Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Marianne Bønløkke

Han har ført mig til vinhuset, 

                                     på skiltet over mig står: kærlighed

 

Måske det er en mærkelig overskrift til en artikel om dagligt bønsliv. Men ordene fra Højsangen fortæller, hvad det er for et kærlighedens lys, som jeg får lov at leve i gennem mit daglige bønsliv.

Vinhuset er mit bønnerum. Huset, som har navnet "Kærlighed" er det sted, hvor jeg møder min Herre - ikke en gang dagligt, men så ofte som muligt. Noget fysisk sted er der ikke tale om, men Kærlighedens hus er det rum, som jeg er i, når jeg lukker mine øjne, lukker verdens larm ude og bliver stille indeni. Så møder jeg min Herre - et møde så fuldt af kærlighed, at taknemmeligheden er det som fylder mig mest.

Sådan er daglig bøn for mig. Et kærlighedens møde med min Herre. Han fører mig til vinhuset, på skiltet over mig står: Kærlighed.

Lad mig sige det med det samme: jeg er ikke vokset op med bøn, og det er ikke så mange år siden, at daglig bøn er blevet så vigtigt for mig, at jeg ikke kan undvære den. Og egentlig er det ikke nemt for mig at skrive denne artikel om mit daglige bønsliv. Jeg er blufærdig, når det gælder denne side af mit liv, og når jeg nu så åbent skal fortælle om det - ja, så er det med bævende hjerte. Men jeg vil gøre det alligevel, for de senere år er det gået op for mig, at bøn måske er det allervigtigste i kristenlivet. Det er her mennesket kan lade alle masker falde og møde sin Herre - i åbenhed og ærlighed - som det menneske man nu engang er. For netop i bønnen erfares dette: Gud elsker dig - også når du møder dig selv på dybet!

 

*

 

Kærligheden, som jeg erfarer i bønnens møde, kaster ganske enkelt sit lys ind over mit liv og min færden, ja alt hvad jeg tænker, siger og gør. Kærligheden varmer mit hjerte og former mig. Og min erfaring er, at lyset skinner ikke kun på mig, men også på de mennesker, som jeg møder på min vej. Jeg ser dem i bønnens lys - som børn af den Gud, der møder mennesket med kærlighed og tilgivelse. Som jeg i den daglige bøn bliver mødt med en kærlighed så stor, at jeg ikke kan fatte det, men kun tage imod og sige tak, bliver ethvert menneske mødt med den samme kærlighed fra Gud.

Som Simone Weil siger det: "Kærligheden er ikke trøst, den er lys." Det er "livets lys" som den daglige bøn holder levende, og jeg tror af hjertet, at det netop er dette "livets lys", som Jesus taler om, når han siger: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."

 

*

 

Det som har overrasket mig ved at få et dagligt bønsliv er, at her behøves ikke de mange ord. Når jeg i mange år - selv som præst - har levet et kristenliv med kun lidt bøn, så har det at gøre med, at den frie bøn skræmte mig. Det var som om jeg skulle præstere noget, når jeg skulle formulere en fri bøn - som om der krævedes noget særligt af mig, når jeg skulle henvende mig til Gud på netop denne måde. Den frie bøn føltes derfor ikke fri for mig, men gav præstationsangst.

I konfirmandundervisning og prædiken gjorde jeg det klart, at bøn er samtale med Gud, og at man bare skal sige det, man vil, og som man nu bedst kan sige det. Men for mig personligt var det i mange år meget mere trygt dagligt at kunne hvile i Vorherres egen bøn Fadervor eller gudstjenestens bønner, som på en smuk og slidstærk måde kunne favne også min bøn til Vorherre. Fri bøn var for mig reduceret til et nødråb til Vorherre, når jeg følte mig trængt i livet og trængte til akut hjælp fra min Gud: Herre, hjælp mig!

Men en dag blev det anderledes. Alt blev forandret, da den personlige bøn begyndte at leve i mig som en del af min daglige bøn. Det skete i stilheden. Helt konkret skete det, da jeg i 2003 fik en studieorlov fra mit præstearbejde. Fra den første dag var jeg klar over, at de tre måneder også skulle bruges til bibellæsning og til at få et rigere bønsliv. Indeni mig var der en dyb længsel, som jeg ikke umiddelbart kan sætte ord på. Men det var som om noget uforløst nu endelig skulle blive forløst.

 

*

 

Hurtigt kom jeg til at forstå min erfaring i lyset af Højsangens ord: "Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil!... Jeg sov, men mit hjerte var vågent. Hør min elskede banker på: "Luk op for mig, min søster, min kæreste, min due, mit ét og alt."

Ja, sådan mødte jeg min Herre, da jeg begyndte at afsætte god tid til daglig stilhed og bøn. Højsangen begyndte at leve i mig på en ganske særlig måde. Netop den tekst fra Bibelen, som jeg egentlig aldrig havde beskæftiget mig meget med udover, at jeg havde anvendt enkelte vers som udgangspunkt for vielsestaler, blev en smuk og levende beskrivelse af bønnen, som jeg erfarede den i stilheden - som et kærlighedens møde med min Herre.

Og var jeg modløs i bønnen, så var det som om Herren selv sagde til mig: Læs Højsangen, Marianne! Og det gjorde jeg så - igen og igen - og erfaringen af, at bøn er et møde med min Herre under kærlighedens fortegn, fyldte mit hjerte mere og mere.

Og jeg mærkede, at netop dette møde med min Herre ikke har brug for de mange ord fra min side. Herren kender min længsel, han kender mit inderste væsen, han kender mig på godt og ondt, han kender mig på dybet og han møder mig med kærlighed og barmhjertighed. Ja, han længes endda efter, at jeg bliver stille og bare hviler i dette, at jeg hører ham til og tager imod hans kærlighed og venskab.

Hvor mange gange har jeg ikke som præst prædiket og undervist over dåben, og sagt netop dette: "At være døbt er at vide, hvor man hører til! Som kristen kan man hvile i dette, at Gud er vor Fader, Jesus vor bror og Helligånden Guds egen livgivende ånd og kraft, som gives os i dåben. Ja, at være døbt kristen er at vide, hvor man hører til!" Men disse ord fik ganske særlig betydning for mig en dag i bønnens stilhed. Det var en dag, hvor jeg lidt ked af det og usikker spontant sagde: "Herre, hvem er jeg?" Og svaret kom prompte og tydeligt: "Du er min!" Jeg husker, at jeg blev fuldstændig overvældet af svarets korte og klare karakter, og hvor uventet det svar var for mig i netop det øjeblik. Tårerne kom, og jeg kunne ikke sige andet: "Ja, Herre, jeg er din!"

 

*

 

I dag er det sådan, at jeg ofte indleder min bøn med at gentage netop denne lille ordveksling mellem Vorherre og mig. Den giver en god ramme for min bøn - min identitet, som den der tilhører Herren, bekræftes. For i den daglige bøn bliver det så tydeligt, at mit kristne liv er en vandring sammen med den Herre, som siger: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig, går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig!" (Esajas 43, 1-4).

Ja, Herren vandrer sammen med mig, kalder mig ved navn og siger: Marianne, du er min! Og den daglige bøn er, når jeg standser op for en tid - ja, måske bare få øjeblikke mange gange om dagen - og bliver stille indeni, for at mærke det, som jeg godt ved, at min Herre går vejen sammen med mig - at han altid er der, lige ved siden af mig. Når jeg lukker mine øjne, så ser jeg ham, og nu ved jeg det, som jeg ikke tænkte så meget over førhen, at min Herre længes efter disse øjeblikke, dette intense møde, hvor han har min fulde opmærksomhed og mærker min kærlighed.

I disse møder taler min Herre til mig med kærlighedens stemme, og mit liv forvandles af hans ord. Ligesom Jesus påskemorgen sagde "Maria!" og Maria Magdalene genkendte Jesus og sagde: "Rabbuni!" På samme måde lyder min Herres stemme i bønnen, og jeg hører ham sige: "Marianne!" Der tales direkte til mig og mit hjerte er åbent og lydhørt.

Ordene kan komme på mange forskellige måder. Måske er det en kort tekst fra Bibelen, som jeg "tygger på" og lader synke ned i mit hjerte. Det kan være et vers fra Salmernes bog, fra profeterne eller et ord af Jesus selv. Det kan også være søndagens evangelium, som jeg skal prædike over. Også Paulus' ord eller ord fra de andre breve lever i min bøn. Måske jeg beder en bøn fra en bønnebog med gamle bønner, som jeg har taget til hjerte, og gjort til mine egne ord. Måske det er en tekst fra oldkirken, som jeg finder i min daglige andagtsbog" Kyssa spor", som er en svensk samling af oldkirketekster - én til hver dag i året og en rigdom af åndelig vejledning.

Måske Jesus taler direkte til mig, som han gjorde det den dag jeg sad i toget på vej til en præstetjeneste i Jylland. Jeg sad alene i den store åbne kupé, lukkede mine øjne for at få et øjebliks stilhed i mit indre, og pludselig kom disse ord til mig: "Det er ikke dig, der skal gøre dig fortjent til min kærlighed - den har du allerede. Det er mig, som har gjort mig fortjent din kærlighed - jeg gav mit liv for at frelse dig!"

Ja, det er ganske forunderligt at erfare, hvordan Gud når vort hjerte på mange forskellige måder - når bare vi standser op, og bliver stille. Der er en stor sandhed i ordene fra Salme 46: "Stands, og forstå, at jeg er Gud!" Og det bliver endnu tydeligere, når samme tekst i en anden oversættelse lyder: "Bliv stille og besind dig på, at Herren er din Gud!" Det er hvad daglig bøn er for mig. Jeg standser op, bliver stille og forstår, ja besinder mig på, at Herren er min Gud! I bønnens møde med min Herre fornemmer jeg denne sandhed så tydeligt, jeg erfarer den på min egen krop, og jeg når til en dybere indsigt i, hvad der er Hans vilje med mit liv. For at Gud kan blive den han er - for mig og gennem mig. For at jeg kan vokse og blive det menneske, som han havde tænkt sig fra begyndelsen - et menneske skabt i hans eget billede, i kærlighedens billede.

 

*

 

Men hvordan er et dagligt bønsliv, som jeg har fået det de senere år, så foreneligt med en almindelig travl hverdag med familie og arbejde. Ja, det har taget mig tid at finde en form, som er god for mig, og som kan imødekomme den længsel efter stilhed og bøn, som nu er i mig.

Under min studieorlov var det ikke noget problem at finde tid til daglig bøn. Når familien var taget af sted, og huset ordnet, satte jeg mig ved mit bønnebord eller i sofaen. Jeg tændte et lys og indledte gerne denne stille stund med at gøre korsets tegn, kysse mit lille krucifiks og sige: "Herre, du siger: Jeg er verdens lys, den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Herre, fyld mig med din Helligånds lys -lær mig at bede!" Så var jeg i bønnens univers, ført dertil af min Herre.

Som ny på bønnens vej var det vigtigt for mig med en fast ramme omkring den daglige bøn. At have et fast tidspunkt og begynde på samme måde gaven tryghed og sikkerhed omkring mødet med min Herre. 

 

*

 

Men bøn er liv, og liv forandrer sig. Og også jeg måtte sande, at bønnen sommetider må finde nye former, hvori den kan leve. Da min orlov var forbi, var jeg meget opsat på at fortsætte med det daglige bønsliv, og jeg var villig til at stå tidligt op, så jeg kunne få min time med stilhed og bøn, inden familien skulle op. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var ikke nogen god idé i vores familie. Selv kunne jeg sagtens komme op kl. 5.30, for mit hjerte længtes efter et liv med bøn og kontemplation. Jeg havde jo erfaret, hvordan dette kastede sit lys ind over min dag på en ganske forunderlig, livgivende måde.

Men snart gik det op for mig, at min tidlige morgenbøn var et problem for min kære mand, fordi han også vågnede kl. 5.30, når vækkeuret ringede. Og derefter kunne han hverken sove igen eller havde mod på at stå op ligeså tidligt som jeg.

Så vi havde et problem, og jeg mærkede tydeligt, at man ikke kan have et godt bønsliv, hvis det sker på bekostning af andre. I starten var jeg selvfølgelig ked af det og frustreret over, at det skulle være så vanskeligt at få tid til bøn. Jeg længtes efter mere end de stunder i løbet af en travl arbejdsdag, hvor jeg prøvede at samle mine tanker til bøn. Jeg følte, at jeg havde brug for lang, sammenhængende tid - helst en time - til daglig bøn. På retræter, når jeg var på tjenesterejse eller havde ferie, så syntes jeg bønnen for alvor blev levende igen. Men i hverdagen var det svært at få et dagligt bønsliv, som kunne slukke min tørst. Jeg brugte alle de "frie" minutter jeg havde i løbet af en dag til at lukke øjnene og blive stille, men længtes efter mere stilhed og fred til bøn.

En dag fortalte jeg om min dybe længsel efter et mere kontemplativt liv til en god ven og medvandrer på min åndelige vej, som har mere erfaring med bøn end jeg, og hun sagde uden tøven: "Jamen, du LEVER et kontemplativt liv!" Den klare besked gav mig noget at tænke over, og det gik op for mig, at alle de korte stunder i løbet af en dag - hvor jeg mødte min Herre - sammenlagt ofte var meget mere end den time, som jeg førhen brugte til min morgenbøn. Og da jeg først nåede til den erkendelse, at jeg LEVER et kontemplativt liv, så blev jeg også meget bedre til at lukke verdens larm ude og blive stille indeni, selvom jeg måske kun har 10 minutter til bøn indimellem de mange forskellige arbejdsopgaver, som en dag bringer.

 

*

 

I dag har jeg fundet fred med, at sådan kan jeg have et dagligt bønsliv og leve et kontemplativt liv, som er foreneligt med det liv, jeg har.

Men min længsel og tørst efter mere bøn er ikke hørt op. Hvis jeg havde mulighed for det, ville en times morgenbøn og aftenbøn samt flere stunder til bøn i løbet af dagen - sådan som jeg oplever det på en retræte - være en stor glæde for mig personligt. Men et sådant dagligt bønsliv er ikke foreneligt med det liv, som jeg har i disse år, og det gør heller ikke noget. For min erfaring fra bønnen siger mig, at Vorherre aldrig forlanger mere af mig, end jeg kan leve op til. Han længes blot efter at fylde mit hjerte, pleje mine sår, gøre mig til en ny skabning.

Sagt med andre ord, her gengivet på dansk efter Mother Teresas åndelige testamente: "Jeg tørster efter dig sådan som du er! Du behøver ikke forandre dig for at tro på min kærlighed, for det er i at tro på min kærlighed du forandres. Du har glemt mig, og nu søger jeg dig. I hvert øjeblik i dit liv holder jeg mig oprejst ved dit hjertes dør og banker.....Ja, jeg tørster efter dig. Jeg søger nogen, som vil fuldende min kærlighed."

Marianne Bønløkke er præst.

 

(Levende Vand nr. 2 2006)

 

Daglig bønsliv

 

 

Han har ført mig til vinhuset

Af Marianne Bønløkke

 

 

Mother Teresas åndelige testamente

 

 

At tilbede i Kristus

Af biskop Anders Arborelius, ocd

 

 

Min ven er min, og jeg er hans

Af Grethe Livbjerg

 

 

Vi er skabt til mere

Af Samuel Rubenson

 

 

Vidner

Thomas af Kempis: Kristi efterfølgelse

Af Wilfrid Stinissen

 

 

Fædrene læser Skriften

Hele vort liv skal være et vidnesbyrd om Kristus

Af Gregor af Nyssa

 


 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk