Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Eva Maria Nielsen

Et liv i tillid og kærlighed: Thérèse af Lisieux

 

Kirkens yngste kirkelærer, Thérèse af Lisieux (1873-1897), har et budskab om kærlighed, tillid og øjeblikkets betydning.

Budskabet hænger uløseligt sammen med hendes liv, som var præget af tab og afsked. Thérèse var kun fire år gammel, da hendes mor døde, og dette tab satte dybe spor i den livlige og lattermilde pige. Hun blev stille, indelukket og usikker. Faste rammer i hverdagen holdt dog hendes angst for at miste andre af hendes elskede i skak.

Pauline, Thérèses ældste søster og "reservemor", forlod imidlertid fem år efter familien for at indtræde i karmelklosteret i Lisieux. Denne nye adskillelse rev igen op i gamle sår, fordi Thérèse havde satset alt på Pauline, og følelsen af ensomhed og forladthed bredte sig i Thérèses indre. Livet var ikke længere et trygt sted at være. Selvom Thérèse kæmpede for at overvinde sin sygelige overfølsomhed, magtede hun det ikke.

Forandringen skete julenat i 1886, som blev en milepæl i Thérèses kamp og trosvandring. Gud fyldte hende med kraft, og hun fandt tilbage til sin sunde realistiske karakter. Hun fandt lykken i hengivelsen til en anden, til et "du". Thérèse var overbevist om, at menneskets svaghed tvinger Gud til at tage sig af sagen og fremkalder kærligheden hos Gud. Tillid til Gud kan gøre underværker i menneskers liv, sådan som den gjorde i Thérèse liv denne julenat. Fremover rettede hun sit blik mod Gud og valgte ikke at give efter for selvmedlidenheden.

Som 15-årig indtrådte hun i et karmelitterkloster. Den 3. april 1896, langfredag aften, fik Thérèse en uventet blodstyrtning. Døden var i anmarch. Nogle få dage efter forvandledes hendes glæde over at komme i himlen til mørke. Borte var sikkerheden og trygheden.

De resterende 18 måneder af hendes liv blev derfor præget af troens nat. Hun tvivlede ikke på Guds eksistens, men på at himmelen fandtes for hende. Troen hang ikke længere sammen. Men midt i troens mørke ville hun kompensere for den manglende tro, som mange ufrivilligt befinder sig i. Thérèse følte sig solidarisk med dem, der ikke tror eller har mistet deres tro.

Hvordan reagerede hun? Med radikal tro. Følelsen af sikkerhed og tryghed havde hun mistet; men i stedet for at blive hængende i sine mørke tanker, vendte hun sig til Jesus. Thérèse levede, hvad hun ville tro, dog uden at føle tro - og bestod prøven. Hendes nøgne tro var beviset på, at hendes kærlighed til Jesus var ægte og fuldkommen "gratis".

18 måneder senere, den 30. september 1897, trådte hun ind i Livet, som hun selv sagde. Hendes sidste ord var: "Min Gud... jeg elsker dig!"

Verden over er Thérèses spiritualitet i dag kendt som den lille vej.

 

 

 

Ord af Thérèse

 

At elske er at give alt og give sig selv.

*

 

På et øjeblik fuldbyrdede Jesus det, jeg ikke havde kunnet gøre i ti år, idet han nøjedes med min gode vilje, der aldrig havde svigtet mig [... ] Ja, jeg følte kærligheden trænge ind i mit hjerte, trangen til at glemme mig selv for at glæde andre, og lige fra det øjeblik var jeg lykkelig.

*

 

Den fuldkomne kærlighed består i at finde sig i andres fejl, ikke forbavses over deres svagheder, men at glæde sig over selv det mindste skridt, man ser dem gøre på dydens vej.

*

 

Lad os tage et øjeblik ad gangen! ... et øjeblik, det er en skat... En eneste kærlighedsgestus lader os lære Jesus bedre at kende ... den bringer os nærmere til ham for hele evigheden.

*

 

Tro mig, man skal aldrig vente til i morgen med at begynde at blive hellig.

*

 

At gøre mig større er umulig; jeg må finde mig i at være, som jeg er, med alle mine mangler.

*

 

Hvilken rolle spiller det, min Jesus, om jeg falder hvert øjeblik; så ser jeg jo min svaghed, og det er en stor fordel for mig ... Så ser du, hvad jeg formår, og bliver mere fristet til at bære mig på dine arme.

*

 

At være et lille barn over for Gud indebærer, at man ikke taber modet ved at se sine fejl, for børn falder jo tit; men de er alt for små til at slå sig alvorligt.

*

 

Mit lille middel er altid at være glad, altid at smile, om jeg nu falder, eller om jeg har opnået en sejr.

*

 

Kunne et lille barn, som helt alene driver rundt i en bark på havet midt i de voldsomme bølger, vide, om havnebyen er langt væk eller i nærheden? Så længe det endnu ser kysten, ved det, hvor langt det har sejlet. Men når landet bliver usynligt, bliver det meget glad og råber: "Snart har jeg nået rejsens ende!" Men jo længere det kommer fra stranden, desto større ser havet ud... Barnet ved ikke mere, hvor den lille bark sejler hen. Da det ikke aner, hvordan det skal styre båden, kan det kun gøre en ting: overgive sig selv, lade sig drive.

*

 

Jeg synger bare om det, jeg vil tro.

*

 

Kærligheden gav mig nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken har et legeme, der består af forskellige lemmer, så kan den ikke undvære det ædleste og mest nødvendige. Jeg forstod, at Kirken har et hjerte, og at dette hjerte brænder af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene får kirkens lemmer til at fungere, at hvis kærligheden døde, ville apostlene ikke længere forkynde evangeliet, og martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at kærligheden rummer alle kald, at kærlighed er alt, at den omfatter alle tider og alle steder, kort sagt, at den er evig.

*

 

Modløshed er hovmod.

*

 

Herren har først sendt mig denne prøvelse i det øjeblik, hvor jeg havde styrke nok til at bære den.

*

 

Når man forventer en ren og ublandet lidelse, bliver den mindste lille glæde en uventet overraskelse.

*

 

Jeg mærker tydeligt, når jeg er kærlig, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med ham, jo mere elsker jeg alle.

*

 

Hvilken nåde, hvis vi om morgenen føler os uden mod, uden kraft til at udøve dyden. Det er øjeblikket til at lægge øksen ved træets rod ... Det kritiske punkt er, når vi er fristet til at opgive alt. Men med kærlighed, selvom vi ikke føler den, bliver alt godt og mere end det ... Jesus har ikke for øje, hvor store vore gerninger er, eller hvor meget besvær de har voldt os; men han ser på kærligheden, som fuldbragte dem.

*

 

Gud er så god ved mig, at det er umuligt for mig at frygte ham.

*

 

Hvis du vidste, hvilke uhyggelige tanker, der hjemsøger mig! [... ] Det er materialisternes værste tanker, der trænger sig på i mig ... Skal man have sådanne tanker, når man elsker Gud så meget?

*

 

Jeg lider bare et øjeblik ad gangen. Det er kun, hvis man tænker på den tid, der er gået, og på fremtiden, at man mister modet og bliver fortvivlet. Jeg er ikke som med de mennesker, der lider både under det, der er sket, og det, der skal komme. Nej, jeg lider kun i det indeværende øjeblik. Og det er jo ikke noget at tale om.

*

 

Jo svagere vi er, uden et ønske, uden dyder, jo hurtigere er vi parat til, at denne fortærende og forvandlende kærlighed kan virke i os. Men vi skal være villige til altid at forblive fattige og svage, og det er meget svært.

*

 

Når jeg synger om himlens glæde, om lykken ved at eje Gud evigt, føler jeg ingen glæde, for jeg synger bare om det JEG VIL TRO. Indimellem kommer der ganske vist en bleg solstråle og lyser op midt i mit mørke, og så holder prøvelsen op et øjeblik; men i stedet for at glæde mig gør mindet om denne lysstråle mit mørke endnu tættere.

 

Eva Maria Nielsen er cand.theol. og redaktør af Nyt og Gammelt (Bibelpastoralt tidsskrift)

 

 

(Levende Vand nr. 2 2006)

Helbredelse

 

 

Bøn om helbredelse

Af Ole Skjerbæk Madsen

 

Provisorisk helbredelse

Af Mattias Agnesund 

 

Ømhedens vej

Af Lillemor Hallin

 

Ondskaben gennemskuet

Af Samuel Rubenson 

 

Vidner

Af Eva Maria Nielsen 

 
Fædrene læser Skriften

Af Besilius den Store 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk