Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Gerard W. Hughes

Den Splittede spiritualitet

Om at lade Åndens liv komme til udtryk i vores dagligdag

 
 
"Spiritualitet" er blevet et modeord. For 30 år siden blev det sjældent anvendt uden for religiøse kredse: i dag forekommer det ofte i aviser, romaner, skuespil og film. Vi møder ordet i politiske manifester og i skrivelser fra offentlige myndigheder, og vi møder det i uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet. Det har fundet vej ind i virksomhedernes bestyrelseslokaler, og i mange store boghandler er der nu en fremtrædende afdeling med "spiritualitet". I de samme boghandler får "religion" sandsynligvis kun nogle få hylder nede ved gulvet!

Den voksende interesse for spiritualitet, vi er vidne til i dag, går hånd i hånd med en svindende interesse for at gå i kirke ...

Mennesker søger efter åndelig vejledning, men det er de færreste, der ser ud til at finde den i de traditionelle kirker. I dag skelner vi mellem at være "spirituel" og være "religiøs". I denne sammenhæng vil ordet "religiøs" betyde, at man er medlem af en bestemt kirke, går regelmæssigt til dens gudstjenester og lever efter dens forskrifter. Det er meget ofte de mest Kristus-centrerede og engagerede, der er mest kritiske over for kirken, som de oplever den. "Kirken" anklages for at være hyklerisk og uden kontakt med virkelighedens verden, mere interesseret i at opretholde sig selv end i at vise omsorg for andre. Præsterne bliver beskyldt for at være ude af stand til at lytte, for ikke at kunne tåle kritik og for at opføre sig kontrollerende. Den kritik har en tendens til at sætte lighedstegn mellem kirken og den eksisterende kirkelige struktur.


Tomme løfter?

Vi ser en meget forståelig bevægelse væk fra "kirken", samtidig med at der er en voksende interesse for spiritualitet. Det er et tydeligt tegn på en spiritualitet, der er alvorligt splittet. Spiritualitet uden en synlig, ydre form er som et åndedræt uden en krop. En synlig, ydre form uden spiritualitet er på den anden side som en krop uden noget åndedrag.

Lige siden nytestamentlig tid er der inden for kristendommen opstået åndelige bevægelser, som har skabt meget entusiasme, tiltrukket tusinder af engagerede mennesker, for så at splittes op i forskellige fraktioner, inden de forsvandt igen. Kristendommen er, i bund og grund, en jordnær religion. Som St. Irenæus, der levede i det andet århundrede, sagde "Gud blev menneske, for at mennesket skulle blive Gud." Ordet spiritualitet refererer til Guds nærhed, Ånden i os og iblandt os. Gud er enhedens, kærlighedens og barmhjertighedens Ånd. Hvis vores liv i Ånden er ægte, må det komme til ud tryk i den måde, vi forholder os til hinanden på, og den måde vi indretter vores liv på, både sammen og som enkeltpersoner.

Kirkens inderste kerne er Guds Ånd, og kirken er kaldet til at være et tydeligt tegn på Guds nærvær i os og iblandt os. Jeg bruger ordet 'kirke' i betydningen den synlige, indbyrdes relation, der må vokse og udvikle sig blandt dem, der bliver opmærksom på og lydhør over for Ånden - og ikke som en henvisning til en bestemt kirke. En af kirkens vigtigste funktioner er at pege ud over sig selv og gøre os mere årvågne og modtagelige over for Åndens tilstedeværelse i alle mennesker og i alle ting.

Alle kirkestrukturer må være foreløbige og i stadig forandring - hvis vi guddommeliggør bestemte strukturer, står vi i fare for at ende i afgudsdyrkelse. Vi finder Ånden gennem vore relationer til andre mennesker, og for at være i stand til at have gode relationer, har vi brug for en organisation, der er fleksibel og kan tilpasse sig - en, der er åben over for Ånden. En spiritualitet, der ikke er forankret i en eller anden form, bliver let luftig og verdensfjern, mens en kirke uden spiritualitet kan udgøre en alvorlig trussel mod menneskers liv og frihed.


Spiritualitet kontra kirke?

Ordbogen Concise Oxford Dictionary definerer ordet "spirituel" -åndelig - på denne måde:

1. Af, eller som gælder, ånd i modsætning til materie.

2. Optaget af hellige eller religiøse ting; hellig, guddommelig, inspireret.

3. (Om sindet osv.) forædlet, sensitiv, ikke optaget af det materielle.

4. (Om relationer osv.) optaget af sjæl eller ånd osv., ikke med den ydre virkelighed.

Ifølge denne definition ligger den eneste forbindelse mellem det åndelige og det materielle i "hellige eller religiøse ting". I lyset af en sådan definition er det slet ikke overraskende, at vi får problemer med at forklare forholdet mellem spiritualitet og dagliglivet. Læserne må så spørge sig selv, om de ifølge denne definition kan regnes som åndelige mennesker eller ej. Hvor megen tid, opmærksomhed og kræfter vier jeg til hellige ting - kirken, religionen osv. - sammenlignet med den opmærksomhed, jeg giver materielle ting? Hvad ville det betyde for dig og dine nærmeste, hvis du blev 'åndelig' i henhold til ordbogens definition? En sådan definition afslører den enorme splittelse i vores spiritualitet. Med "splittelse" mener jeg, at Gud og det, der har med Gud at gøre, er blevet adskilt fra det almindelige dagligdags liv. Gud er begrænset til kirke, religion, det hellige og det abstrakte. I lyset af denne definition må det være os tilgivet, hvis vi skulle have den formodning, at "spirituelle" mennesker må have et så forfinet følelsesliv, at de kun er optaget af andre mennesker eller ting, hvis disse kan regnes som "hellige" eller "religiøse".


Det teologiske sprog forstærker splittelsen

Vi taler om naturligt og overnaturligt, åndelig og materiel, evig og timelig, helligt og profant, nåde og natur. Selv om sådanne distinktioner kan være nyttige, kan de let misforstås på den måde, at de er to adskilte niveauer af virkeligheden: det naturlige, materielle niveau og det overnaturlige, åndelige niveau. En samvittighedsfuld kristen bliver opfordret til at betragte det overnaturlige som mere betydningsfuldt end det materielle. Og nåde bliver anset som uendelig mere værdifuld end natur.

Sådanne misforståelser fører os ind i en dobbelt-tænkning. Forestil dig, at du skal af sted på en lang flyrejse, og du beder Gud om, at han vil give dig en tryg rejse. Hvilken slags pilot ville du gerne, at Gud ville give dig? En pilot, som er åndelig i henhold til ordbogens definition, som koncentrerer sig om Gud, sjælen, det hellige osv. - og ikke om materielle og forgængelige ting? Eller ville du foretrække en solid, dygtig ateist, som under flyveturen først og fremmest koncentrerer sig om instrumentbrættet og om at bringe det materielle fly med dets materielle passagerer sikkert tilbage til deres jordiske destination? ...


Splittelsen påvirker alle kirkesamfund

I de seneste 40 år har jeg arbejdet med kristne fra mange forskellige kirkesamfund. Detaljerne i vores spirituelle opdragelse kan variere, men så langt jeg har erfaret, lider vi alle under en splittet spiritualitet.

Jeg arbejdede engang sammen med en gruppe kristne psykoterapeuter. Deres klienter var hovedsagelig romersk-katolske præster eller munke og nonner. Jeg spurgte psykoterapeuterne, om de nogensinde spurgte klienterne om deres bønsliv. De svarede enstemmigt nej. Da jeg spurgte dem hvorfor, fik jeg at vide, at det ville være "uprofessionelt" at udspørge klienter om deres bønsliv. Psykoterapeuterne forklarede mig, at hvis de rettede deres opmærksomhed mod en klients bønner, ville han måske bruge bønnen som en flugt fra de psykologiske problemer, han måtte konfronteres med. Hvis bøn er baseret på en splittet spiritualitet, er det utvivlsomt sandt, at den kan blive brugt som en måde at flygte fra problemerne på, men den slags bøn prøver at gå udenom virkeligheden. Og Gud er altid i virkeligheden. Vi kan ikke undslippe Guds virkelighedskontrol i ret lang tid!

Det er muligt at bruge bønner, der er uden jordforbindelse og ikke har nogen relevans for, hvad der faktisk foregår. Det er en måde at flygte fra vores ansvar på. De psykoterapeuter, som jeg var sammen med, var bevidste om dette problem, og deres reaktion var forståelig, men de tog fejl når de mente, at klienternes bønner nødvendigvis måtte være splittede.

En opsplittet åndelighed får os til at adskille det åndelige fra det psykiske, som om de to ord refererede til forskellige dele af personen. Det er en farlig misforståelse. Det kan f.eks. få os til at tro, at det kun er mennesker, der er 100 procent psykisk sunde, der kan bruges i en åndelig tjeneste. Dette princip ville have udelukket mange af de største helgener fra et spirituelt arbejde, for ikke at tale om størstedelen af menneskeheden! Der er ingen indre tilstand i et menneske, der kan beskrives som "rent psykologisk", for Gud er nærværende og virker i os uanset tilstand. En skelnen mellem psykologisk og åndelig skal ikke forstås sådan, at det er to forskellige områder i menneskets psyke. Det handler i stedet om to forskellige måder at nærme sig denne ene psyke på. Som psykologer og åndelige vejledere må vi ikke skabe forbudte områder for Gud - eller for psykologen. Men det er rigtigt og nødvendigt at bevæge sig ind på disse områder på forskellige måder. Det er i den sammenhæng, der er en meningsfuld skelnen mellem det åndelige og det psykologiske ...

Vi har udviklet måder at bede på, som gør det muligt for os at slippe uden om vore følelser. Vi retfærdig gør måske en sådan holdning over for os selv ved at hævde, at vi forsøger at forhindre, at vi bliver distraheret (enhver aktivitet, som hører til den materielle, fysiske verden, betragtes som et forstyrrende element). En sådan ophøjet form for bøn har den store fordel at den hindrer Gud i at blande sig i vore planer. Kunne den egentlige grund til vores splittede spiritualitet være, at vi ønsker at holde Gud udenfor?


Et eksempel på splittelsen: Forholdet til længslen

Vores længsel er en af de erfaringer, som viser os, at den transcendente Gud bor i os og omkring os. Intet menneske, ingen genstand, ingen tilstand kan nogensinde fuldt ud tilfredsstille vores dybeste længsel.

Fremskridt i det åndelige liv er ofte blevet sammenlignet med bjergbestigning, som om vi kommer nærmere Gud, når vi nærmer os bjergtoppen. Hvordan skal vi klatre op på Guds bjerg? Det er vi ikke i stand til, men Gud kan få os op på bjerget. I det religiøse sprog udtrykker vi denne virkelighed med sætninger som "Uden Gud kan jeg intet gøre", "Herren er min klippe, min tilflugt og min styrke." Hvis vi bliver i bjergbestigerbilledet, er det som om, vi med et tov er bundet fast til Gud, vores bjergfører. Hvad står tovet for i vores menneskelige erfaring? Menneskets længsel er det tov, som knytter os til Gud, og det er i Gud, vi har hele vores liv og eksistens.

Længslen er normalt blevet fremstillet som noget farligt, noget, som må tøjles og underkastes Guds vilje, for Guds vilje er den eneste legitime længsel for en samvittighedsfuld kristen. På den måde kan de mest samvittighedsfulde føle, at deres liv visner. Når de er glade, opløftede, entusiastiske og glæder sig over livet, føler de, at der må være noget galt.

De får dårlig samvittighed over at have det godt! Det fører os ind til kernen af vores splittede spiritualitet: på den ene side af kløften er hjertets længsler i vores inderste - på den anden side af kløften er Gud.

Jeg ved ikke, om Djævelen nogen sinde beder om råd. Hvis jeg skulle give ham gode råd til, hvordan han mest effektivt kunne ødelægge kristendommen, ville jeg fraråde al forfølgelse og antydning af modstand. I stedet ville jeg foreslå Djævelen, at han skulle sørge for, at kristne ledere var optaget af at understrege faren ved menneskets længsler og behovet for fuldstændig at underkaste dem Guds vilje. Menigheden skulle hele tiden advares om, at al form for længsel bygger på deres egen egoisme, noget, som de hele tiden må kæmpe imod. Det vil sikre, at de al tid har dårlig samvittighed, når de har det godt, og det vil hurtigt bevirke, at kristendommen bliver ødelagt. Det vil nemlig skære livlinen over mellem mennesker og Gud, ødelægge vores inderste og efterlade os uden håb og entusiasme, så vi ikke formår at elske eller tage ansvar. Perfekte borgere i helvede ...


Forholdet mellem vore længsler og Guds vilje

Jesus lærte os at bede til Gud og sige: "Ske din vilje som i himlen, således også på jorden." Hans liv blev sammenfattet i det desperate råb i dødsangst i haven. "Ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). Vi må gøre Guds vilje, ikke vores egen. Jeg tror, at denne sandhed er kernen i vores tro. Men hvad betyder det, og hvad er forholdet mellem Guds vilje og min egen vilje? Er det simpelthen et spørgsmål om, at vores vilje skal underkastes Guds vilje? Hvis du svarer ja, så forestil dig følgende scenarium:

Forestil dig to mennesker, som skal giftes. Præsten har opfordret dem til at bruge deres egne ord i ægteskabsløftet, og brudgommen siger: "Du er det kæreste, jeg har, og jeg elsker dig af hele mit hjerte. Men du må forstå, at du fra nu af ikke kan forvente, at jeg har nogen som helst interesse i dine ønsker og behov. Herefter, til døden skiller os ad, vil hele din glæde bestå i at gøre min vilje i fuldkommen hengivenhed. Du skal aldrig mere tage hensyn til dine egne ønsker." Efter at han højtideligt har erklæret sin kærlighed på en så rørende måde, venter brudgommen på brudens svar! Det er dette billede af Gud, som ofte lurer i kristnes underbevidsthed. Og med et sådant billede af Gud er det ikke overraskende, at vi ind imellem virker alt andet end entusiastiske over for ting, som har med Gud at gøre, og vi kan begynde at forstå fordelene ved den splittede spiritualitet. Hvis vi slap denne afskyelige Gud ind i alle dele af vores liv, ville livet ikke være til at holde ud!...

Hvordan skal vi forstå forholdet mellem Guds vilje og min vilje? Spørgsmålet hænger sammen med et andet lige så grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal vi forstå betydningen af 'selvet' og 'jeget'? Hvis vi beskriver nogen som selvisk, er det ikke et kompliment, men en kritik. I kristendommen taler vi positivt om selvopofrelse og selvfornægtelse. Og vi betoner værdien af ydmygelse, et ord, hvis oprindelige betydning er at overgive 'selvets' ønsker og tilbøjeligheder. Hvad er dette 'selv'? Og hvad er det for ønsker og tilbøjeligheder, som vi skal overvinde, fornægte, skille os af med?

Er det muligt, at Gud kunne ønske, at vi skal være glade og lykkelige? Hvis vi nu var i stand til at finde ud af, hvad det er, vi virkelig ønsker af hele vores hjerte - kunne det så være Guds vilje, vi havde opdaget?

Kunne det være sådan, at jeg har et ægte 'jeg', som jeg aldrig må fornægte, men altid skal passe godt på? Et 'jeg', som jeg aldrig må forsøge at overvinde, men som jeg må lade overvinde mig, et 'jeg', som jeg aldrig må forsøge at gøre mig fri af, men som jeg må identificere mig med i alt, hvad jeg tænker, siger og gør?

Hvis vi kunne finde ud af, hvad det er, vi virkelig længes efter, ville vi have opdaget Guds vilje; hvis vi virkelig havde fundet vores sande jeg, ville vi have fundet Gud. Augustin sammenfattede det i ordene: "Gud, du har skabt mig til dig, og mit hjerte har ikke ro, før det finder hvile i dig," og i bønnen: "Herre, lær mig dig at kende, så jeg må kende mig selv."

Uden ønsker og længsler ville vi hurtigt gå til grunde. Det bliver af og til sagt om et døende menneske: "Han (eller hun) har mistet livsviljen." At have længsler er lige så nødvendigt for os som at trække vejret, og vores vejrtrækning udtrykker en længsel efter livet. Det er længsler og ønsker, der afgør, hvordan vi lever. Længslerne bestemmer vore valg, handlinger og reaktioner. Uanset hvad vi påstår, så er sandheden, at vi alle gør, hvad vi ønsker at gøre - vi følger vores egen vilje. De af os, der hævder, at de kun ønsker at gøre Guds vilje, ville ikke være i stand til at fremsætte denne påstand og udføre det, som vi opfatter som Guds vilje, uden at vi selv ønskede det. Moder Teresa blev engang spurgt, hvorfor hun viede sit liv til at tage sig af de døende. Hun skal have svaret: "Fordi jeg godt kan lide at gøre mit eget." Moder Teresa havde opdaget det dyb i sit indre, hvor hendes eneste ønske var at være et med dem, der led. Hendes længsel var et med Guds barmhjertige hjerte. Dette var 'hendes', som intet kunne få hende til at slippe.

I den kristne forståelse er længslen Guds forsøg på at trække os ud over os selv. Det endelige mål for vores længsel er at blive et med Gud, som er kærlighed, og et med hele skaberværket. Det er den bogstavelige betydning af det engelske ord atonement (forsoning) - at-one-ment - som beskriver forsoningen mellem Gud og menneskeheden.


Gerard W. Hughes er jesuit og bor i Birmingham, hvor han arbejder med åndelig vejledning.

Hughes har udgivet en række bøger, som er oversat til flere sprog .
Denne artikel er uddrag fra bogen "Gud i et og alt". (Forlaget Boedal)


(Levende Vand nr. 3 2005)

 

At finde gud i alt

 

Sådan er min ven
Fra et gammelt håndskrift

 

Den splittede spiritualitet
Af Gerard W. Hughes

 

Døden - at fødes igen
Af Lisbeth Arbøl

 

På trods af det moderne
Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Vidner

Tillid til Guds nærvær:
Broder Laurentius
Af mag.art. Kirsten Krog

 

Guds ord er en uudtømmelig kilde til livet
Af Efraim Syreren

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk