Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Samuel Rubenson

Ondskaben gennemskuet

Hvad er egentlig synd, og hvordan han den hindre synet

 

Hvorfor kan jeg ikke se Gud? Hvorfor skjuler Gud sit ansigt for mig?

Jeg vil jo så gerne se, vil så gerne gennemlyses.

Jeg beder og tjener, men ingenting sker.

Du skal vide, at dine spørgsmål er ikke nye. En af Ørkenfædrene, abba Olympios, sukkede og stillede samme spørgsmål til en hedensk præst, han mødte. Svaret var glasklart: Det er dine synder, som står i vejen.

Ja, tænker du. Nu står vi der igen med tyngden af skyld og de urimelige krav, med pegepind og fejlfinding. Det orker jeg bare ikke. Jeg er tilstrækkeligt plaget af pligtfølelse, mislykkethed og skyld - af jagt på tilgivelse og forsøg på at gøre godt igen. Og var præsten, som abba Olympias spurgte, ikke en hedning? Og skal man så lytte til ham?

Abba Olympias gjorde det. Han begreb med det samme, at problemet helt rigtigt var, at blikket var formørket. At noget stod i vejen, noget som hindrede synet. Men hvad var det? Hvad er egentlig synd, og hvordan kan synd hindre synet? Kan vanskeligheder ved at følge visse bud - og det at komme til kort over for urimelige krav - hindre mig i at se? Kan fejltagelser, små stunder af nydelse, jeg under mig selv, gøre mig næsten blind?

Det glasklare svar, så sandt det end er, sagde egentlig ikke så meget og gav ikke noget håb.

At forsøge at lade være at synde, var ikke en ny idé. Hvem har ikke prøvet den igen og igen? Der behøvedes noget mere; nogen, som kunne og vovede at gå til bunds med, hvad synd egentlig er, og hvordan den kan gennemskues.

 

En der tænkte frit

Vi ved ikke, om abba Olympios mødte ham, men i den ægyptiske ørken virkede henimod slutningen af 300-tallet en mand, som efter en svær krise i sit liv kom til at bruge et par årtier på abba Olympios’ spørgsmål: Evagrios af Pontos. Ved at samle erfaringer, både egne og andres, og gennem intensive bryderier med såvel Skriften som hele den antikke filosofi forsøgte han at finde svar på spørgsmålet, hvordan det skulle kunne være muligt at skue Gud. Findes der en måde at få indsigt i alt det, der skiller os fra Gud? Findes der en vej, hvor man kan se lige igennem det, som hindrer, og derved få det til at opløse sig?

Evagrios’ gennemgribende bryderier med spørgsmålene, hans egen eksperimenteren og alle hans samtaler med ørkenens søgere og lærere blev grundlæggende for hele den østlige kristenheds sjælesorg og åndelig vejledning, fra sjælesorgslærere som Nilas af Ankara og Johannes Klimakos, mystikere som Isak af Nineve, teologer som Maximos Bekenderen og til de russiske staretser og fader Matta al-Miskin i dagens Ægypten.

At Evagrios’ frejdige og uafladelige søgen førte ham ud på dybt vand, hvor hans refleksioner ikke længere fulgte kirkens lære, var ikke så mærkeligt under de gældende omstændigheder. Men det forklarer, hvorfor en del af hans tanker og skrifter blev fordømt, og de mere rettroende fjernede hans navn fra traditionen. Takket være græske, syriske og arabiske munke bevaredes dog hans uvurderlige skrifter, om end af og til under et andet navn. For dem var han en del af traditionen, ganske vist en, der tænkte frit, men sporene af hans skrifter i deres egne kunne ingen udslette. For os i Vesten er det først nu, Evagrios virkelig er blevet opdaget, og endnu er vi kun i begyndelsen af det svære arbejde at tilegne os en arv, som ikke så let lader sig føje ind i vore opkørte hjulspor.

 

Hvor kommer tankerne fra?

Det første, Evagrios indså, var at man må begynde fra begyndelsen. I vores bestandige iver for at komme hurtigt frem og være fremme ved målet, helst inden vi er startet, bedrager vi os selv, mente han. Ganske vist er det tillokkende at følge dem, som lover hurtige oplevelser og sørger for skuen af Gud på bestilling, men det leder kun til skuffelser. Evagrios kom til at tvivle på alle genveje.

Erfaringerne af, hvordan mismod, bitterhed og opgivenhed ødelagde selv de ivrigste munke, var et advarselssignal. Men lige så slemt, og dog endnu mærkeligere, fandt Evagrios, at det var, at en del helt syntes at savne længslen efter at se Gud - længslen efter at gennemlyses af Guds uendelige kærlighed og godhed. Den åndelige ligegyldigheds mysterium blev med tiden et hovedspørgsmål. Hvordan han kom til at løse det, bliver for os et senere spørgsmål. For som sagt gælder det om at begynde fra begyndelsen, hvis man skal bane vej.

Hvis man vil nå til indsigt, må man begynde med kundskab. Det er vel en selvfølge, synes du måske. Ja, men når det gælder det, som skiller os fra Gud, er det faktisk en sjælden insigt. Kun få drister sig til - eller tænker slet ikke på - at spørge, hvorfra følelser og tanker kommer. Kun få standser op og ser på deres eget indre tilstrækkelig længe til, at de åndelige øjne kan begynde at opfatte noget.

Men er det da nødvendigt? Er det ikke bedre helt enkelt at tænke positivt, se på det gode og lade være med at rode i negative følelser og tanker, lade være med at fremdrage synd og brist?

Afslører spørgsmålene ikke, at du allerede har ladet dig narre ved at bestemme, hvad der er godt og dårligt, allerede har gjort dig et billede af og fundet en betegnelse - synd ­ for det, som der skal ses bort fra. At ondskaben, djævelen og hans håndlangere, helst vil være i fred, burde vi indse. Allerede før Evagrios var det almindelig kendt, at en del af de tågehorn, vi omgiver os med, mest er til, fordi der findes dem, som ikke vil lade sig gennemskue.

Et første trin bliver derfor at gøre op med indbildte billeder, med forestillinger om os selv og om, hvad der i virkeligheden hindrer vort blik.

 

Synden skjuler sig

For det første er synden ikke en handling og endnu mindre en fejltagelse eller en forsømmelse, lige så lidt som godhed og kærlighed er handlinger. Som om ondskab og godhed kan katalogiseres i gerningsregister og lægges til og trækkes fra i enkel matematik!

Nej, den slags leder kun til murrende skyldfølelse, stressende arbejdsomhed eller den tilstrækkelige selvgodhed. Hvad vi gør, er mulige symptomer på, hvordan vi er - symptomer på, hvad synd egentlig handler om. At blive indfanget af handlingerne er at save den gren over, man selv sidder på. Derfor advarede man i ørkenen stadig mod at lægge mærke til "synder" og fastnagle" syndere". Gerningsretfærdighed leder lige så lidt til sand indsigt, som dens modsætning hindrer klarsynet.

Tanken, at synder er visse handlinger, og syndfrihed dermed en total brist på samme, er intet mindre end et gigantisk bedrageri, som drager blikket væk fra muligheden for at nå til indsigt. Når vi bekender vore handlinger, er det ikke fordi de udgør synderne, ej heller skal vi ydmyge os og indse, at vi alle deler samme uformåen og derfor lige så godt kan fortsætte som tidligere. Vi bekender heller ikke handlinger for at rapportere til Gud eller hinanden. Som børn bekender vi for at få hjælp ­ hjælp til at hele det, som er gået itu - det, som handlingen er udtryk for.

Tanken om en vred Gud, som har behov for at høre vores bøn om tilgivelse og nådigst skænke os denne, er en af djævelens mest behændige afgudsbilleder. Skal den og store dele af vores nedarvede syndstænkning afsløres som det, den er, er det nødvendigt, at vi ser på, hvad der styrer vore liv, mere end hvor vi er havnet. Det afgørende for at skue Gud er ikke, om du sidder på Kumla eller i biskoppens stol.

Synden - som skiller os fra Gud og som må gennemlyses, hvis vi vil se klart og selv blive gennemlyst ­ ligger dybere. Den bider sig helst fast ved følelsernes og tankernes rødder, hvorfra den hvisker vildledende ord til vort hjerte, bedrager vores vilje og gør det besværligt for os på grund af det, vi pludselig gør, selvom vi egentlig ikke vil. Den er en byrde, vi slæber med os - en last, som tynger ­ eller med det billede, Antonius, en af Evagrios’ forgængere, anvendte: en røver, som bryder ind i vort indre og rumsterer rundt efter eget behag. Den, som vil afsløre en sådan bedrager, bør ikke se på det, han peger på, men se ham stift i øjnene, for dybest set er han en ganske ynkelig og kraftesløs skikkelse.

Behændigt gemmer synden sig i et væv af følelser og tanker, som - hvis vi ikke gør noget ved den - forvirrer blikket og stivner til uigennemtrængelige lianer i en indre urskov. Det var denne indsigt, som drev Evagrios til i sin åndelige vejledning at forsøge at skabe orden i kaos ved at bidrage med indlysende kundskab om, hvordan vores sjæl, vort følelsesliv og tanker formes, men også misbruges og dermed skjuler Guds ansigt for os.

 

Vi er gode nok

For det andet er vi faktisk gode - skabt gode. Ja, vi er skabt i Guds billede og lighed. Det er ikke noget, som gives os takket være store indsatser. Det er ikke noget, som vi behøver bevise, ej heller noget, vi kan afvise. Vi er alle uudsletteligt signerede af Skaberen selv og besidder, hvor vi end befinder os, en uendelig, guddommelig værdi.

Det gode skal vi derfor ikke søge i vore handlinger og indsatser, men heller ikke i modsætningen til alt det, vi har gjort eller ikke er lykkedes med at udrette. Godhed og kærlighed er noget indlysende og naturligt. Selv her har mange af os ladet os vildlede. En unuanceret tale om arvesynd og menneskets totale syndighed har fået det til at fremstå, som om vi var rådne og værdiløse. En sådan foragt for Guds skabning, for gudslighedens mysterium, kan kun komme et sted fra, og det burde vi indse. Det indså i hvert fald Antonius og Evagrios.

At vi alle er delagtige i verdens bortvendthed fra Gud, betyder ikke, at vi er onde. At vi alle på grund af vores tilbøjelighed ledes vild og vildleder os selv, at vi alle skal dø og derfor er bange, at vi alle er ude af stand til at bringe det i orden, som vi er blevet rodet ind i - ja, at vi alle behøver en uendelig barmhjertighed og nåde - betyder ikke, at vort inderste er synd. Vi skal ikke ombyttes med eller erstattes af en ny skabning. Vi er gode nok - i bund og grund. Hver og en af os.

 

Otte byrder

Mod alt det, som virker i os for at forvirre og forstyrre, er der hjælp at hente. Mod hver følelse, som leder os forkert, hvert indfald og hver tanke, som fører os til vrede, bitterhed eller mismod. Mod hver overdrivelse, som driver os til afhængighed, ja, ofte slaveri under nydelseslyst, er der hjælp at hente.

Men vi bedrager os selv, hvis vi tror, at der findes hurtige kure og let slugte piller. Med den slags kan man måske skjule symptomer, gemme forargelig opførsel, undskylde forsømmelighed og til og med skaffe sig lidt berømmelse for sine gerninger. Men den sande godhed hentes ikke udefra. Den trylles hverken frem gennem fromhed eller købes i et kampagnetelt. Den udgår fra vort inderste, vores berøring med vort udspring og mål. At vi har vendt op og ned på det hele og tror, at ondskaben kommer indefra og godheden udefra, er igen et behændigt, men djævelsk skabt skinbillede.

Med dette in mente, som en slags indledning, kan vi nærme os, hvad Evagrios’ samlede analyse har at sige. Evagrios selv sammenfatter den i otte punkter, de otte grundlæggende byrder, vi bærer på, eller laster, som man har kaldt dem. Selvom de af senere forfattere, begyndende hos Gregorius den Store i 500-tallet, er blevet betegnet som dødssynder og reduceret til syv, er det for Evagrios slet ikke et spørgsmål om særligt alvorlige synder, hvordan man end vil definere det ord. Nej, for ham er de diagnoser eller betegnelser for de grundlæggende åndelige sygdomme, vi bærer på. Og mere end det: De er beskrivelser af, hvordan det er naturligt for os at fordrejes til at skade os. Over for disse laster, byrder, opstiller Evagrios de grundtræk, som er vore oprindelige - de, som kaldes dyder, eftersom vi i og med dem er gode nok, præcis som vi er.

Men vil vi nu virkelig skue Gud, gennemlyses af Guds kærlighed og godhed og i klarhed genspejle denne? Så er det måske arbejdet værd at gennemlyse de byrder og laster, vi har, for at komme frem til, hvorfor vore følelser og tanker er så spegede og har tendens til at gøre det besværligt for os. På samme måde får vi måske anledning til at tage dyderne frem fra deres gemmesteder i de frit hærgende følelses- og tankespøgelser, eller med Evagrios’ ord, dæmoner. For at gøre det kan vi hente kundskab fra Evagrios og hans arbejde med det, mennesket lider under. Som en hjælp kan vi også bruge de uddybende tanker, hans efterkommere har bidraget med, særligt Johannes Stegen og de vejledere, hvis skrifter er samlet i Filokalian, bogen, hvis titel betyder kærligheden til det gode.

Om Gud vil, og jeg må leve, kommer jeg tilbage til Evagrios' undervisning. Men kun lidt af gangen. Den, som tror, man kan skynde sig til himlen, har aldrig hørt det arabiske ordsprog: Hastværk er fra djævelen, men tålmodigheden fra Gud.

 

Samuel Rubenson er professor i kirkehistorie ved Lunds Universitet.

 

Oversat af Annette Brønnum Nystrup

 

 

(Levende Vand nr. 2 2006)

Helbredelse

 

 

Bøn om helbredelse

Af Ole Skjerbæk Madsen

 

Provisorisk helbredelse

Af Mattias Agnesund 

 

Ømhedens vej

Af Lillemor Hallin

 

Ondskaben gennemskuet

Af Samuel Rubenson 

 

Vidner

Af Eva Maria Nielsen 

 
Fædrene læser Skriften

Af Besilius den Store 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk