Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

  

Klip fra Jean Vaniers bøger

 

Når mennesker fra ulike kirkesamfunn møtes og blir kjent med hverandre, vokser tilliten. Fordommer forsvinner. Slik vokser enhet mellom oss.

 

Fra Jean Vaniers bok: Pilgrims together a vision of Ecumenism, 1999.

 

*

 

De kristne kirkene gir ofte sprikende svar. .

De er ikke alltid kilde til fred og enhet.

Når du går nedover gaten, passerer du

Baptistkirken

Den evangeliske

Den reformerte

Den kalvinistiske

Den ortodokse

Den katolske

eller andre.

De forkynner sin egen Jesus og lover og regler som mer eller mindre er umulig å etterleve.

Alle forsvarer egne grenser og hierarkier.

Alt dette ligner et uutholdelig hykleri!

Hvor er vårt håp?

Hvor er fredsprofetene i vår tid?

 

Fra Den brutte kroppen (2002)

 

*

 

I dag kan ikke alle kristne spise det brutte brødet,

Kristi kropp,

ved samme alterbord,

men de kan spise sammen

ved de fattiges og svakes bord.

Er ikke det den mest direkte veien til enhet?

Selv om kristne fra ulike tradisjoner ennå ikke kan drikke Jesu blod fra samme beger,

kan vi alle drikke fra lidelsens kalk:

 

splittelsens kalk

vår splittede verdens kalk.

Sammen kan vi helle medlidenhetens olje

på menneskehetens sår.

 

Enhet vil ikke bare innstiftes

rundt den brutte og oppstandne Jesu kropp,

skjult i nattverden,

men også gjennom Jesu brutte kropp i de fattige.

 

Nattverd

og fotvasking med sårede mennesker -Jesu brutte kropp –

er på mange måter samme virkelighet.

Den ene forklarer det andre,

den ene følger av den andre.

De er kirkens to skatter.

 

Fellesskap som arbeider for fred.

 

Fra Jean Vanier: Den brutte kroppen veier, Verbum Forlag 2003. Oversat fra engelsk til norsk af Aslaug Espe

 

*

  

Jeg opdagede noget, som jeg aldrig før var blevet konfronteret med: at der var enorme kræfter af mørke og had i mit eget hjerte. Særligt i øjeblikke af træthed og stress oplevede jeg hadets kræfter stige op i mig med en kapacitet til at såre nogen som var svag og som provokerede mig!

Det - tænkte jeg - var det i mig som voldte mig mest smerte: At opdage hvem jeg virkelig er, og samtidig hvor ringe lyst jeg har til at kende mig selv, som jeg virkelig er!

Og så måtte jeg beslutte, om jeg ville fortsætte med at lade som om jeg var ok og kaste mig ud i hyperaktivitet og projekter, hvor jeg kunne glemme mit indre mørke og bevise for andre hvor god jeg er.

Elitisme er den sygdom vi alle lider af. Vi ønsker alle at være på det vindende hold. Dette er hjertet i enhver form for racisme. Det vigtigste er at blive bevidst om disse mørke kræfter i os, at opdage at vores værste fjende er i vort hjerte, ikke udenfor!

 

From Brokenness to Community (New Jersey, Paulist Press, 1992)

 

*

  

Hvorfor ser vi Gud som en negativ kraft?

Man kan alle steder i verden finde et sentimentalt billede af Gud som den, der bare velsigner os og siger: Hvis du ønsker at være med mig, så vil du få masser af rigdom, du vil ikke mere opleve smerte, Jeg vil beskytte dig ... en romantisk forestilling om Gud som intet har med virkeligheden at gøre.

Men et andet billede af Gud, som måske endnu mere har behersket menneskeheden, er frygtens gud. En Gud der højt oppe fra himmelen sender rigide love og siden optræder som en politimand, en gud der straffer, en gud der sårer, en gud der elsker lovretfærdighed, ikke en ven, men en som nøje ser ned til de allermindste fejl vi gør og så slår os over hånden...

Et sådant billede af Gud vokser frem fra noget dybt i vor egen psyke. Jeg tror at det forladte barns smerte, det ikke velkomne barns smerte hurtigt bliver forvandlet til skyld. Hvis jeg har en indre smerte må det være fordi jeg ikke er god. Det er denne indre smerte, forvandlet til skyld, som i os skaber billedet af Gud, som den der altid er ude på at straffe. Og jeg tror, at denne skyld-følelse i os skaber en hel verden af frygt ...

Jesus kommer og åbenbarer for os, at tro først og fremmest er tillid til en person, og en person som har et hjerte, en person som elsker og kalder os ved navn. Tro er ikke primært tro på en religion, på en institution. Tro er ikke tillid til et sæt love. Naturligvis siger jeg ikke at alt dette ikke er vigtigt, men hvad jeg vil sige er, at fundamentet for min tro er, at jeg er knyttet til Jesu Kristi person.

Det utrolige ved Jesus er, at han tvært imod at ville såre os, beder os stige ned i vore dybeste ønsker, for han kommer ikke til os udefra, men indefra. Og hvis han ønsker at vi skal gøre noget, vil han give os ønsket at gøre det, han vil give os kærlighed til det. Naturligvis er der overfladiske ønsker, som kan være helt modsat de dybeste ønsker i os. Men Jesus kalder os til søge ned i vores dybeste ønsker for at møde os der. Når vi ønsker at se, h vad Jesus vil med os, må vi se ned i det dybeste i vort eget væsen, for der taler han til os, ikke bare gennem ideer og inspiration, men gennem vore dybeste ønsker.

 

Fra et filmet foredrag af Jean Vanier, optaget i L'Arche, Troelv. Frankrig.

Oversat af Grethe Livbjerg



(Levende Vand nr. 4 2005)

At de alle må være ét

 

Bøn om enhed

Af Fader Paul Couturier

 

Slaget om Kongen

Af P. Raniero Cantalamessa OFM Cap

 

Kampen mod mig selv

Af Patriark Athenagoras

 

Tag imod hinanden

Af Jørgen Thaarup

 

 

Enhet vokser nedefra

Af Aslaug Espe

 

Vidner 

Jean Vanier

Af Aslaug Espe

 

Klip fra Jean Vaniers bøger

 

Mens vi venter på brudgommen

Af Peter Halldorf

 

Fædrene læser Skriften

Af Johannes Chrysostomos

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk