Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Af Peter Halldorf

Mens vi venter på brudgommen

 

Håbet om kristen enhed. En pinsepastors vidnesbyrd

"Jeg tror, jeg tror, jeg tror og bekender til mit sidste åndedrag." Ordene fylder den lille grotte under Paulosklostret, hvor jeg fejrer eukaristien sammen med munkene, endnu inden solen er stået op i den indre ørken. Et novemberdaggry ved Paradisets port.

"Jeg tror, at alt dette er sandt!" istemmer de forsamlede, når de nærmer sig højdepunktet i den guddommelige liturgi: Modtagelsen af det brød og den vin, der er opstandelsens næring.

At stå lænet mod væggen i grotten i det lille, trange Pauloskapel, mærke duften af Paradis, når røgelsen fylder rummet og i vokslysenes skær betragte ikonernes hellige mænd og kvinder, der deltager i lovsangen sammen med os, alt mens præsten og munken Abouna Boulos vendt mod alteret i ekstase fortaber sig i Gud det er at rives med ind i en virkelighed, der oplyser al anden virkelighed.

Det er som om al venten er slut. Som om alt det, der har været, og alt det, der skal komme, fortid og fremtid, som to store floder flyder sammen for Guds ansigt i en ny tidsalder.

I den hellige liturgi, som i klostret fejres hver morgen umiddelbart efter nattens lovsang, bliver jeg øjenvidne til hændelser, der endnu ikke er sket. Jeg hører råbet fra ørkenprofeten, Matteus den Fattige, Fader Matta al Miskin: "Vi må begynde at leve sammen i troens inderste og eneste væsen, inden vi kan enes om indholdet!"

 

Dåb i Helligånden

Et længere ophold i ørkenen lader ingen uberørt. Som hjemsted for slanger og skorpioner kan ørkenen være forbandelsens eksil. Men ørkenen er også åbenbaringens sted i den hellige historie. Det fjendtlige landskab, hvor Gud kommer mig nærmere end min egen hud.

Mødet med ørkenens kirke har for mig været netop sådan: som en åbenbaring. Her er meget faldet på plads, her har jeg oplevet en ny dåb i Helligånden og indset, at den bevægelse, der startede med tolv apostle rundt om Jesus, som på pinsedagen lynhurtigt mangedobledes til flere tusinde og gennem de følgende tredive år skyllede ud over verden, sådan som Lukas skildrer det i Apostlenes Gerninger, den bevægelse har en ubrudt historie gennem totusind år.

Selv er jeg født ind i pinsebevægelsen, barn af en vækkelsesbevægelse, der i 2006 fejrer deres hundredeårsjubilæum med store festligheder på Azusa Street i Los Angeles. Jeg regner med at være til stede. Denne bevægelse vældede som en hed lavastrøm henover lunkne kirker i begyndelsen af nittenhundredetallet. I Sverige begyndte det med en håndfuld mennesker, der blev smidt ud af deres menigheder. Ti år efter var der femtentusind, efter femten år tredivetusind og efter femogtyve år halvfjerdstusind.

De første pinsevenner blev hånet for deres tro, spottet i aviserne og bagtalt på arbejdspladserne. Deres møder blev beskrevet som orgier, rygterne sagde, at folk krøb langs gulvene og klatrede på væggene. Men de lod sig ikke skræmme. Noget havde grebet dem, erobret deres hjerte. Disse mennesker der "sang deres stormende amen, snæversynede, men frelste, på en måde som mennesker aldrig er nu for tiden," som R. S. Thomas digter i Kapellet, var ikke til salg. De havde indset, at Gud var virkelig, og at deres folk manglede det vigtigste.

 

Mellem Rimforsa og Rom

Min første og længe eneste smag af kristen tro fik jeg i denne vækkelsesbevægelse. Jeg sad som barn til søndagsaftens vækkelsesmøde og hørte prædikanterne indbyde deres tilhørere til frelse, mens strengemusikken klang manende i baggrunden: "Indenfor eller udenfor, hvor skal du stå engang?" Jeg så synderne, de der havde følt et stik i hjertet, strømme frem af midtergangen, falde på knæ ved den forreste bænkerække for at skrifte og tage imod Jesus som deres personlige frelser. Det efterlod et uudsletteligt indtryk. Da jeg i sekstenårsalderen følte mit eget indre røre på sig, vidste jeg mig kaldet med samme selvfølgelige vished som mine forfædre.

Som attenårig indledte jeg min gerning som pinseprædikant stadig med denne bevægelse som eneste referencepunkt for, hvordan en kristen menighed skulle se ud. Jeg lærte, at urmenigheden i Apostlenes Gerninger var det radikale ideal, vi skulle efterligne, derimellem og frem til vor egen tid fandtes der stort set kun et sort hul.

l dag, tredive år senere, kalder jeg mig stadigvæk pinseprædikant. Jeg tror endnu i dag, at urmenigheden i Apostlenes Gerninger er den urcelle, som enhver kristen kirke skal stå i forbindelse med for ikke at miste sin substans. Men perspektivet har ændret sig. Min åndelige rejse har helt bogstaveligt ført mig langt ud i ørkenen, med dens afklæden og påklæden, og vakt en kærlighed i mig til åndelige traditioner, der tidligere har stået som fremmede og obskure verdener. Der har jeg fundet et hjem, men også hjælp til at se mere nøgternt og klart - og med større taknemmelighed - på den foragtede bevægelse, der fødte mig til troen, og som jeg ikke har i sinde at lade i stikken nu, hvor den på ny må bøje sig under mediernes skældsord. Min menighed er min mor. Men den familie hun har født mig ind, har vist sig at være langt større, end jeg fra begyndelsen kunne fatte.

Denne familie udgør "et eneste legeme". Mine søstre og brødre findes spredt over hele jorden i et mylder af kirker og katedraler, kapeller og klostre. Der er stadigt langt mellem Filadelfia i Rimforsa og Peterskirken i Rom. Men mellem de hellige, der findes såvel i Rimforsa som i Rom, er afstanden slående kort. Det er, mente Paulus, kun sammen med de helligede, der ser længere og klarere end alle os, der lever med et begrænset og dunkelt perspektiv - at "bredden og længden og højden og dybden" (Ef 3,18) af Guds ufattelige kærlighed åbner sig.

 

Bodens vej

Skal vi altså bare tage til os af alt og alle, der findes i den kristne kirke, som om intet var hændt? Ja og nej. Ja, alt der tilhører Kristus, tilhører også alle, der hører Ham til. Som Paulus siger: "Alt tilhører jer, hele verden, liv og død, nutid og fremtid, alt er jeres" (Ef 3,18). Katolikken har lige så lidt eneret på den udelte Kirkes tid som pinsevennen på Åndens gaver. Og nej, vi kan ikke bare slå en streg over den kristne kirkes opslidende historie. Det kræver en gensidig omvendelse, for at enheden ikke skal blive en kimære, en "laden som om-leg" i lånte klæder.

Det er med kirkens enhed som med al forsoning mellem mennesker. De, der har foragtet og taget afstand fra hinanden, skal først nå frem til en indsigt i egen synd og omvende sig fra denne. Al foragt for en bror er synd, lige meget hvor meget man har ret over for sin modpart. Siden gælder det om at gå bodens vej. Bare fordi vi har indset vore fejl og sagt "undskyld", er alting ikke godt igen. Sårene skal heles, og det kan tage tid. Det er denne helbredelsesproces, der kaldes "bod" i den kristne sjælesorg - det, der har været sygt, må helbredes.

Til den bod, der er nødvendig for at bane vej for en sand kristen enhed, hører også identifikationen og erkendelsen af Åndens værk hos andre. Vi har alle syndet, men vi er også i vor skrøbelighed alle blevet forundt den nåde at være Åndens bærere. Til det modsætningsfulde i kirke historien hører, at det netop er Åndens vind og virke, der bliver årsag til splittelser. Først vægrede Peter sig ved at acceptere Åndens hensigt og overskride de grænser, han havde arvet fra sine forfædre (ApG 10). Senere stod han med ryggen mod væggen og blev krydsforhørt af sine egne, fordi han havde ladet sig lede af Ånden, helt ind i Cornelius' hus (ApG 11). Traditionen garanterer forbindelsen med de oprindelige kilder. Men traditionen kan også virke hæmmende for Ånden.

Forkalkning og fornyelse afløser hinanden igennem kirkens historie. Tragedien er, at præsten og profeten ofte har mistænkeliggjort hinanden i stedet for at bistå hinanden. Bogstaven er spillet ud mod Ånden.

Den vækkelsesbevægelse, jeg selv tilhører, kom som et bud fra Gud til en kristenhed, der havde nedprioriteret de åndelige gaver og sovet på sin vagt. Den var en aflægger af den første pinsedags menighed. Men denne bevægelse blev samtidig ophav til endnu et opslidende brud: Broer blev revet ned, familier blev splittede, de fornyede priste Gud, mens adskillelsen gik som en ragekniv igennem de gamle menigheder.

Gang på gang har det samme mønster gentaget sig. Når kirken har lukket munden på profeterne, er det karismatiske element forsvundet ud af dens gudstjenester, og den har udelukket den fornyelse, den så inderligt havde behov for. Når de, der blev fanget af Åndens stormvinde, forlod deres kirke og faldt som offer for ærgerrighed, forvandledes vækkelsen til lovløst land.

Men i de mørkeste perioder har der altid eksisteret i det mindste et fåtal, der aldrig holdt op med at håbe. Helligånden, Guds sørgende due, skænker tårernes gave for at rense blikket, så nogle kan se længere end vi andre. Disse har allerede i Ånden set det, vi andre forventer og håber på: Hvordan Guds kirke forenes til ét. De har set det ske og ved derfor i forvejen, at de kristnes enhed er Åndens gave, ikke et resultat af anstrengelser eller rundbordssamtaler. Fra sin celle i det 700 år gamle Makarioskloster, skriver Matteus den Fattige med eftertryk: "Det skal stå os klart, at hvis vi begynder med bogstaven, slår vi Ånden ihjel"

Og samme Fader Matta fortsætter: "Begynder vi med loven, vil den overbevise os om at vi altid har ret, mens de andre altid tager fejl. Så går vi rundt og rundt indtil tiden, og med den livet, glider fra os. Hvis vi begynder med traditionens ordlyd, når vi aldrig frem til dens inderste væsen. Det er Ånden, der er ophav til bogstaven, og det er kun Ånden, der kan fuldkommengøre den og give den liv" (Enhet ger liv, Silentium 2000, s 24-25).

 

Profeterne og traditionen

I mange århundreder levede traditionen og fornyelsen, bogstaven og Ånden, sammen i en Kirke i vor del af Europa, om end langt fra uden spændinger. Profeter som Frans og Dominikus, Johannes af Korset og Ignatius af Loyola blev mistænkeliggjort af deres kirke, af og til endda forfulgt. Men de forblev tro mod den kirke, der havde født dem. Den var deres mor. Gennem deres troskab og udholdenhed erkendte endog de mest tonedøve biskopper til sidst, at Kirken havde brug for disse mennesker.

Vækkelsesbevægelserne kanaliseredes ind i ordener, som førte strømmen af liv ind i den store Kirke.

Men med Luther skete der noget nyt: vækkelsen begyndte at danne sit eget. Siden dengang har hver vækkelsesbevægelse i den protestantiske del af kristenheden udskilt sig i nye kirkesamfund. Når man hiver sine rødder op for at plante dem i en anden jord, må man regne med, at det tager tid at slå rødder igen. Og mens mulden endnu er tynd, sker det let, at man i et øjebliks skuffelse og frustration atter rykker dem op i troen på, at der findes bedre jord et andet sted.

Den krise min egen bevægelse, ligesom de øvrige frikirker, gennemgår, hører sammen med at dens oprindelige identitet er så udpræget profetisk. Det er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod. Pinsebevægelsens forgrundsskikkelser, der konsekvent vægrede sig ved at kalde sig "pastorer", var ikke bare prædikanter i almindelighed, de var profeter der talte, så folk følte sig truffet i hjertet.

Uden profeter sygner Kirken hen. Vi har dagligt behov for at bede om, at de bliver sendt i vor retning, og om at vi kan genkende dem, når de dukker op fra en uventet retning. Men profeternes opgave er ikke at grundlægge nye kirker, snarere at få de gamle kirker til at besinde sig og åbne sig for Åndens vinde. Når profeter danner nyt, og vækkelsen organiserer sig i kirkesamfund bliver den med tiden en karikatur af sig selv: Den fortsætter med at lade som før, men uden at der sker noget.

Samtidig med at al kristendom har behov for en profetisk ånd, behøver alt kristent liv også en tradition at have sin baggrund i. Den store kristne tradition - Åndens livgivende strøm gennem totusind års kristen historie, eller sagt på en anden måde, den måde hvorpå Skriften er blevet levet og lovsunget gennem den kristne menigheds levetid - udgør kirkens samlede erfaring med det åndelige liv. Traditionen i denne betydning er ikke et tillæg til Bibelen, den går heller ikke ud over den, men udgør legemliggørelsen af Skriften i den kristne menigheds liv. Traditionen er derfor en garant for en kristendom, der bevarer forbindelsen med sine rødder. Den giver det perspektiv der formindsker risikoen for selvforherligelse: Vi er ikke de første, vi er ikke nået længst eller har forstået mest.

 

At færdes med vinden

Men for at traditionen skal forblive tro mod sig selv, må den træne alle dem, der holder sig til den, i at bevare et åbent sind over for samme uventede hændelser, som engang fik den til at blive født. Den kristne tradition har sin oprindelse i det, der skete på pinsedag, overraskelsernes og miraklernes dag, hvor tertsens (den tredje times) bøn blev afbrudt af et bulder fra himlen.

Traditionen er ikke en gentagelse, den er en anamnese, en ihukommelse, hvor det der har været, flammer op i nuet, når Ånden vil.

Det er ikke svært at se, hvordan de unge kirkers krise hænger sammen med tabet af den store tradition. Men hvor stor en del af de gamle kirkers krise har sin årsag i, at traditionen er stivnet i magtstrukturer, hvor den burde være et levende vidnesbyrd om Åndens kraft?

På nært hold ser jeg hver dag i min egen kirke, hvordan manglen på samhørighed med de helliges samfund, med den store traditions dyrekøbte indsigter og dybe muld, gør det så fortvivlende svært for mange kristne og menigheder at holde den åndelige stress stangen. Karismatiske bevægelser forvandles til et åndeligt Wild West, hvor gudstjenesteformer og oplevelsesmønstre bliver et irriterende spejlbillede af den omgivende popkultur. For at nå ud til verden efteraber vi den. I kløften mellem det ydre og det indre bliver alt tilladt. Fiksering på kendte, smarte reklamekup og prædikanter, der forbløffende ligner underholdningsindustriens stand up-komikere, er ikke længere noget at undre sig over.

For dagens frikirke med fremtiden for øjnene gælder det at værne om det bidrag, der førte til, at den opstod - den profetiske gave - men også om at søge den ånde lige fordybelse der kun er mulig sammen med "alle de hellige", i historien og i samtiden.

For vor tids gamle kirker har udfordringen om at forblive tro mod sin egen tradition aldrig været større, sådan at man ligesom Peter på taget hos garveren i Joppe genkender Guds stemme i sin tidebøn - også når Ånden tvinger besætningen til at foretage en kovending så at båden kan sejle med vinden.

 

Hvor begynder vi?

Den enhed Jesus bad om, og som alle Hans venner håber på, er aldrig langt borte. Den findes allerede i Helligånden. Men den skal også legemliggøres, få krop og sener.

Hvordan går det til? Gennem organisatoriske kneb og teologiske overenskomster? Eller ved at vi begynder at dele hinandens liv? "Hvor begynder vi?" spørger Fader Matta indtrængende fra sandørkenen vest for vejen mellem Alexandria og Cairo. "Med bogstaven eller med Ånden? Med loven eller med livet? Med troens og traditionens indhold eller med dens inderste væsen?"

Selv svarer han på sit eget spørgsmål: "Vi skal begynde at leve sammen i troens inderste og eneste væsen, inden vi kan enes om indholdet."

Når vi begynder i Ånden, kan det umulige og uventede ske - på ti dage. Så lang tid tog det inden Ånden pludselig opfyldte disciplene, efter at Jesus havde forladt dem. Ånden er uberegnelig som en efterårsstorm. Ånden annoncerer sjældent sin ankomst, men kommer lige så overraskende som en tyv om natten. De der beder, aner at noget er i gære, men ikke engang de kan fastsætte dagen eller timen, som ingen kender, ikke engang Sønnen, kun Faderen.

Ånden kan ikke bestilles eller befales over, hverken gennem afstemninger eller tungetale. Kristenenhed kan hverken fremelskes eller forceres. Men vi kan bede om den, gøre vort liv og vore gudstjenester til epiklese - en påkaldelse af den Ånd, der forvandler det brød og den vin der bæres frem til alteret.

Når det, vort håb står til, Guds dyrebare løfte, går i opfyldelse, genkendes det af alle, der i forvejen har smagt den virkelighed, som da springer ud i fuldt flor. Sådan bliver det ved Kristi genkomst. Gennem Ånden kan vi bære fremtiden i vort skød, være svangre med Guds hensigter med sin kirke og hele sin skabelse, som om vi var på den anden side af parousien, Herrens genkomst.

Der findes et hellig sted, en ihukommelse omkring et bord, hvor Guds fremtid mere end noget andet sted er nærværende, ja allerede er gået i opfyldelse. Det sted er eukaristien.

 

I den øvre sal

Det unikke ved den tidlige kristne gudstjeneste var den måde, hvorpå den var vendt mod fremtiden. Guds rige når sin fuldbyrdelse i et helligt måltid, forklarer Jesus sine disciple: "I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige" (Luk 22,30). I nadveren foregriber vi dette måltid. Ved at indbyde os til måltidet lader Jesus os erfare, hvordan Hans rige er kommet.

Det er med Guds rige som med den kristne enhed: Den er her ikke, og alligevel er den her.

For mig er hver uges definitive højdepunkt den aften, vi i den øvre sal i Nya Slottet Bjarka-Såby - i pinsemenighedens favn - fejrer eukaristien efter den tidlige kirkes skik. Hver gang vi samles omkring det dækkede bord, indånder vi Himmelen. Vi befinder os i den nye tid, for eukaristien fejres på den anden side af opstandelsen, i en ny tidsalder hvor evigheden møder tiden. Vor venten har nået sin fuldendelse. Sammen med alle de hellige, gennem alle tider og over hele jorden, deltager vi i lovsangen for Guds trone. Gennem ikonernes himmelvinduer ser de der er nået frem, på os, og vi møder deres blik. Peter og Paulus, Maria og Antonius, de er alle nærværende. I Kristus er alle skillemure revet ned. Himmel og jord er forenede, synligt og usynligt mødes, den himmelske og den jordiske menighed priser sammen Gud. Gennem Helligånden levendegøres alt dette for vore hjerter når vi deler brødet og vinen, Kristi sande legeme og blod.

Når vi i eukaristiens indledning hører ordene: "Velsignet er Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige" og svarer: "Nu og altid og i al evighed, Amen!" bekender vi ikke kun Guds rige som målet for vor pilgrimsfærd, vor højeste og dybeste længsel. Vi forkynder, at Guds rige også er troens begyndelse.

Gennem velsignelsen af riget træder vi gennem troen ind i den virkelighed vi endnu ikke kan se med vore øjne. Under anaforaen - ophøjelsen til det himmelske - ser vi "hvad intet øje har set". Fremtiden er nærværende på en konkret måde gennem vin og brød. For nogle øjeblikke er vi som englene i Himmelen, vi befinder os for Guds trone. Vi er øjenvidner til noget, der endnu ikke er sket: alle kristnes enhed ved det opdækkede bord!

Og vi råber, som ved en Åndens indskydelse, med de første kristne: Maranatha! Herren kommer! Herren vil komme igen! Herren er kommet!

Efter nogle timer, når brødet og vinen er fortæret, karrene omhyggeligt tørret af og de duge der har omsluttet Kristi legeme, varsomt er foldet sammen, er vi stille nogle øjeblikke og overvejer det uhørte, der blev os forundt. Nogen har en tungetale, en anden en profeti. Nogen deler en sang, en anden beder en takkebøn. Så modtager vi velsignelsen og synger den sidste lovsang inden vi forlader Den Øvre sal. Når vi tager vore sko på uden for døren og vender tilbage til hverdagen, føler vi hvordan den verden vi lever i, på en forunderlig måde er oplyst af en anden verden.

Det er denne anden verden, vi har berørt medens vi har fejret mysteriet, det måltid der er de troendes egen hemmelighed. Og alt fremstår nu meget klart og enkelt: den tid der endnu står på, ventetiden, gives os for at hjertet skal kunne modne til en ren og klar vin til at hælde i den kalk Kristus skal drikke af når Han en dag fejrer måltid med alle sine disciple i sin Faders rige.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Peter Halldorf er præst i den svenske pinsebevægelse, retræteleder og forfatter. Han leder et kommunitet af både kvinder og mænd, som lever i den klassiske monastiske tradition.

 

(Levende Vand nr. 4 2005)