Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Olivier Clément

Erindring om døden

 

Erindringen om døden kommer ikke bare til os - det er noget, man beder om og tager imod som en nåde.

I sin bog Sources – på dansk Kilder - præsenterer den franske teolog Olivier Clement os for, hvordan erindringen om døden er vejen ind i en åndelig fordybelse.

Enkelhed - stilhed - ydmyghed hører sammen. Sammen danner de den indre ørken, som Gud lokker os ind i for at tale til vort hjerte (Hos 2,16).

En af ørkenmødrene, Abba Synkletika siger: "Det er fuldt ud muligt at være ensom i det indre, selvom man lever blandt mange mennesker, ligesom det er muligt i sit indre at være midt i folkemasser, selvom man lever for sig selv."

Og hvad gør livet mere enkelt end dette at leve hver dag, som var den min sidste?

"Erindringen om døden" er en så selvfølgelig del af de gamle fædres og mødres åndelige liv, at den er blevet et fast begreb.

 

Olivier Clement skriver:

Ydmyghed og stilhed vidner om indre fattigdom og selvfornægtelse. Man gør sig fri fra det etablerede og begiver sig som en Guds nomade ud i ørkenen. Den sande ørken findes indeni os, så selv en stor by kan blive en sælsom ørken.

Åndelig fordybelse kan ikke ske uden "erindringen om døden". Denne erindring er en hukommelse, anàmnesis i ordets stærkeste betydning, ikke intellektuel men eksistentiel. Hele ens væsen gennemrystes. Stillet over for sit livs begrænsning oplever man angst, bitterhed og isolation, man ser sine fejltrin, sin skræk, sit had mod andre og mod sig selv. Man oplever suget af den fysiske døds nærhed og truslen om den åndelige død, som allerede er halvt oplevet. Det er som en dødskamp.

Da opdager man, at Kristus er helt nær, han som har overvundet døden og helvede. "Erindringen om døden" bliver til en salig "erindring om Gud" - Gud, som er blevet menneske, kors-fæstet, bundet af dødsrigets bånd, og som er opstået - og efter dette findes pludselig intet andet end opstandelsen. Angsten er blevet til tillid, og bitterheden til salighed.

"Erindringen om døden" er ikke noget som bare kommer til os, selv om det kan virke sådan. Det er noget man beder om og tager imod som en nåde.

En ørkenfader sagde: "Den der altid har døden for øje, overvinder altid sin modløshed." Ökenfädrenes tankespråk (Merton, s. 113).

Og ord af Johannes Klimakus (600-tallet):

"Den fuldkomne bevidsthed om døden befrier fra al angst.

Erindringen om døden er en nåde, der lægges oven i de øvrige gaver Gud giver os. Hvorfor skulle vi ellers så ofte stå ved en grav uden den mindste følelse, medens vi i andre situationer, og uden at vi har nogen grav foran os, føler os dybt berørt?

Det er umuligt at tilbringe den kommende dag i tro, uden at vi betragter den som den sidste i vort liv."

"Erindringen om døden" må være forbundet med navnet på ham, som har overvundet døden, Jesus. Da ved jeg både hvad jeg frelses fra og hvem jeg frelses af Og hvis jeg hver aften sover ind i den ånd, så får søvnen, der både er symbol på døden og samtidig en overgivelse, noget af opstandelsen over sig.

Jesu navn lukker for det helvedets dyb, hvorfra de illusioner stiger op, som hjemsøger sjælen; det åbner sjælen for det "overbevidste", som gennemsyres af dåbens nåde og skænker drømme af lys.

"Må erindringen om døden være dig nær, når du går til hvile, og når du vågner, som også påkaldelsen af Jesu navn. Da vil du natten igennem være beskyttet."

Johannes Klimakus

"Erindringen om døden" er derfor vejen til den dybeste kontemplation.

"Erindringen om døden er den første tanke, hvori Guds kærlighed leder sjælen til liv og fylder menneskets hjerte ... Når den guddommelige kraft vil åbenbare livet i menneskehjertet, indgyder den denne tanke som grundlag. Hvis ikke vi lader den slukke i livets forvirring og forfængelighed, hvis vi lader den vokse i fred, så leder den til en dyb kontemplation, som ord ikke kan beskrive."

Isak Syreren, Asketiske traktater (600-tallet).

Oversættelse og indledning: Grethe Livbjerg

 

 

(Levende Vand nr. 1 2006)