Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Af Pater Raniero Cantalamessa OFM Cap

Slaget om kongen

 

Når man ankommer til Peterspladsen i Rom, drages blikket umiddelbart mod den obelisk, der står midt på pladsen. Den er brændpunktet for alle blikke og giver ligevægt til al ting ligesom masten på et skib. Jesus Kristus er obelisken i Kirkens centrum, det er Ham, vi konstant bør vende blikket og opmærksomheden imod, Han er masten, der giver stabilitet til alt i Kirken.

Jeg prøver at forklare det, fordi det forekommer mig at være vigtigt at huske på dette faktum i det øjeblik, vi lever i nu. De varme emner nu, på tærsklen til det tredje årtusind, er ikke de samme som ved det andet årtusindes begyndelse, da der opstod splittelser mellem øst og vest, og senere mellem katolikker og protestanter i den vestlige Kirke.

Kontroverspunkterne mellem øst og vest var spørgsmålene om Filioque (om Helligånden udgår fra Faderen alene eller både fra Faderen og Sønnen), om brugen af syret eller usyret brød i eukaristien, og om man skulle udelade halleluja-råbene i fastetiden. Kan vi sige, at dette stadig er vitale problemer, der har betydning for de nutidige mennesker, vi skal forkynde evangeliet for?

De spørgsmål, der forårsagede splittelsen mellem Romerkirken og de kirker, der er udgået fra reformationen i det 16. århundrede, var frem for alt spørgsmål om aflad og om, hvordan syndere blev retfærdiggjort. Men igen, kan vi sige, at det er spørgsmål, der er af afgørende betydning for vor tro?

På en konference i "Pro Unione"centret i Rom gjorde kardinal Walter Kaspar med rette opmærksom på, at mens det afgørende spørgsmål for Luther var, hvordan man kunne overvinde den altoverskyggende skyldfølelse og vinde Guds velvilje, er spørgsmålet i dag nærmest det modsatte: Hvordan gengiver vi nutidens mennesker den syndserkendelse, de totalt har mistet?

I en tid, hvor alle fra New Age og fremad taler om frelse som noget, mennesket kan finde i sig selv, hvordan skal vi genfremsætte Paulus' budskab om, at "alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud" (Rom 3,24), og at vi alle har brug for en frelser? Jeg er katolik og oven i købet italiener, men jeg må indrømme, at jeg ind i mellem ønsker mig, at Tyskland ville skænke en ny Luther til Kirken og til verden, fordi for mig er Luther, bortset fra specifikke læresætninger og kontroverspunkter, et menneske med en klippefast tro på Jesus Kristus. Han har for eksempel sagt: "At miste Kristus er at miste alt. At eje Kristus er at have alt. Hvis bare jeg har Kristus, kan jeg finde alt det andet."

I beskrivelserne af middelalderlige slag er der altid et tidspunkt, hvor bueskytternes og rytteriets velordnede formationer bryder sammen, og kampen koncentrerer sig om kongen. Det er her, slagets endelige udfald afgøres. Også for os foregår slaget omkring kongen. Det er personen Jesus Kristus selv, der er stridens æble. Det spørgsmål, der blev stillet i begyndelsen, stilles nu igen: "Men I, hvem siger I, at jeg er?"

Vor situation i den efterkristne verden ligner på mange måder den, Kirken gennemlevede i starten, i den førkristne æra, og vi burde kunne belyse vor situation derudfra. Dengang fandtes der hverken en kristen filosofi eller en kristen kunst, og man kunne ikke bare være "kulturkristen" og ikke andet. Der fandtes ingen konkordater med staten til beskyttelse af Kirkens interesser. Der var kun kraften i et navn og i en person: Jesus Kristus, og det var nok til at ændre hele verden. Vi er nødt til at genopdage den "enestående" kraft i dette navn.

 

Behov for Kristus?

Hvad betyder Jesus Kristus for de kristne i denne massemediernes tidsalder? Vil troen på Jesus Kristus der i de sidste tre århundreder har overlevet den historiske kritiks store udfordring, overleve den religiøse pluralismes ikke mindre formidable udfordring? I dag er man retfærdigvis begyndt at tillægge andre religioner en egen værdighed og en positiv rolle i den guddommelige frelsesplan. Det Andet vatikankoncil har i sit dekret Nostra ætate anerkendt, at der er elementer af godhed og sandhed i andre religioner. Gud "tillader" ikke kun disse elementer, men ønsker dem og sætter pris på dem, også når de er blandet med deres modsætninger. Også Det gamle Testamente indeholder meget, der er forældet og moralsk uacceptabelt, men dette fritager os ikke fra at anerkende dets enorme religiøse værdi.

Det springende punkt er, om anerkendelsen af andre religioners egen værdighed tvinger os til at se dem som adskilte fra den menneskevordne Kristus og Hans påskemysterium, og som en parallel og af Kristus uafhængig vej til frelsen. Det siges, at "en særlig begivenhed, begrænset i tid og rum, som Kristi menneskevordelse, ikke kan udtømme Guds og Hans evige Ords potentiale, eftersom de er uendelige." Det er sandt, kan man sige, men af et sådant potentiale kan den realisere det, der er nødvendigt for at frelse en verden, der også selv er begrænset i tid og rum!

Der er en moderne teologisk strømning, der går ud på at sige, at Kristus ikke er kommet for at frelse jøderne (det rækker for dem at overholde den gamle Pagt), men for at frelse hedningerne. En anden strømning lærer, at Han heller ikke er nødvendig for hedningerne, eftersom de i deres religion har en direkte forbindelse til det evige Logos, og derfor ikke har behov for at gå gennem det menneskevordne Ord og Hans påskemysterium.

Man bliver nødt til at spørge sig selv: Hvem har dog stadig behov for Kristus?

Jeg insisterer ikke på dette spørgsmål for at bevise vor religions overlegenhed over for andre, men for ikke at forråde Det Nye Testamentes centrale kerne. Jeg tror, at de hundredårige diskussioner mellem protestanter og katolikker om troen og gerningerne har resulteret i, at vi har tabt de centrale punkter i Paulus' budskab af syne. Det, apostelen først og fremmest anstrengte sig for at sige i Romerbrevets 3. kapitel, var ikke, at vi først og fremmest retfærdiggøres ved troen, men at vi retfærdiggøres ved troen på Kristus; ikke at vi frelses ved nåden, men at vi frelses ved Kristi nåde. Det er Kristus, der er det centrale i budskabet, frem for nåden og troen.

 

Kristi kærlighed tvinger os

I de første to kapitler præsenterer Paulus menneskeheden som helt igennem syndefuld, derefter har han den uhørte frækhed at erklære, at situationen nu totalt er ændret "ved forløsningen i Kristus Jesus", "ved en enestes lydighed" (Rom 3,24 og 5,19).

Bekræftelsen af at denne frelse modtages ved troen og ikke ved gerninger, er til stede i teksten og det var den mest presserende pointe i teksten på Luthers tid. Men denne pointe indtager andenpladsen, ikke førstepladsen. Vi har begået den fejl at reducere det til en strid mellem forskellige kristne skoler, mens det fra apostelens side var ment som en påstand med langt større, ja universel rækkevidde.

I dag er vi nået til enighed om dette punkt (se det fælles dokument fra 1999, udgivet af Den katolske Kirke og de lutherske kirkers verdensråd), derfor kaldes vi nu til at genopdage og sammen forkynde det fundamentale i Paulus' lære. For nogle er denne oplevelse måske analog med Luthers kendte "tårnoplevelse" (Turmerlebniss), sådan har jeg i hvert fald oplevet det.

Apostelen Paulus har noget vigtigt at sige os om, hvordan vi både går i dialog med andre religioner og forkynder Kristus uden at forsømme hverken det ene eller det andet. Han lærer os ikke at bygge vor forkyndelse på et negativt, men på et positivt grundlag, vi skal ikke lægge vægt på den kendsgerning, at folk ikke kan blive frelst, hvis ikke de kender Kristus (den gamle "extra Ecclesiam nulla salus"), men på Kristi kærlighed til alle mennesker. Han siger: "Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde" (2 Kor 5,14) .

Paulus forkynder Kristus, fordi han er overbevist om størrelsen af den gave, Kristus er for verden. Ikke at forkynde Kristus ville for ham være at skjule gaven, at snyde verden for noget, der er dens ret, alt i alt et frygteligt svigt og et tungt ansvar. Derfor udbryder han: "Ve mig hvis ikke jeg forkynder det!" (1 Kor 9,16).

 

Enhedens bånd

Kristus er også det stærkeste enhedens bånd mellem alle de kristne. I den interreligiøse dialog findes Jesus fra Nazaret ikke. Man kan ikke nævne Hans navn uden straks at vække mistanke og modstand (jeg var engang med til et sådant møde på internatioanalt plan, og jeg sluttede dagen af med at konstatere, at i løbet af en hel dags debatter og diskussioner var Hans navn ikke blevet nævnt en eneste gang). l den økumeniske dialog er det omvendt: Jesus Kristus er alt. Han er den realitet, der forener os, stærkere end alt det, der endnu deler os. I Ham er vi allerede ét.

Hvis alle de kristne begav sig på vandring mod Kristus, enhver fra sit udgangspunkt, ville vi snart mødes rundt om Ham. Jeg startede med at tale om obelisken på Peterspladsen. Forestil jer, h vad der ville ske, hvis små grupper af mennesker vendte ryggen til obelisken og langsomt gik væk fra den. Jo længere de kom fra obelisken, jo længere ville de også komme fra hinanden, og de ville ende hver deres sted ved kolonnaden. Lad os så forestille os, hvad der ville ske, hvis de gik den anden vej. Efterhånden som de forskellige grupper nærmede sig obelisken, ville de også nærme sig hinanden, indtil de var samlet i én stor gruppe rundt om obelisken. Det er vor vej til igen at blive "ét i hjerte og sind" som disciplene i dagene efter pinse (ApG 4,32).

"Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne" (ApG 3,13). Helligånden er afgjort "monoton", Han siger altid det samme. Ved begyndelsen af det 3. årtusind siger Han det samme, som Han sagde, eller snarere råbte, den dag Han for første gang steg ned over apostlene: "Så skal da hele Israels hus (i dag ville vi sige 'hele verden') vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus" (ApG 2,36).

Foredrag holdt på Ökumenischer Kirchentag, Berlin, 30. maj 2003

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Raniero Cantalamessa er kapucinermunk. Han var pave Johannes Paul Il's personlige prædikant fra 1980 til pavens død. På dansk er udkommet en bog af ham: "Livet i Kristus

 

(Levende Vand nr. 4 2005) 

At de alle må være ét

 

Bøn om enhed

Af Fader Paul Couturier

 

Slaget om Kongen

Af P. Raniero Cantalamessa OFM Cap

 

Kampen mod mig selv

Af Patriark Athenagoras

 

Tag imod hinanden

Af Jørgen Thaarup

 

 

Enhet vokser nedefra

Af Aslaug Espe

 

Vidner 

Jean Vanier

Af Aslaug Espe

 

Klip fra Jean Vaniers bøger

 

Mens vi venter på brudgommen

Af Peter Halldorf

 

Fædrene læser Skriften

Af Johannes Chrysostomos

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk