittighed, vil let være tilfreds og rolig. Du er ikke helligere, fordi du roses, og heller ikke ringere, fordi du dadles. Hvad du er, det er du; og du kan, ved at omtales, ikke blive bedre, end du er i Guds øjne.

*

Salig den, som fatter, hvad det er: at elske Jesus og at ringeagte sig selv for Jesu skyld. Alt, hvad man elsker, må man forlade for denne elskedes skyld; thi Jesus vil elskes alene over alle ting. Skabningens kærlighed er troløs og ustadig; Jesu kærlighed er trofast og bestandig.

*

Du må elske alle for Jesu skyld, men Jesus selv for hans egen skyld. Jesus Kristus alene må elskes med særlig kærlighed; thi han alene er god og trofast frem for alle venner.

*

Den, som elsker med en forstandig kærlighed, ser ikke så meget på den elskendes gave som på giverens kærlighed. Han agter mere på sindelaget end på det ydede og sætter alle gaver langt under den elskede.

*

Hvo som stræber efter at unddrage sig lydighed, han unddrager sig nåden; og hvo, som søger at have noget for sig selv, han mister de fælles goder.

*

Herren: Min Søn, du må ikke lade dig skræmme eller straks blive forsagt, når du hører tale om de fuldkomnes vej, men du bør hellere deri opmandes til noget højere, eller i det mindste sukke derefter med oprigtig attrå.

*

Disciplen: O, hvor godt og fredbringende er det: at tie om andre, ej heller uden forskel at fæste lid til alt, eller let at udbrede det, man har hørt; at betro sit indre kun til få, altid at ty til dig, du som ransager hjertet; ikke at lade sig omdrive af ethvert mundsvejr, men at ønske: at alt indenfor og udenfor os må blive fuldbyrdet i overensstemmelse med din vilje og til dit velbehag. Hvor betryggende er det for den himmelske nådes bevarelse: at fly menneskelig anseelse, ej heller at stræbe efter det, som indbringer offentlig beundring, men med al omhu at lægge sig efter det, som tjener til vort levneds forbedring og fremmer en brændende iver. Hvor mange har ikke taget skade af, at deres dyd blev bekendt og berømmet for tidlig! Hvor gavnligt har det derimod ikke været for andre, at nåden holdtes skjult i dette skrøbelige liv, om hvilket det hedder, at det ikke er andet end fristelser og kamp.

*

Herren: Du må endnu prøves her på jorden og øves i mange ting. Der skal stundom gives trøst, men fuld mættelse tilstås ikke. Tag da mod til dig og vær stærk både til at gøre og til at lide, hvad der er naturen imod. Du må iføre dig det nye menneske og blive en helt anden: Du må tit gøre, hvad du ikke holder af; og hvad du holder at, må du undlade. Hvad der behager andre, vil have fremgang; hvad der behager dig, vil ikke længere lykkes. Hvad andre siger, vil blive hørt. Hvad du siger, vil blive agtet for intet. Andre skal bede og få; du skal bede og ikke opnå noget.

*

Disciplen: O, hvor højst nødvendig er mig ikke din nåde, o Herre, til at begynde, fremme og fuldføre det gode! Thi uden den kan jeg intet gøre, men alt formår jeg i dig, når din nåde styrker mig.

*

Herren: Min søn, jo mere du formår at se bort fra dig selv, desto bedre vil du kunne blive til ét med mig. Ligesom man opnår indvortes fred ved ikke at begære noget udvortes, således bliver man forenet med Gud ved indvortes at forlade endog sig selv. Jeg vil, at du skal lære fuldkommen at fornægte dig selv i overensstemmelse med min vilje, uden indsigelse og klage. Følg mig: "Jeg er vejen, sandheden og livet" (Joh 14,6). Uden vej kan man ikke gå, uden sandhed ikke erkende, uden liv ikke leve, jeg er vejen, som du skal vandre; sandheden som du skal tro; livet, som du skal attrå. Jeg er den ufravigelige vej, den ufejlbare sandhed, det evige liv. Jeg er den mest lige vej, den højeste sandhed, det sande liv, det salige liv, det uskabte liv.

Udvalgt og sprogligt lidt bearbejdet af Helle Bernth

Sankt Ansgars Forlag 1985 i serien VISDOMSBØGERNE.

 

 

(Levende Vand nr. 3 2006)

 

Daglig bønsliv

 

 

Han har ført mig til vinhuset

Af Marianne Bønløkke

 

 

Mother Teresas åndelige testamente

 

 

At tilbede i Kristus

Af biskop Anders Arborelius, ocd

 

 

Min ven er min, og jeg er hans

Af Grethe Livbjerg

 

 

Vi er skabt til mere

Af Samuel Rubenson

 

 

Vidner

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

Af Wilfrid Stinissen

 

 

Fædrene læser Skriften

Hele vort liv skal være et vidnesbyrd om Kristus

Af Gregor af Nyssa

 


 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk