En lykkelig død.
Af Christoffer Jamisson

Der er ikke nogen naturlig sammenhæng mellem ordene "lykkelig" og "død" i
nutidens kultur. Derimod har den katolske tradition bønner "for en lykkelig
død". Så lad os se på en lykkelig død for at illustrere denne særlige
betydning af lykke.

Fader Michael Smith var munk i Worth, og historien om hans død viser langt
bedre end nogen teoretisk forklaring, hvad det betyder at være lykkelig i
klosterlivets forstand. I mange år havde Worth et lille munkefællesskab, der
levede og arbejdede blandt de fattige i Peru. Fader Michael havde arbejdet
der og var berømt for at gå over Andesbjergene for at tjene mennesker i
fjerne landsbyer. Han blev kendt som "el gran misionero", den store
missionær. Da han endelig gik på pension og rejste hjem til England i en
alder af over 80 år, blev han syg og indlagt på hospitalet. Han fik
konstateret uhelbredelig hudkræft, resultatet af at have levet mange år i
den stærke sol. Da Michael fik diagnosen, og lægen havde forklaret ham om
sygdommen, blev han sendt hjem, og jeg satte mig ned sammen med ham for at
snakke det igennem. Jeg forklarede, at hans sygdom normalt påvirker huden,
men at den i sjældne tilfælde spreder sig ind i kroppen. "Nå, så det bliver
det, der kommer til at gøre det af med mig," sagde han i en tone, der
antydede, at han altid havde spekuleret på, hvad han ville dø af. Jeg
sagde: "Michael, du har besteget mange bjerge i dit liv, og nu skal du
bestige det højeste af dem alle." Hans øjne lyste op, og han svarede: "Ja,
jeg har ofte tænkt på det på den måde. og det bedste ved at bestige et bjerg
er udsigten fra toppen."

 Så i to måneder besteg Michael dette bjerg i stor tro, og i den periode fik
vi et stærkt indtryk af hans åndelighed. I sine sidste leveuger kunne
Michael ikke forlade sit værelse, og han kunne ikke spise; hans liv var
reduceret til et absolut minimum. Efter at have været de ringestes tjener
blev han nu selv en af de ringeste. Og dog bevarede han det, der altid havde
været det centrale i hans liv: det brede smil, bønnerne, accepten af ubehag,
bekymringen for andre, især for peruanerne, som han stadig spurgte til. Han
døde på samme måde, som han havde levet. Og hver dag modtog han nadveren på
sit værelse, koncentreret og med stor værdighed. På den næstsidste søndag i
sit liv var han meget svag, og en lille gruppe munke holdt messe med ham på
hans værelse. Ved ordene: "Dette er mit legeme. Dette er mit blod.",
spærrede han øjnene vidt op, og det var, som om hans tro gennemtrængte
brødet og vinen og lod det blive til Kristi blod og legeme og skabte en dyb
følelse af kontemplation og fællesskab for alle os, der var til stede. I
dagene, der fulgte, gled han langsomt ind i bevidstløshed, og han døde den
følgende uge. Vi havde som klosterfællesskab det privilegium tæt at kunne
følge hans oplevelse af en lykkelig død; det er stadig en stor kilde til
inspiration og trøst for os.

 Nogle af os har måske en ældre far, mor eller slægtning, som vi har haft en
lignende oplevelse med. Det bemærkelsesværdige for mig er ikke bare, at en,
der ligger på sit dødsleje, kan være taknemlig for at have levet et
lykkeligt liv, selv om det i sig selv er en stor velsignelse. Det, der slog
mig ved Fader Michaels død, var, at selve det at dø var en lykkelig
oplevelse. I livet og i døden kendte Michael til glæden ved at rette blikket
mod Gud og leve et liv i dyd.

 Naturligvis er det at dø i en høj alder, at vide, at vi er døende, omgivet
af venner og families kærlige støtte, elementer i en lykkelig død. Men en
lykkelig død kan antage mange former. Hvis vi som en del af søgen efter
lykken kan forstå, hvad lykke betyder i sammenhæng med døden, som jo, når
alt kommer til alt, er den eneste fremtidige erfaring, vi alle har til
fælles, har vi måske fundet en forståelse af lykken, der også vil tjene os
godt i livet. I sin Regel siger Benedikt, at "en munk dagligt må have døden
for øje". Nogle føler måske, at det er en makaber holdning, og at tanken om
at finde lykke gennem at tænke på døden virkelig er morbid. Men jeg tror,
denne indstilling er det stik modsatte; det er en morbid holdning at dvæle
ved døden og være fascineret af den. Jeg opfordrer i stedet til, at vi ser
døden i øjnene og i en vis forstand besejrer den ved at beskrive, hvordan vi
kan gøre den lykkelig.

 Folk, der får konstateret en livstruende sygdom, beskriver ofte, hvordan
sygdommen har fået dem til at revurdere deres liv og prioriteringer. Det
fører sommetider til en bedre og mere enkel livsstil, hvor de bruger deres
tid på det, der er mest værd i livet. Uden at være klar over det følger folk
Benedikts formaning til dagligt at holde sig døden for øje. De ville blive
overraskede, hvis nogen kaldte dem for morbide; de ville snarere fastholde,
at de havde fundet en bedre måde at leve på. Dagligt at holde sig døden for
øje betyder, at man tænker over, hvordan ens egen død kunne blive lykkelig.
Det gør os ikke alene i stand til at acceptere dødens virkelighed som en del
af livet, det hjælper os også til at leve livet nu og her med fuld
opmærksomhed på det, der virkelig er vigtigt, og på den måde er det en
vigtig del af det at finde lykken.

 Et eksempel, som overraskende nok kommer fra forretningsverdenen,
illustrerer også, hvordan dette kunne fungere for os. Inden for
projektstyring kalder man det "back planning", når man begynder ved
slutningen af et projekt og arbejder sig baglæns. Når vi ved, hvordan
slutstadiet skal se ud, kan vi arbejde os baglæns for at beskrive
begyndelsen. Denne tilgang har den fordel, at man skaber et fuldstændigt
billede af det, vi har at gøre med; den fortæller os både det sidste og det
første skridt. Så ved begyndelsen af vores rejse mod at finde lykken bør vi
foretage "back planning" af et lykkeligt liv, hvilket betyder, at vi må
begynde med beskrivelsen af en lykkelig død
.
Bortset fra almindelige ting som daglig omsorg og næring kan en lykkelig
død indebære: fravær af lammende smerte (men fuldstændigt fravær af smerte
er ikke afgørende vigtigt); fravær af vrede, enten fordi den er blevet
bearbejdet til accept, eller fordi den aldrig har været der; en følelse af
fællesskab med ens kære og med Gud. Ideelt indebærer den også en bevidsthed
om, hvad der sker, så man kan give slip - ikke grådigt klynge sig til noget
eller kræve ting af andre. Den indebærer måske et taknemligt tilbageblik på
livet, og at man får udtrykt en tak til sine kære. Dette er ikke nogen
udtømmende liste, men blot nogle ting, der falder mig ind, og som udspringer
af min personlige erfaring. Jeg foreslår, at vi alle hver især laver en
beskrivelse af vores egen lykkelige død, for når vi gør det, vil vi
formentlig opdage, hvad et lykkeligt liv er.

En lykkelig død som en del af et liv, der er oplyst af kontemplation og
dyd, giver et overordnet billede af vores rejse. Dette klassiske syn på
lykken kan virke håbløst idealistisk og overdrevent begrænset for mennesker
i dag.

Fra Christoffer Jamisson: At finde lykkens vej.  Boedals Forlag.