Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Thérése af Lisieux


Thérése af Lisieux - kirkelærer

Jeg bliver kun mættet af sandheden!

De kender mig ikke, som jeg i virkeligheden er!" skriver Thérése nogle få måneder før sin død til sin ven Abbé Bellibre. Denne venskabelige bebrejdelse gælder også mange af dem, der forsøger at lære Thérése at kende - gennem hendes selvbiografi, bøger og fordybelse i hendes lære.

Men hvem er denne unge pige, som kun blev 24 år gammel, og hvis liv ikke fremviser interessante oplevelser?

Jeg vil forsøge at lade Thérése selv fortælle ved flittigt at citere fra hendes selvbiografi.

 

Hele mit liv omgav Herren mig med kærlighed...

Som den yngste blev Thérése elsket og forkælet af sine store søstre Pauline, Marie, Léonie og Céline og især af sin far, som kaldte hende 'min dronning'.

Det viste sig hurtigt, at Thérése var særdeles intelligent. Som fireårig pige kunne hun læse og hun elskede at imitere andre personer.

"Hele mit liv har det behaget den gode Gud at omgive mig med kærlighed, mine tidligste minder er præget af smil og de ømmeste kærtegn!...Men har Han anbragt mig midt i så megen kærlighed, så har Han også ...skænket mig et kærligt og følsomt hjerte. Jeg holdt da også meget af Far og Mor og viste dem min kærlighed på tusinde måder, eftersom jeg var et meget impulsivt barn." (s.17)

Thérése var opfindsom, når det gjaldt at vise sin kærlighed:

"I slutningen af et brev tilføjer Mor: 'Nu kommer den lille netop og stryger sin lille hånd over mit ansigt og kysser mig. Hun vil altid være sammen med mig ; hun holder meget af at komme i haven, men hvis jeg ikke er der, vil hun ikke blive der og græder, indtil man bringer hende tilbage til mig.'" (s.18)

Thérése var et følsomt barn, som let blev bevæget, græd på alle mulige tidspunkter og af de mærkeligste grunde: Fordi hun ikke
måtte gå til undervisning med sin storesøster Pauline, fordi hun skændtes med sin storesøster Céline, men også fordi hun var ked af noget, hun havde gjort forkert.

Thérése, som var egensindig og stolt, vidste hvad hun ville. Hendes mor skrev: "Med den lille vildbasse derimod ved man ikke rigtig hvordan det skal gå, hun er så lille, så ubesindig, hun er mere intelligent end Céline, men ikke nær så blid. Hun er besat af en næsten uovervindelig stædighed, når hun siger 'nej', kan intet rokke hende, om man satte hende en hel dag i kælderen, ville hun hellere tilbringe natten der, end sige 'ja'." (s.21)

Jeg vælger det hele!

En dag kom Lbonie og tilbød sine to små søstre nogle stofrester i en kurv. Céline tog et dejligt bånd, mens Thérése tog kurven med det hele: "Jeg vælger det hele!" (s.27) Senere så hun i denne episode et billede på sit liv: Hendes temperament trak hende til det absolutte.

"Jeg forstod, at der var mange grader af fuldkommenhed, og at det står enhver sjæl frit at besvare Guds tilbud, at gøre 1idt eller meget for Ham, kort sagt at va.lge mellem de ofre, Han kræver. Ligesom i min spa;de barndom udbrpd jeg så: 'Min Gud, jeg va.lger alt. Jeg vil ikke være en halv belgen, jeg er ikke bange for at lide for Dig, jeg frygter kun en ting, det er, at jeg selv skal beholde min vilje; tag den, thi jeg 'vcelger alt' hvad Du vil!...'" (s.27)

Moderens sygdom og død.

Den lykkelige tid sluttede, da Zélie Martin blev alvorligt syg. Man forsøgte at skjule moderens alvorlige sygdom over for de yngste børn. Denne mangel på åbenhed er en af grundene til, at Thérése mistede sit lykkelige sindelag efter moderens død.

Som alle børn iagttog Thérése sin omverden med åbne øjne. Der var ingenting, der var skjult for hende.

"Alle enkeltheder ved vor elskede mors sygdom er endnu lyslevende i mit hjerte." (s.30)

Théréses første beslutning efter begravelsen var, at hun valgte den 16 - årige storesøster Pauline til sin nye mor. Perioden fra moderens død til hun blev 14 år, var den mørkeste periode i hendes liv.

"De skal vide, moder, at efter mor's dgd skiftede min 1ykkelige sindstilstand fuldstændig; jeg, der havde været så livlig og så meddelsom, blev stille og genert. Jeg blev overdrevent følsom.." (s.31 - 32).

"Jorden syntes mig et landflygtighedens land, og jeg drømte om himlen." (s.34) Himlen, det var stedet, hvor hendes mor og hendes afdøde søskende boede.

Lisieux (1877-1886).

Tre måneder efter moderens død flyttede hr. Martin med sine børn til Lisieux, hvor de havde familie. Livet var roligt og Thérése tilbragte eftermiddagene med at være sammen med sin far. Men hun fø1te sig ikke tilpas i hverdagen. Hun blomstrede kun op om søndagen, når hele familien var samlet og tilbragte dagen i fællesskab. Når det så var på tide at gå i seng, kom de mørke og triste tanker tilbage.

"Jeg husker, at min glæde var ublandet indtil komplet (aftenbønnen), men under denne andagt tænkte jeg på, at hviledagen lakkede mod enden, og at i morgen skulle jeg begynde livet igen, arbejde, lise lektier, og mit hjerte følte den jordiske udlændighed." (s.39)

Thérése var bange for mange ting. Heldigvis kunne Pauline berolige hende og forklare hende tingene. Hun var f.eks. bange for, at ikke alle i himlen var lykkelige på samme måde. Pauline hentede et glas og et fingerbø1 og fyldte dem begge helt op til randen med vand, idet hun erklærede, at det var et billede på menneskene i himlen: Der fandtes ikke jalousi på grund af størrelsen. Alle var fyldt med lykke ligesom glasset og fingerbøllet var fyldt med vand!

Men der var også angsten for at miste faderen, ligesom hun havde mistet sin mor.

På kostskole hos benediktinerinderne.

Da Thérése var otte et halvt år gammel, kom hun på kostskole hos Benediktinerinderne, Det blev ikke den lykkelige tid, som hun havde hørt om fra sine søskende, fordi hun var ude af stand til at slutte sig til en gruppe uden for familien. Denne nye prøvelse førte til, at Thérése i den grad blev indadvendt, at hun kun følte sig tilpas og fri, når hun var hjemme i familiens midte.

Thérése følte sig særlig knyttet til sin søster Céline. Alt, hvad der drejede sig om Céline, beskæftigede hende dybt. Hun kunne ikke fatte, at hun ikke fik lov til at følge med til Célines forberedelsesundervisning til den første hellige kommunion (altergang). Og hun var utrøstelig, da Céline i tre dage skulle bo på skolen som en del af forberedelsen.

Karakteristisk for Théréses sindstilstand og hendes selvstændighed er følgende begivenhed, som viser, at hendes selvstændighed kun var lammet, men ikke udslettet: "En aften hørte jeg Dem sige, at efter den første kommunion måtte man begynde et nyt liv, og ' straks bestemte jeg mig for ikke at vente til den dag, men at begynde det nye liv sammen med Céline." (s.51)

Thérése overvandt aldersforskellen ved at have det samme mål for øje.

Afskeden med Pauline.

Der var endnu ikke gået fem år efter moderens død, før Thérése endnu engang blev såret så dybt, at såret ikke ville læge. Hendes anden 'mor' Pauline forberedte sig til at indtræde i karmeliterklosteret i Lisieux. Ingen i familien tænkte på at forberede Thérése på afskeden. Hun var jo vant til at skjule alle sine bekymringer og sorger, så man vidste ikke noget om hendes problemer i skolen. Familien tog fejl og opfattede Théréses tårer og føjelighed udelukkende som et barns svaghed.

Pauline havde lovet, at hun ville vente på, at Thérése var gammel nok til, at de sammen kunne indtræde i klosteret. Ved et tilfælde hørte Thérése, at Pauline snart skulle begynde sit klosterliv. Hun forstod med det samme, at der ikke var tale om at vente på hinanden, og at hun nu ville miste sin anden mor...og blive svigtet endnu en gang. Da Pauline endelig lagde mærke til Théréses forskrækkelse, forsøgte hun at forklare det liv, hun valgte.

Midt i den nye prøvelse fik Thérése en kraft, der var som et 1øfte. Hun følte en indre stemme og var i stand til at skelne den fra alt det, der var uægte.
"Når jeg i tankerne genkaldte mig alt, hvad De havde fortalt, følte jeg, at Karmel (klosteret hvor Pauline ville indtræde) var den ørken, i hvilken Vorherre ønskede, at også jeg skulle skjule mig. Jeg følte det med en sådan kraft, at der ikke var den mindste tvivl i mit hjerte; det var ikke en barnlig drøm, som havde henrevet mig, men sikkerheden om et guddommeligt kald; jeg ville indtræde i Karmel, ikke for Paulines skyld, men kun for Jesus. Jeg tænkte på mange ting, som ord ikke kan gengive, men som efterlod en stor fred i min sjæl." (s.52)

Thérése tog en bevidst beslutning. Hun fornemmede, at hun ikke kunne 1øbe efter Pauline og gøre, som hun gjorde, for at overvinde adskillelsen. Hun forstod, at hun havde brug for, at Gud skænkede hende kraft, så hun var i stand til selv at klare livet.

Men Thérése var endnu langt fra at realisere det, hun havde fået som et 1øfte. Afskeden med Pauline oplevede hun som om hendes verden styrtede sammen.

Den mystiske sygdom.

Denne anden adskillelse provokerede angstfornemmelser: Thérése rystede over hele kroppen, skreg af forskrækkelse og havde tvangsforestillinger. Det er typisk, at sygdommen brød ud, da faderen var på rejse med Marie og Léonie. Thérése og Céline boede i den tid hos deres onkel og tante. Siden Paulines indtræden havde man i familien kun lagt mærke til, at Thérése led af hovedpine. En aften ville onkelen glæde sin niece med nogle erindringer om hendes mor. Nogle timer senere rystede Thérése over hele kroppen, og det var umuligt at transportere hende hjem. Familien var bange for, at hun ville dø eller blive sindssyg. Hendes tilstand forbedrede sig, så hun kunne være med til Paulines iklædning. Thérése var så lykkelig, da hun sad på sin søsters skød, at man troede at hun var helbredt igen. Dagen efter ramte sygdommen hende endnu mere alvorligt, og familien mistede alt håb om, at deres yngste kunne blive rask igen. Da Pauline blev iklædt ordensdragten, havde Thérése forstået, at separationen var definitiv. Dette provokerede en ny krise. "...jeg sagde og gjorde ting, som jeg ikke mente; jeg syntes næsten altid at tale i vildelse og sige ting, som ikke havde nogen mening, og dog er jeg sikker på aldrig et øjeblik at have været berøvet brugen af min fornuft. Det så ud, som om jeg var besvimet, da jeg ikke gjorde den mindste bevægelse, og ved disse lejligheder kunne man have gjort ved mig, hvad man ville, endog dræbt mig, og dog hørte jeg alt, hvad man sagde omkring mig, og jeg husker endnu alt. Det hændte mig engang at ligge længe uden at kunne åbne øjnene, for så at åbne dem et øjeblik, når jeg befandt mig alene." (s.57)

Helbredelsen.

Den 13. maj råbte Thérése som under tvang efter Marie, som hun kaldte 'mor'. Da Marie kom til sengen, var hendes lillesøster ikke i stand til at vise, at hun genkendte hende. I deres angst vendte Léonie og Marie sig i bøn foran en Mariastatue, som i lang tid havde været i familiens besiddelse, og selv om det ikke blev opdaget af omverdenen, tilsluttede Thérése sig deres bøn.

"Pludselig syntes den hellige Jomfru mig så smuk, at jeg aldrig havde set noget så skønt, hendes ansigt udtrykte en usigelig godhed og kærlighed, men hvad der trængte helt ind i dybet af min sjæl, det var den hellige Jomfrus henrivende smil. Så bortvejredes al min pine, to store tårer brød frem fra mine øjne og løb langsomt ned ad mine kinder, men det var tårer fremkaldt af en ublandet glæde." (s.60)

Denne oplevelse befriede Thérése fra angsten og tvangsforestillingerne. Dermed havde hun overstået den største prøvelse i sin barndom, men det skulle endnu tage lang tid, før hun kunne leve som andre børn.

Uden at tænke nærmere over det, fortalte Thérése oplevelsen i karmelklosteret. Nonnerne misforstod beretningen, og gennem spørgsmålene opdagede Thérése, at man ville presse hende ind i billedet af et vidunderbarn. Hun blev i den grad forvirret, at hun følte sig som en løgner.

Det var første gang i sit liv, at Thérése blev konfronteret med det, som ville forblive hendes 'kendsgerning'. Hun forstod helligheden på en anden måde, end hendes omverden gjorde det. Thérése var langt fra mirakeltroen, som blev dyrket dengang. Hun levede i tro og håb i stedet for at søge fantastiske oplevelser.

Den dejligste dag i mit liv...

Et år senere fejrede Thérése sin første kommunion. Indtil da vidste hun, at Gud elsker alle mennesker, og hun havde oplevet denne kærlighed i familien. Men denne Gud havde også taget hendes mor og hendes søster bort, og det havde været et dybt sår. Ved sin første kommunionen følte Thérése stor fred og forstod, at Gud elskede hende personligt i Jesus Kristus.

Efter firmelsen i juni måned begyndte hun på ny på kostskolen. Hun var en dygtig elev og fik gode resultater, men hendes evne til at kommunikere uden for familiens grænser var endnu ikke helt i orden. Thérése var ikke i stand til at finde venner, hun var ensom og alene.

Afskeden med Marie.

I oktober 1886, da Thérése var tretten år gammel, mistede hun sin søster Marie, som fulgte efter Pauline i karmelklosteret. Det var endnu en chok for Thérése, som allerede to gange havde mistet kære mennesker. Marie var uundværlig for Thérése. Hun var den eneste til hvem Thérése betroede sig. Marie vejledte Thérése, som led under skrupler, d.v.s. at hun var overfølsom over for de mindste fejl eller ufuldkommenheder. "Jeg holdt så meget af hende, at jeg ikke kunne leve uden hende." (s.80)

Julen 1886 - befrielsen
...det skønneste og mest velsignede afsnit af mit liv...

Der var gået over ti år siden Théréses sindstilstand blev forandret. Det gudsbillede, som omverdenen dyrkede, kunne ikke være til gavn for hendes helbredelse. Tværtimod fremmede det pigens skrupler, angst og sygelige egocentricitet.
Juleaften, når familien kom hjem efter midnatsmessen, var det skik, at børnene hentede gaverne ud af strømperne, som de havde hængt op ved kaminen. Men denne gang bemærkede faderen, som var træt, til Céline, at det nu var sidste gang, for Thérése var blevet alt for gammel til denne jeg. Thérése, som hørte dette, gik op på sit værelse for at tage overtøjet af. Normalt ville hun havde grædt over bemærkningen, men hun var i stand til at beherske sig og pakkede sine gaver ud med glæde.

Céline ville ikke tro sine egne øjne.

"I denne strålende nat begyndte mit livs tredie afsnit, det smukkeste af dem alle, det rigeste på Himlens nåde. På et øjeblik fuldendte Jesus det værk, som jeg ikke havde kunnet gøre i løbet af ti år, idet Han tog til takke med min gode vilje, som jeg aldrig havde manglet...Jeg følte kort sagt kærligheden trænge ind i mit hjerte, en trang til at glemme mig selv, for at glæde andre, og fra det øjeblik blev jeg lykkelig." (s.88)

Thérése fandt tilbage til den sunde realistiske karakter, som hun havde arvet fra sin mor. I stedet for at være indadvendt åbnede hun sig over for omverdenen og opdagede, at lykken findes i hengivelsen til en anden, til et 'du', og ikke ved at dreje rundt om sig selv. Hun begyndte nu også at finde sit personlige kald som karmeliternonne og søgte om optagelse i klostret.

Tørsten efter at redde menneskene blev min lod.

Thérése udviklede en stor åndelig aktivitet i ønsket om at arbejde for 'syndernes omvendelse'. Hun ville ligesom apostlen Peter blive en 'menneskefisker'. "Jesu udbrud på korset genlød også stadig i mit hjerte: 'Jeg tørster'. Disse ord tændte i mig en ukendt og meget levende ild. Jeg ville give min Brudgom at drikke, og jeg følte mig selv fortæret af tørst efter sjæle." (s.88)

Den sygelige frygt for dødssynden og helvede skulle forsvinde for at kærligheden kunne få plads, den kærlighed, som er til stede for de andre.

Frankrig var på den tid i oprør på grund af et grusomt dobbeltmord, og aviserne præsenterede morderen Pranzini som et uhyre. Thérése så i ham sit 'første barn'. Hun, som havde været hundrede procent lydig, overtrådte faderens forbud mod at læse aviser for at følge med i retssagen. Hun bad og ofrede for hans omvendelse - også fordi hun ønskede et tegn, som kunne vise hende, at det skjulte liv i klosteret var frugtbart.

Dagen efter henrettelsen læste hun, at Pranzini i sidste øjeblik havde bedt om at kysse korset. Dette var det tegn, hun havde bedt om, for at få mod til at fortsætte på sin vej som menneskefisker.

Længsel efter karmelklosteret.

Alt dette forstærkede hendes ønske om så snart som muligt at indtræde i karmelklosteret. Men Thérése var kun fjorten et halvt år gammel. Thérése forstod sit kald som et umiddelbart kald fra Guds side, og hun var i den grad optaget af at fremskynde sin indtræden, at hun ikke fandt tid til at overveje adskillelsen fra sin elskede fader. Der var i øjeblikket andre hindringer, som skulle overvindes.

Théréses far kæmpede ikke imod hendes ønske, men onkelen skulle som formynder også give tilladelse, og han forbød Thérése at tænke på det og nægtede at beskæftige sig videre med sagen. Thérése, som altid havde været det grædende og overfølsomme barn, var efter hans mening ikke i stand til at leve det strenge klosterliv - og hun var jo kun femten år. Da onkelen endelig ombestemte sig, var klosterets præst Théréses største modstander. Han forlangte, at hun skulle vente til hun var enogtyve år gammel.

Det sidste halve år før sin indtræden i klosteret, gennemgik Thérése forskellige erfaringer, som hjalp hende til at finde sin egen identitet. Hun blev konfronteret med alt det, hun ville opgive. Hun blev videbegærlig og beskæftigede sig med forskellige fag og bøger. Hun opdagede sine kunstneriske evner. For at gennemføre sin indtræden, blev hun nødt til at stå imod både præster og biskoppen. Familien styrkede hendes nyvakte selvtillid.

Mødet med biskoppen af Bayeux.

På trods af alle hindringer mistede Thérése ikke modet til at kæmpe for sit kald. Den 31. oktober 1887 rejste hun sammen med sin far til biskoppen af Bayeux. For at virke mere voksen, havde hun for første gang i sit liv sat håret op i en knude. Med humoristisk sans beretter hun om dette besøg.
"Han førte os gennem flere meget store værelser behængt med bispeportrætter, og ved at se mig selv i disse store saloner, følte jeg mig som en stakkels lille rnyre, og jeg spurgte mig selv, hvad jeg turde sige til biskoppen." (s.105)

Thérése skulle selv frembringe sit anliggende. Biskoppen, som troede at handle efter faderens ønske, foreslog, at hun skulle rette sig efter det, klosterpræsten sagde. Da Thérése fortalte, at hun i lang tid havde ønsket at blive nonne, smilede han på grund af hendes ungdom. Det kunne da ikke ligge så forfærdelig langt tilbage!

"'De kan trods alt ikke sige, at De har haft dette ønske i 15 år!' - 'Nej, det er sandt,' svarede jeg, idet jeg også smilede. 'Men der mangler ikke meget, for jeg har ønsket at blive klostersøster lige fra jeg var ganske lille...'" (s.106)

Romrejsen.

Det var godt, at hendes indtræden i klosteret blev udsat, for Thérése tog på en rejse ud i den store verden. Det var dengang sjældent, at så ung en pige tog på pilgrimsrejse til Rom. Thérése ville bede paven om at tage en beslutning i hendes sag.

Alpernes naturskønhed og de store italienske malerier og kunstværker berigede Thérése, men mest af alt nød hun opholdet i Rom. Pave Leo XIII henviste Thérése til, at hun skulle holde sig til det, forstanderne sagde. Dette var en stor og uventet skuffelse. Men selv om hun var bekymret, mistede hun ikke freden, for hun huskede dagens evangelium: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."(Luk 12,32)

"Dybt i mit hjerte følte jeg en stor fred, eftersom jeg havde gjort overhovedet alt, hvad der stod i min magt, for at efterkomme det, Vorherre forlangte af mig, men denne fred lå meget dybere nede og bitterhed fyldte min sjæl, thi Jesus tav." (s.124)

På trods af dette nød Thérése resten af rejsen og blev fascineret af Firenze, Pisa, Genua og deres seværdigheder.

Da hun kom hjem til Lisieux, fik hun at vide, at hun kunne indtræde i klosteret efter fastetiden. Det var alt for tydeligt, at det hele ikke var et moderløst barns ønske, fordi hun ville forenes med sine søstre, men at det drejede sig om Guds kald, som forberedte hende til hendes opgave i Kirken.

"Først mente jeg, at jeg ikke behøvede at føre et så regelbundet liv, som jeg plejede, men snart forstod jeg værdien af den frist, som blev skænket mig, og jeg bestemte mig for mere end nogensinde at f<re et liv i alvor og spægelse. Når jeg siger spcegelse er det ikke for at give det udseende af, at jeg foretog bodspvelser, ak! jeg har aldrig gjort en eneste...Mine spægelser bestod i at knuse min vilje, som altid var parat til at gøre sig gældende, at tilbageholde en replik, at ggre små tjenester uden at fremh¿ve dem, at undlade at stutte ryggen, når jeg sad, o.s.v., o.s.v.. Det var ved udøvelsen af disse småting, at jeg forberedte mig..."(s.132)

<h2>I karmelklosteret (1889 - 1897)
Endelig var mit ønske gået i opfyldelse!

Den 9. April 1888 begyndte Théréses liv som karmeliternonne. Selvbiografien viser, hvor stor afskedssmerten var. Théréses kærlighed til familien var helt åben, naturlig og spontan. Hun fulgte sit kald ind i klosteret, men smerten var der også.

"Endelig var mine ønsker opfyldt, min sjæl følte en fred så blid og så dyb, at det ville være mig umuligt at udtrykke den, og gennem de forløbne syv år er denne inderlige fred forblevet min lod, den har ikke forladt mig, selv i de største prøvelser." (s.134)

Hurtig nok forstod Thérése, at hendes vej ikke skulle være præget af den strenghed og bod, som tilhører de 'store sjæle'.

'Den lille vej', som hendes åndelige lære senere blev kaldt, er en forlængelse af Théréses natur. Naturens begrænsninger og hendes skrupler havde vist hende, at det ikke var det yderliggående, Gud forventede af hende. Han ville, at hun skulle give slip på alle åndelige rigdomme over for ham.

I klosteret lærte Thérése at leve med konflikter. Ved at træde ind i karmelklosteret, blev dets fællesskab Théréses nye familie. Når der opstod konflikter, fandtes der ingen mulighed for at undvige, som hun endnu kunne, da hun gik på kostskole. Thérése nægtede at 'flygte'. Hendes søstre, Pauline og Marie, som hun mødte igen i klosteret, var ikke mere midtpunktet. De var blot to af tyve søstre, og gruppens midtpunkt var uden tvivl priorinden M. Gonzague, som var energisk, klog og forsvarede klosterets interesser i høj grad. Men hun var i skiftende humør og ikke i stand til at samle klosterets beboere i et kærligt fællesskab, sådan som Teresa af Avila, der reformerede karmeliterne, havde haft det for øje. Klosterlivet var præget af tidens fromhed - man øvede streng askese.

Priorinden behandlede Thérése meget strengt, kritiseret og ydmygede hende. Det havde været naturligt, om Thérése havde søgt trøst hos sine søstre, hvilket alle ville have forstået, men hun vidste, at det ville sætte hendes klosterliv på spil. At søge trøst, det betød for hendes natur, at hun undveg de konflikter, hun skulle leve med, for i stedet at bygge sig en hyggelig rede. Samværet med Pauline (Sr. Agnes) blev til en smertekilde, fordi hun ikke tillod sig at tale frit med hende på grund af klosterreglen, som foreskrev, at man kun havde samtaler på fastsatte tidspunkter. Thérése tog den beslutning alvorlig, at hun var i klosteret for Guds skyld og ikke for at være sammen med sine søskende.

I maj måned aflagte hendes søster Marie 1øfterne. Til forberedelsen kom hendes åndelige vejleder, jesuitten Pichon. Indtil da havde Thérése ikke haft en vejleder, fordi hun ikke kunne åbne sig over for andre mennesker, men nu åbnede hun sig helt og holdent for denne præst. P. Pichon havde ment, da han så Thérése i bøn i koret, at hun bare var en ung pige uden nogle særlige problemer. Efter skriftemålet erklærede han: "Overfor Gud, den hellige Jomfru og alle helgener erklærer jeg, at De aldrig har begået en eneste dødssynd." (s.135)

Denne højtidelige måde at udtrykke sig på kom uden tvivl af, at han ville berolige Thérése, som var tilbøjelig til skrupler. P. Pichon, som selv havde oplevet jansenismens fejltagelser, prædikede nu kærlighedens Gud. Fra den dag af fandt Thérése sjælefreden igen, og hun blev befriet fra alle de trængsler, hun havde oplevet i løbet af de sidste fem år.

Faderens sygdom.

Men Thérése skulle også klare en anden prøvelse, som kom udefra. I maj 1887 blev faderen ramt af en hjerneblødning, der fremkaldte en lammelse i begge ben. Han overvandt dette og tog med Thérése på Romrejsen, men kun fire måneder efter Théréses indtræden forsvandt han. Efter fire dage blev han fundet i Le Havre. "De husker, kære moder, vore bitre timer i juni 1888, og især den 24. i måneden; disse erindringer er for stærkt indgraveret i vore hjerter til at det vil være nødvendigt at nedskrive dem." (s.139)

Faderen klarede også den anden hjerneblødning, og han deltog den 10. januar 1889 i Théréses iklædningsceremoni.

"Som jeg lige har fortalt, var den 10. januar en triumf for min konge (Théréses fader), og jeg sammenligner den med Jesu indtog i Jerusalem, palmesøndag. Ligesom denne vor guddommelige Mesters ene dags herlighed blev fulgt af smertefulde lidelse, som Han ikke var alene om at bære, idet Jesu lidelse gennemborede Hans moders hjerte som et sværd, på samme måde led vore hjerter sammen med ham, som vi elskede højst på jorden. Jeg husker, at jeg i juni 1888 på tidspunktet for vore første prøvelser sagde: 'Jeg lider meget, men jeg føler, at jeg endnu kan udholde større prøvelser.' Jeg tænkte ikke den gang på de prøvelser, som var forbeholdt mig. Jeg vidste ikke, at min kære Far den 12. februar, en måned efter min iklædning, skulle drikke den bitreste, den mest ydmygende kalk.

Åh, den dag sagde jeg ikke, at jeg kunne lide endnu mere." (s.141)

Lidelsen, Thérése taler om, startede den 12. februar samme år, da hr. Martin blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Caen, hvor han tilbragte de sidste tre år af sit liv. Dengang anså man nervesygdomme som en stor ydmygelse, idet de enten var en særlig prøvelse fra Guds side, eller djævlen var med i spillet. Omverdenen havde ingen situationsfornemmelse, og man talte både i klosteret, men også uden for klosterets mure om, hvordan de syge blev behandlet, og at Théréses indtrædelse havde provokeret sådan et chok, at hendes far var brudt sammen. Det er forståeligt, at dette havde en indflydelse på Théréses sindstilstand. Da hun selv gennemskuede sammenhængen, kastede det hende ikke ud i sygdom som tidligere, men hun oplevede det som en renselse, der førte hende frem i hendes åndelige liv og vækst.

"Fars tre års martyrium forekommer mig de bedste, de mest frugtbare år af hele vort liv, jeg ville ikke bytte dem...Mit ønske om lidelse var blevet opfyldt i højeste grad...Åndelig tørke var mit daglige brød, og skønt jeg måtte undvære enhver trøst, var jeg dog den lykkeligste af alle skabninger, eftersom alle mine ønsker blev opfyldt." (s.141)

Hun opdagede, at denne vej var efterfølgelse af Kristus og lærte gennem omstændighederne at bære alt det, der var i modsætning til det, hun ønskede. Da man udsatte hendes 1øfteaflæggelse otte måneder, var det et stort offer for hende, men hun forstod, at hendes ønske om at aflægge løfterne var meget egoistisk:

"...en dag under bønnen forstod jeg, at mit brændende ønske om løfteaflæggelse var blandet med en stor del egenkærlighed. Eftersom jeg havde givet mig selv til Jesus for at glæde Ham og trøste Ham, skulle jeg ikke tvinge Ham til at gøre min vilje, i stedet for Hans." (s.142)

Thérése var blevet fri fra narcissistisk selvoptagethed. Men finder hos hende ingen jagen efter åndelig glæde. Hun ville elske og det betød, at hun var parat til at gå ind på partnerens betingelser uden at tage hensyn til sig selv.

Dagen, da Thérése aflagde sine løfter, var en dag som alle andre. Hun var ikke trøstet, men i 'ørkenen'. Hun elskede billedet af den sovende Herre, som hun ikke ville vække, sådan som disciplene gjorde det, dengang de sejlede på søen. Det var for Thérése et bevis på hendes tro og tiltro til Herren. Hun vidste, at menneskene helst vil føle Gud, at de ønsker, at Gud står til rådighed for dem. Thérése havde både hos sig selv og andre fristelsen til at remse anstrengelserne op for Gud, men hun forstod, at dette er helt uvæsentligt. Det kommer an på, med tillid og tålmodighed, at tage imod livet, sådan som det er. Det er et tegn på tro.

Vigtigt blev mødet med franciskanermunken Alexis Prou, som havde det rygte, at han forstod sig bedre på at omgås store syndere end fromme nonner. Thérése led altid meget, når kommunitetet skulle høre foredrag, fordi der alt for ofte kun blev prædiket frygt og angst.

"Jeg havde den gang store indre prøvelser af enhver art (i den grad, at jeg undertiden var i tvivl om, at der var en Himmel). Jeg følte mig tilbøjelig til ikke at sige noget om min indre tilstand, da jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulle udtrykke mig, men næppe var jeg trådt ind i skriftestolen, før jeg følte min sjæl åbne sig. Efter kun at have sagt nogle få ord, blev jeg forstået på ganske vidunderlig måde, præsten gættede bogstavelig talt mine tanker og læste i min sjæl som i en åben bog, bedre end jeg selv. Han kastede mig for fulde sejl ud på tillidens og kærlighedens bølger, som tiltrak mig så stærkt, men som jeg ikke turde vove mig ud på. Han sagde, at mine fejl ikke gjorde Vorherre ked af det...Aldrig før havde jeg hørt sige, at ens fejl ikke gjorde den gode Gud ked af det, denne forsikring fyldte mig med glæde og fik mig til tålmodigt at udholde livets landflygtighed. Dybt i mit hjerte følte jeg, at det var sandt, thi Vorherre er mere kærlig end en moder, og De, kære moder, er De ikke altid parat til at tilgive mig de små skuffelser, som jeg ufrivilligt forvolder Dem...Min natur er sådan, at frygten får mig til at vige tilbage, men ved kærlighed går jeg ikke alene frem, men jeg flyver." (s.154)

Erfaringen af menneskelig kærlighed var for Thérése vejen til en gudserfaring.

Som medhjælper i noviciatet.

I 1893 udløb Moder Gonzagues periode som priorinde, og Théréses søster, Pauline (Sr. Agnes) blev valgt som klosterets priorinde. Men omstændighederne var vanskelige. Da den tidligere priorinde havde en dominerende karakter, var det ikke muligt, at Pauline overtog hele ansvaret med det samme. Som det var skik i klostre, blev den tidligere priorinde novicemester, hvilket betød, at hun var ansvarlig for at føre de yngste søstre ind i klosterlivet. Pauline vidste, at Thérése var dygtig nok til at udjævne Sr. Gonzagues karakter og beordrede, at hun skulle hjælpe i noviciatet, hvor der var fem unge søstre.

Opdagelsen af evangeliet...

Jo mere Thérése led under mørket og det legemlige og psykiske pres, desto mindre var hun i stand til at læse åndelige bøger.

"Hvis jeg åbner en bog, skrevet af en religiøs forfatter (selv den smukkeste, den mest rørende), føler jeg straks mit hjerte snøre sig sammen, og jeg læser så at sige uden at forstå, eller hvis jeg forstår, standser mine tanker, uden at jeg kan fordybe mig i det læste. Overfor denne afmagt kommer den Hellige Skrift og "Kristi Efterfølgelse" mig til hjælp; i dem finder jeg en vægtig og fuldstændig ren næring. Men det er fremfor alt Evangeliet, jeg tyer til under mine betragtninger, deri finder jeg alt, hvad der er nødvendigt for min stakkels sjæl. Jeg opdager stadig nye klarheder i de skjulte og gådefulde sætninger." (s.159)

Det var skriftens ord, der bestyrkede Thérése i hendes søgen efter Gud. Dette er så meget overraskende, som man i den tid ikke var vant til at omgås bibelen, og Thérése var ikke i besiddelse af en hel oversættelse. Johannes af Korset havde hjulpet hende til at forstå den mørke nat. Han var hendes guide hen til den hellige skrift. Men alt det var kun en vej for at erfare Gud selv.

Céline (Sr. Genevieve) beretter: "Hun ville lære Gud at kende, ligesorn "opdage hans karakter", og hvordan kunne hun nemmere opnå dette mål end ved at studere de bibelske bøger, især evangeliet. Hun var også bekymret på grund af de forskellige oversættelser. 'Hvis jeg var blevet præst', sagde hun til mig, 'havde jeg studeret græsk og hebraisk for at kunne læse Guds ord sådan, som Jesus talte det i vort menneskelige sprog.'"

Helgenernes liv er altid et levende evangelium, en udlægning af Jesu budskab. Sådan også med Thérése. Hun læste selvstændigt og fandt altid det, hun søgte efter.

...min vej er tillid og kærlighed...

Théréses omverden holdt meget af at tælle, veje og samle åndelige værker, dyder, at gøre bod og bringe ofre. Det kom an på den ydre præstation. Efter middelalderen forfaldt den kristelige retfærdiggørelseslære - at troen er virksom i kærlighed (Gal 5,6), at mennesket altid står med tomme hænder foran Gud, og at Kristus er vor eneste retfærdiggørelse - til en ukristelig "målefromhed". Derfor kæmpede Luther imod denne holdning. Thérése løste Luthers spørgsmål: 'Hvordan kan jeg få en nådig Gud?' i karmelspiritualitetens tradition. Hun var overbevist om Guds kærlighed og uendelige barmhjertighed. Thérése blev fri af 'målefromheden' og nærede kun den bibelske sindstilstand at være som et barn foran Gud, at vide om sine egne begrænsninger, at nære en stor og modig tiltro til Guds barmhjertighed. Thérése ville elske uden at tælle, fordi hun selv havde fået uden betaling.

Gennem bibelen forstod Thérése det, hun selv havde erfaret, eller som hun ofte sagde, det hendes "indre lærer" havde lært hende.

"Min vej er helt tillid og kærlighed… Jeg kan ikke forstå de mennesker, der er bange for sådan en kærlig ven. Af og til, når jeg læser åndelige bøger, der beskriver de tusind besværligheder, man skal gennemgå for at opnå fuldkommenhed og advarer mod de illusioner, man kan falde for, så bliver min stakkels lille ånd trut af at læse det. Jeg lukker den kloge bog, som giver mig hovedpine, og som udtørrer mit hjerte og griber efter Den hellige Skrift. Et eneste ord åbner min sjæl for uendelige horisonter, fuldkommenheden bliver let, fordi jeg erkender, at det er nok, at vi erkender vores intet og kaster os som et lille barn i Guds arme. De kloge bøger, som jeg hverken kan forstå eller udføre i gerning, overlader jeg til de store sjæle, de store ånder, og jeg glæder mig over, at jeg er lille, fordi det er børnene og dem, der ligner dem, der er indbudt ti1 det himmelske måltid."

Til novicerne sagde hun: "Man kan aldrig have for stor tillid til Gud, der er så mægtig og så barmhjertig! Man opnår hos Ham mindst lige så meget, som man håber." (s.254)

Guds retfærdighed er genstand for min glæde og min tillid.

Thérése trøstede en missionær ved at forklare, at barmhjertighed og retfærdighed ikke modsiger hinanden hos Gud.

"Jeg ved ...at Gud er uendelig retfærdig, og den retfærdighed, som gør så mange mennesker bange, er genstand for min glæde og min tillid. At være retfærdig, det betyder ikke kun at være streng og at straffe de skyldige, det betyder også at anerkende den oprigtige vilje og at belønne dyden. Jeg forventer af Guds retfærdighed lige så meget som af hans barmhjertighed. Fordi han er retfærdig, er han 'barmhjertig og nådig, langmodig og rig på godhed. Han husker på, at vi kun er støv. Som en far elsker sine børn, sådan forbarmer Herren sig over os'."

Hendes glæde over, at skriften godkendte hendes egen erfaring, var uden grænser: Det kommer ikke an på ydelse (præstation), men på kærlighed, hengivenhed. At svare på Guds barmhjertighed bevirker, at mennesket bliver Gud velbehageligt.

"Jeg forstår så godt, at det ikke er andet end kærligheden, som kan gøre, at Vorherre finder behag i os, og denne kærlighed er det eneste gode, jeg stræber efter. Jesus viser mig den eneste vej, som fører til denne guddommelige ild, denne vej er hengivelsen, som man finder den hos det lille barn, der uden frygt sover ind i sin faders arme. 'Hvis nogen er ganske lille, så lad ham komme til mig', sagde Helligånden gennem Salomons mund, og den samme kærlighedens Ånd siger også, at 'barmhjertighed skal skænkes de små'....
Hvis alle svage og ufuldkomne sjæle følte det samme, som ... Deres lille Thérése føler, så ville der ikke være en eneste, som opgav håbet om at nå op til toppen af kærlighedens bjerg, eftersom Jesus ikke kræver store handlinger, men kun hengivelse og taknemmelighed...Det er alt, hvad Jesus kræver af os; Han har slet ikke brug for vore handlinger, men kun for vor kærlighed, thi den selvsamme Gud, som erklærer, at Han ikke behøver at sige til os, at Han er sulten, har ikke været bange for at tigge en smule vand hos samaritanerinden. Han var tørstig. Det universets Skaber bad Sin stakkels skabning om, da Han sagde: 'Giv mig at drikke', var kærlighed. Åh, jeg føler mere end nogensinde, at Jesus lider tørst...,blandt sine egne disciple finder Han desværre kun få hjerter, som hengiver sig til Ham uden forbehold og som forstår ømheden i Hans uendelige kærlighed." (s.164 - 165)

Thérése var ængstelig og pligtopfyldende af natur. Hun var tilbøjelig til skrupler. Derfor vidste hun, at regler og love kan skade det åndelige liv, og hun blev følsom over for enhver form for præstation. Selv om vi fra hendes medsøstre ved, at hun opfyldte alle klosterlivets regler nøje, så må vi alligevel erkende, at hendes intention var rettet mod kærligheden, og at hun ikke stolede på sine egne gerninger. Ved at være tro også i de små ting, ville hun vise sin kærlighed til Gud. Som ansvarlig for novicerne, udlagde Thérése Esajasteksten (Es 58,5 - 7) ord for ord:

"Der findes alle vegne fattige, svage, syge og undertrykte sjæle...Godt, kom i gang! Befri dem! Det betyder: Hvis man beretter over for dig om en fejl, en af dine medsøstre har gjort, så tilføj aldrig noget...Men tilføj en anden gang - fordi det ikke altid er godt at modsige - en af hendes gode egenskaber, og giv hende derved frihed og slå hvert åg i stykker. At dele brødet ud betyder: Giv noget af dig selv, inviter ind i dit bus, del dine rigdomme, din ro, din hvile med dem, der ikke ved, hvorhen de skal trække sig tilbage, del med de fattige....Så vil dit lys stråle frem som morgenrøden, og alle dine sår bliver helbredt. Din retfærdighed går foran dig, Herrens herlighed følger efter dig."

Jeg føler stadig den samme dristige tillid til at blive en stor helgen...

Thérése blev præget af to grænseerfaringer: På den ene side følte hun sig i familie med de store helgener, følte fælles stræben, samme hengivenhed og samme længsel som de. Men på den anden side oplevede hun sig selv som svag, magtesløs og afmægtig. Denne grænse gjorde nar af hendes mest intime ønske om stræben efter hellighed.

De fleste mennesker genkender denne erfaring: De føler sig 'små', har ikke nogle særlige opgaver, er ikke kaldet til at udføre store og betydningsfulde ting, men oplever en almindelig hverdag.

Som ung pige blev Thérése tiltrukket af berømmelse. Hun blev blændet ved læsningen af helgenernes og riddernes liv. Men snart fandt hun frem til realiteten og forstod, at den sande storhed er skjult for mennesket selv og også for de andre:

"...jeg mente, at jeg var født til herlighed, og idet jeg søgte en måde at nå dertil, indgød Herren mig de følelser, som jeg lige har omtalt. Han lod mig forstå, at min herlighed ikke var synlig for verdens øjne, og at den bestod i at blive en stor helgen!!! - Dette ganske kunne synes dristigt, når man tager i betragtning, hvor svag og ufuldkommen jeg var - og er det endnu efter at have tilbragt syv år i klosteret. Imidlertid føler jeg stadig den samme dristige tillid til at blive en stor helgen, thi jeg regner ikke med mine fortjenester, da
jeg slet ikke har nogen, men jeg håber på Ham, som er Dyden og Helligheden selv; det er Ham alene, som ved at lade sig nøje med mine svage anstrengelser, hæver mig op til sig og gør mig til en helgen, idet Han overøser mig med sine uendelig e fortjenester." (s.63)

Den lille vej.

Disse få sætninger indeholder Théréses åndelige lære: Mennesket retter sit længselsfulde blik mod Gud og ser da sine begrænsninger og svagheder, men den elskende Gud forventer ikke dyden eller gerningerne. For ham kan man ikke opregne hellighed, fordi kun han er hellig.

Ud fra forskellige synspunkter bliver denne vej kaldt den lille vej. For det første, fordi som sagt, alle ualmindelige midler bliver lagt til side. Ikke kun det, men vejen advarer mod dem, ligesom evangeliet selv gør det, og vender sig til alle og forudsætter livets almindelighed som givet. Det andet er, at man ikke kan beskrive sjælens tilstand, når den er mest afhængig af Gud, bedre end med billedet af det lille barn og med beskrivelsen af følelsen af at være lille over for Gud. Endelig er denne vej en kort vej, fordi den giver afkald på enhver målelig distance, og hvis man virkelig følger vejen, er man altid ved målet.

Altid at være ved målet, det betød for Thérése altid at være i Jesu nærhed, være sammen med ham, fordi hun støttede sig helt og holdent til ham.

At være bevidst om sin egen svaghed og sine begrænsninger viser sig i en uudtømmelig tålmodighed i altid at begynde på ny og at komme tilbage til den kilde, som giver støtte til at leve Guds kraft ud i hverdagen. Det drejer sig om at acceptere sig selv og at tage imod de andre, som er os givet.

"Hvilken nåde, hvis vi om morgenen føler os uden mod, uden kraft til at udøve dyden. Det er øjeblikket til at lægge aksen ved træets rod...Det kritiske punkt er, når vi er fristet til at opgive alt. Men med kærlighed, selv om vi ikke føler den, bliver alt godt og mere end det....Jesus har ikke for øje, hvor store vore gerninger er, eller hvor meget besvær de har voldt os, men han ser på kærligheden, som fuldbragte dem."

Vi kan ikke elske uden at lide meget...

Med sin indtrædelse i karmelklosteret oplevede Thérése åndelig tørke, og Guds fravær. For hende, som indtil da havde levet af gudserfaringer, og som var meget følsom (hvor ofte skriver hun ikke 'Je le sens! ' - 'Jeg føler det.'), var det en helt ny erfaring. Som ung novice skriver hun til sin søster Céline:

"Vi skal ikke tro, at vi kan elske uden at lide meget...Vores stakkels natur er der...Den er vor rigdom, vort levebrød!...Den er i den grad kostbar, at Jesus selv kom på jorden for at eje den. Lider vi med bitterhed, uden mod!...'Jesus led med sørgmodighed! Ville vi overhovedet lide uden sgrgmodighed7'... Jeg opdager min svaghed ved det, og det er til gavn for mig...Céline, hvis du kendte min elendighed!...Helligheden betyder ikke at sige smukke ting, ikke engang at tænke på dem eller at file dem...Den skal erobres med sværdets spids...Vi skal bare vare opmærksomme på hvert eneste øjeblik!...Et øjeblik er en ædelsten...En eneste akt af kærlighed giver os en større erkendelse af Jesus."

Thérése vil ikke holdes hen med livet efter døden. Hvert eneste øjeblik er materialet, med hvilket mennesket bygger sin fremtid. Det gælder om at være vågen, at være parat til at handle, til at kæmpe, at have mod til at lide og acceptere begrænsningerne for at klare livet.

Altid at være tilfreds.

"Mit lille middel er altid at være glad, altid at smile, om jeg nu falder, eller om jeg har opnået en sejr."

Og da Céline klagede, at Gud forlangte mere af hende end af de andre søstre, er Théréses svar:

"Jeg er altid tilfreds med det, den gode Gud forlanger af mig. jeg er ikke bekymret for det, han forlanger af de andre, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg har fået større fortjenester, fordi han forlanger mere af mig. Det, den gode Gud forlanger af mig, det gør mig glad, det kan jeg lide; bekymre mig gør kun det, jeg selv ville vælge, hvis jeg kunne det. Jeg kan altid godt li' min andel....Selv hvis de andre havde flere fortjenester, selv om de gav mindre end jeg, ville jeg hellere have mindre fortjenester og give mere, fordi jeg var i Guds vilje."

Théréses 'metode', hvis man vil udtrykke det på den måde, var negativ. Hendes præstation bestod i, at hun ingen havde. Fuldbragte hun alligevel noget godt, så var det i hendes øjne Guds værk. Thérése var altid lige fattig, lige meget i behov for Guds hjælp..

Elevatoren - der løfter op til Gud.

I sin selvbiografi beretter Thérése, hvordan hun opdagede den lille vej. Beretningen viser, at hun er vågen, kritisk og altid i gang med at søge sandheden og livet:

"Vi befinder os i et opfindelsernes århundrede, nu er det ikke mere nødvendigt at gå op ad en trappe trin for trin, rige folk har nu erstattet trappen med en elevator. Jeg ville ganske, at jeg også kunne finde en elevator til at hæve mig op til Jesus, thi jeg er for lille til at stige op ad den stejle fuldkommenhedens trappe. Jeg har derfor søgt i de hellige skrifter efter en anvisning på mine ønskers elevator, og jeg har læst disse ord...'Hvis nogen er ganske lille, lad ham så komme til mig.'" (s.179 - 180)

Théréses erkendelse er en sammenfatning af det bibelske mysterium. Den er hverken regressiv eller infantil. Hun fastholder, at hun ikke skal vokse for at erfare Guds kærlige omsorg (sml. Es 66,12 - 13). Hun viste tværtimod en kritisk vågenhed. Thérése forstod under begrebet 'blive stor': en præstation, som er en følge af vores egen styrke. Denne præstation bekæmper hun på hele sin åndelige vej.

Men hendes stræben efter at forblive eller blive lille er resultatet af hendes længselsfulde stræben og søgen efter Gud.

Mit kald er kærligheden!

Thérése led et martyrium, fordi hun ikke kunne være præst, apostel, kirkelærer eller martyr. Hun ville helst have været det fra jordens begyndelse til dens fuldendelse.

Thérése forstod, at denne stræben efter ydelse lige så meget kunne blive til en uretfærdig mammon. Som altid åbnede hun skriften for at få et svar på sit spørgsmål:

"Mine øjne faldt på kapitlerne 12 og 13 i det første brev til Korintherne, og jeg læste i det første af dem, at ikke alle kan være apostle, profeter, skriftkyndige o.s.v., at kirken består af forskellige lemmer, og at øjet ikke på samme tid kan være hånden...Og apostlen udtrykker, hvorledes alle de mest fuldkomne egenskaber intet er uden kærlighed, at kærligheden er den ypperlige vej, som fører sikkert til Gud.... Ved at betragte kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv som nogen af de lemmer, den hellige Paulus beskriver, eller snarere ville jeg genkende mig selv som nogen af de lemmer, den Hellige Paulus beskriver, eller snarere ville jeg genkende mig selv i dem alle. Kærligheden gav mig nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis kirkens legeme var dannet af forskellige lemmer, så kunne det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, ikke mangle; jeg forstod, at kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kun kærligheden fik kirkens lemmer til at virke...Jeg forstod, at kærligheden indeholdt alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder, kort sagt at den er evig. Da dette gik op for mig, strømmede mit hjerte over i en ustyrlig glæde, og jeg udbrød: "O Jesus, min kærlighed, endelig har jeg fundet mit kald, det er kærligheden! Ja, jeg har fundet min plads i kirken og det er Dig, min Gud, som har givet mig den, i hjertet af min moder, kirken, skal jeg v>ere kærligheden, på den måde bliver jeg alt, på den måde bliver min drøm virkeliggjort.'" (s.169 - 170)

At leve blandt de ufuldkomne, at være tilfreds efter mange år i klosteret og at acceptere, at man ikke er kommet videre og endnu står ved begyndelsen, ikke at tabe modet og holde sig til Guds barmhjertighed med en tillid uden grænser - dette var Théréses vej. Det er evangeliets rene budskab, som forlanger al vor indsats.

"Jo svagere man er, uden et ønske, uden dyder, jo hurtigere er man parat til, at denne fortærende og forvandlende kærlighed kan virke i os...Men man skal være villig til altid at forblive fattig og svag, og det er meget svært."

Året før sin død skrev Thérése, at hun nu har forstået, hvad næstekærlighed er:

"Elskede moder, ved at tænke over disse Jesu ord forstod jeg i hvor høj grad min kærlighed til mine søstre var ufuldstændig, jeg så, at jeg ikke elskede dem. Åh! jeg forstår nu, at den fuldendte kÆrlighed består i at finde sig i andres fejl, ikke forbavses over deres svagheder, men at glæde sig over selv de mindste skridt, man ser dem gøre på dydens vej. Men især forstod jeg, at kærligheden ikke skal forblive indelukket i hjertets dyb: 'Ingen, har Jesus sagt, tænder en fakkel for at sætte den under en skæppe, men man sætter den på en stage for at lade den lyse for alle, der er i huset.' Det forekommer mig, at denne fakkel forestiller kærligheden, som skal oplyse og glæde ikke alene dem, som er mig kærest, men alle, som er i huset, uden undtagelse." (193)

Thérése berettede med humor om sine anstrengelser og kampen for at elske og skjulte heller ikke nederlagene. Hun lærte, at hun ikke kunne - som før i sin familie, da hun levede sammen med mennesker, som havde det samme mål - undgå de søstre, som hun ikke havde sympati nok for. I dem skulle hun møde Gud.

"Jeg har lagt mærke til (og det er ganske naturligt), at de frommeste søstre er de mest afholdte; man søger deres selskab, man gør dem tjenester uden at blive bedt derom, kort sagt, disse sjæle, ...ser sig omgivet af alles hengivenhed....De ufuldkomne sjæle derimod er absolut ikke eftersøgt; ganske vist forholder man sig over for dem inden for grænserne af klosterlivets høflighed, men da man måske frygter at komme til at sige et eller andet uvenligt ord, undgår man deres selskab. Når jeg siger ufuldkomne sjæle, tænker jeg ikke alene på åndelige ufuldkommenheder, ... men jeg mener manglen på omdømme, opdragelse, visse karakterers ømfindtlighed, altsammen ting, som ikke gør livet særlig behageligt. Jeg ved nok, at disse sjælelige skavanker er kroniske, der er ingen håb om helbredelse, men jeg ved også, at min rnoder ikke ville ophøre med at pleje mig, prøve at lindre mine smerter, hvis jeg skulle forblive syg hele mit liv. Heraf drager jeg denne slutning: Under rekreationen og i samtaletimerne må jeg søge selskab med de søstre, som er mig mindst behagelige, påtage mig den gode samaritans hverv overfor disse sårede sjæle. Et ord, et elskværdigt smil, er ofte nok til at få en bedrøvet sjæl ti1 at udfolde sig; men det er ikke udelukkende for at nå dette mål, at jeg vil vise min næstekærlighed, thi jeg ved, at jeg snart vile blive skuffet; et ord sagt i den bedste mening vi1 måske blive fortolket lige modsat. For ikke at spilde tid vil jeg derfor være elskværdig mod alle (og især mod de mindst elskværdige søstre) og ...glæde Jesus..."(s.215 - 216)

Fristelsen til ateisme.

Da hun var indtrådt i klosteret, blev de sporadiske mørke oplevelser til en tilstand, en krise uden pauser. Hun brugte de forskelligste billeder til at beskrive det, hun oplevede: tørken, nat, Jesu fravær, eksil, hjertets eksil. Fra hendes retræte før iklædning beretter hun:

"Jeg forstår ikke, hvordan min retræte foregår. Jeg tænker på ingenting. Med et ord, jeg er i en underjordisk tunnel."

Thérése led under den tørke hun oplevede som Guds fravær - men hun tvivlede aldrig på, at Gud eksisterede. Guds fravær, eller som hun omtaler det - Guds søvn - fremmede, at hun elskede Gud for hans egen skyld. Troen var indiskutabel. Der var hun sin tids barn. Ateismen kunne ikke endnu blive til hendes personlige problem.

1891 trådte Thérése ind i en fase, hvor hun radikalt stiller spørgsmålstegn ved Guds eksistens og hans kærlighed. I sin selvbiografi beretter hun om sine besøg hos en af de gamle søstre. Uden at fortælle noget som helst om sin kamp, får hun dette svar:

"'...Tjen Gud med fred og med glæde; husk, mit barn, at vor Gud er fredens Gud.'...den dag havde jeg været yderst nedslået, næsten bedrøvet, i et sådant mørke, at jeg ikke mere vidste, om Vorherre holdt af mig..." (s.150)

Thérése, som altid var blevet elsket og forkælet, oplevede pludselig, at hun ikke mere var elsket. Denne erfaring blev udvidet til tvivl på Guds eksistens. Nu var ateismen blevet Théréses personlige problem. Hun blev påvirket af sin tid, hvor fornuften og videnskaben synes at have tilintetgjort kristendommens fundamenter. Tilbage blev kun den rene, nøgne tro, uden nogen følelser eller lignede. Der var kun nat, mørke og tørhed tilbage, tvivlen på at være elsket af Gud. Derved blev hun solidarisk med de mennesker, der havde mistet troen på grund af videnskabelige syn på mennesket. Thérése blev på en vis måde uafhængig af en naiv tro, der kun byggede på følelser, og som ikke syntes at have noget fælles med menneskers søgen udenfor klosterets mure. Vi ser tydelig hos Thérése, at hun nok i langt højere grad end sine medsøstre delte det syn og den troens hverdag, menneskene uden for klosterets mure levede i. Fordi Thérése delte disse 'problemer' med sin samtid, er hendes åndelige lære, den lille vej, yderst aktuel for os i dag.

Påsken 1897.

Sin åndelige tilstand udtrykker Thérése med forskellige billeder: Den er ligesom en vej, der går gennem en underjordisk gang eller en tunnel. Fristelsen til ateisme, som var kommet til syne 1891, blev mildnet ved mødet med franciskanermunken Alexis Prou. Men fem år senere - i Påsken 1897 - kommer den tilbage, endnu mere aggressiv. Der fandtes ingen tvivl om, at Thérése snart skulle dø, da hun havde fået tuberkulose. Da hun første gang havde hostet blod, glædede Thérése sig meget over, at hun nu snart skulle se alt det, troen lovede hende, og det hun havde håbet på.

"Jeg glædede mig dengang ved en tro så levende og så lys, at tanken om Himlen var hele min lykke." (s.183)

"jeg kunne ikke tro på, at der fandtes ugudelige mennesker, som ikke havde troen. Jeg troede, at de talte mod deres overbevisning, når de benægtede Himlens eksistens, den smukke Himmel, hvor Gud selv ville være deres belønning. I påsketidens så glade dage lod Jesus mig føle, at der virkelig er sjæle, som ikke har troen, som ved at miste nåden mister denne kostelige skat…" (s.183)

Thérése nævner anfægtelser og personlig skyld sammen. Hun anede endnu ikke, at der findes Guds fravær uden personligt ansvar. Derfor spurgte hun sig, hvordan hun var blevet ansvarlig. Hendes kvaler blev i den grad store og presserende, at hun blev fristet til at begå selvmord. Omverdenen gennemskuede ikke den unge søster, og der var ingen der vidste, hvordan hun virkelig havde det. Hun fandt heller ikke teologisk bistand. Den unge karmeliternonne er trådt ind i fællesskabet med de mennesker, som det guddommelige og transcendente er skjult for.

Stedfortrædelse og solidaritet.

Allerede hos barnet Thérése ser vi et karaktertræk: Hun ville gøre noget for andre.

I karmelklosteret forvandlede denne lidenskabelige trang til at gøre noget for Jesus sig til at være fattig, magtesløs og til at blive ét med den korsfæstede som stedfortræder for syndere.

"Lad os skænke vore lidelser til Jesus for at redde sjælene, de fattige sjæle!...De har mindre nådegaver, end vi ejer, og trods alt blev Guds blod udgydt for at frelse dem...Alligevel vil Jesus gøre deres frelse afhængig af et suk fra vore hjerter...Hvilket mysterium!...Hvis et suk kan frelse en sjæl, hvad kan vore prøvelser så bevirke...Vi skal ikke nægte Jesus noget som helst..."

Solidaritet og stedfortrædelse er nemt, så længe der er glæde - men det bliver til et hårdt stykke arbejde, når glæden er taget fra os.

At være noget for de andre, gøre noget for dem, blev til det at være med de andre, få del i deres skæbne.

Hendes ønske om at gøre noget for synderne blev forvandlet til trangen til at sidde sammen med dem til bords. Fire måneder før sin død skriver hun:

"Men Herre, Dit barn ...er villigt til, så længe Du ønsker det, at spise smertens brød og vil ikke rejse sig fra det bord, som er fyldt med bitterhed, og ved hvilket de stakkels syndere spiser, før den dag, Du har angivet. Men kan hun ikke også sige på sine egne og på sine brødres vegne: 'Hav medlidenhed med os Herre, thi vi er nogle stakkels syndere!'" (s.184)

Siden den dag, da Thérése blev fristet mod troen, kunne hun ikke længere sige: Jeg gør noget for dem!, men hun skulle sige 'os' og blev derfor solidarisk med alle de mennesker, som ikke kan tro.

Det, Thérése havde skrevet til Céline i 1893, blev til virkelighed:

"Kunne et lille barn, som helt alene driver rundt i en bark på havet, midt i de voldsomme bølger vide, om havnebyen er langt væk eller i nærheden7 Så I>enge det endnu ser kysten, ved det, hvor lang det har sejlet. Men når landet bliver usynligt, bliver det meget glad og råber: Snart har jeg nået rejsens ende! Men jo længere det kommer fra stranden, desto større ser havet ud….Barnet ved ikke mere, hvor den lille bark sejler hen. Da det ikke aner, hvordan det skal styre båden, kan det kun gøre en ting: at overgive sig selv, at lade sig drive."

Det er ikke døden, der henter mig, men den gode Gud.

Der findes to forskellige faser i Théréses sygdom. Fra april til juni 1897 er hun helt afbalanceret og uden frygt.

"Det er ikke døden, der henter mig, men den gode Gud. Døden er ikke et spøgelse, et græsseligt skelet, som man viser det på billeder. I katekismen står, at 'døden er adskillelsen fra sjæl og krop'. Det er alt!" Der er glæde, fordi hun går Gud i møde.

Men i den anden fase lærte hun også angsten at kende.

"Jeg er bange for, at jeg frygter døden. (...) Men hvad indeholder denne mystiske adskillelse fra sjæl og krop? Det er første gang, at jeg har følt dette, men jeg har med det samme overgivet mig til den gode Gud." Hun spurgte sig selv, hvornår, hvordan og på hvilken måde hun ville dø. Disse ord er vigtige for at lære Thérése at kende. Der findes ingen overlegenhed, ingen unaturlig følelse - man oplever Thérése i de sidste måneder, som hun er, sådan som hun oplever og føler uden maske på.

Hun overgav sig selv helt og holdent til Gud, var parat til alt, hvad han kunne ønske af hende. Da søstrene ønskede, at hun skulle have en 'skøn død' (d.v.s. en opbyggelig død), var hun parat til det for deres skyld og for at glæde dem. Men Thérése understregede gentagne gange, at hun vil overlade alt til Gud. Han skulle have lov til at gøre med hende, hvad han ønskede.

Thérése selv havde kun ét ønske tilbage: at dø af kærlighed.

Grunden til dette ønske findes hos Johannes af Korset, hvilket Thérése som 17 - 18årig pige havde læst. Det drejer sig om, at det er kærligheden som provokerer døden. Dengang bad hun Gud om at virke alt det i hende, hun læste om.

I sygestuen skilte Thérése sig ikke mere af med denne bog, men læste den gentagne gange og noterede mange sætninger fra teksten. Thérése, som levede midt i troens anfægtelser, læser om, at det vigtigste er at øve sig i kærligheden. Hun oplevede ikke ekstaser og har heller ikke haft særlige oplevelser. Der var kun håbet om at dø af kærlighed tilbage. Derfor sagde hun med tillid: "Den gode Gud har altid ladet mig ønske, hvad han ville give mig."

Thérése læste Johannes af Korset selvstændigt - og fandt på en helt ny forklaring af kærlighedens død:

Kommunitetets søstre forstod kærlighedens død som en ekstase, hvor himlen ville åbne sig; at hun ikke ville dø på en eller anden dag, men på en særlig festdag, men Thérése forblev meget nøgtern:

"Vor Herre var angst, da han døde på korset, men alligevel var det den dejligste kærlighedsdød, der findes, og den eneste, man har set...At dø af kærlighed betyder derfor ikke at dø i ekstase...Det er det, jeg oplever."

Hun mediterede over Jesu lidelse og fandt i den den største kærlighed, der findes. Therese fokuserede kun på evangeliet og beskrivelsen af Jesu død. Hun, som ikke følte troen mere, identificerede sig med den korsfæstede. Hun viste sin selvstændighed ved at fortolke Johannes af Korset ud fra sin egen erfaring og ved at give slip på alle de ydre ting som f.eks ekstase:

"Det er ikke vigtigt, at det ser ud, som om man dør af kærlighed. Det, der er vigtigt er, at det virkelig sker. "

Min mission begynder.

Før Therese begyndte sin dødskamp, blev hun bevidst om sin fremtidige mission. I juli 1897 sagde hun, efter hun havde spyttet blod:

"Jeg føler, at jeg skal træde ind i roen...men frem for alt føler jeg, at min mission begynder, for at lære menneskene at elske Gud, sadan som jeg har elsket ham. Hvis den gode Gud har hørt mine bønner, vil jeg tilbringe min himmel med at være på jorden indtil verdens ende. Ja, jeg vil tilbringe min himmel med at gøre godt pd jorden."

Himmel, det betød for Therese at være med sine lidende brødre og søstre med en kærlighed, som ikke kan hvile sig, når andre lider. Himlen, det er ikke en tilstand, som er langt væk fra jorden, men det fortroligste nærvær med menneskene. Therese var uigenkaldeligt knyttet til jorden.

Hun forstod, at hendes erfaringer med Gud kunne være en hjælp for andre. Selv om hendes lære, med tidens ord blev videregivet med smagsløshed, sa kunne dens kerne ikke ødelægges,: Gud er barmhjertighedens Gud, fuld af kærlighed og nåde. Derfor understøttede hun Pauline (Sr. Agnes) med tanken om at udgive sine nedskrevne tanker:

"Men hvor tydeligt vil man erkende, at alt kommer fra Vorherre...Man kunne tro, at min store tillid til den gode Gud kommer fra, at jeg ikke har syndet. De skal gøre opmaerksom på, atmin tillid ville være lige så stor, hvis jeg havde begået alle mulige forbrydelser. Jeg føler, at denne mængde ville kun være en dråbe vand, som bliver kastet på glødende kul.."

Jeg dør ikke, jeg går ind til livet.

Da Therese havde afsluttet manuskriptet, bad hun spontant Jesu ypperpræstelige bøn som sin.

"Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig...Jeg beder for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit og jeg er herliggjort i dem...Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed...Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden...Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med. skal være i dem, og jeg i dem."

Her ligger nøglen til forståelsen af Thereses passion, n0glen til meningen med hendes korte liv. Da hun havde skrevet disse ord i ønsket om at fa del i Jesu liv, begyndte hun at spytte blod. Der begyndte hendes langfredag.

Den syge blev i den grad svag, at det blev umuligt for hende at udføre den mindste bevægelse uden hjælp. Feberen og tørsten udmattede hende i så høj grad, at hvert eneste ord trættede hende. Da hendes søster finder hende vågen en nat, forklarede Therese, at hun ikke mere er i stand til at bede med ord. "Jeg siger ingenting: jeg elsker ham bare."(s.260)

Den 30. september 1897, Thereses sidste dag, har hun svart ved at ånde. Hun bliver næsten kvalt.. Hun har ingen kræfter tilbage. Lidelsen er blevet uudholdelig. Men på trods af det understregede hun tydeligt: " Jeg fortryder ikke, at jeg har hengivet mig til kærligheden. " ( s.26 1 )

Thereses sidste ord er: "Åh, jeg elsker Ham! Min Gud, jeg elsker dig!" (s.262)

Eva Maria Nielsen

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk