Åndelig fornyelse - de kristnes enhed

Jesu sidste bøn var: ”At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de må også være ét i os, for at verden skal tro… ” (Joh 17,23).

Det må også være alle kristnes inderlige bøn.

Hvert år i januar afholdes bedeuge for de kristnes enhed. I København nøjes man ikke med helt privat at bede om dette store anliggende, men man deltager i kirkevandring, dvs. at man samles i én kirke (Sankt Johannes Kirke på Østerbro) og derfra går man til den ortodokse kirke i Bredgade, derefter til den katolske domkirke, der ligger i samme gade for at slutte i den svenske kirke. I hver kirke er der en kort andagt. I år fejrer kirkevandringen 50-års jubilæum, og i den anledning taler både den folkekirkelige biskop over Københavns stift, Erik Normann Svendsen og den katolske biskop i København Czeslaw Kozon.

Deltagerantallet har især i de sidste år været støt stigende - på trods af at vejret ikke altid har været lige gunstigt - så man har måttet dele deltagerne i to grupper, da kirkerne ikke kunne rumme alle.

Gennem årtier har kirkerne nedsat internationale råd, bestående af teologer, der drøfter de reelle forskelle, der er kirkerne imellem. Sådant arbejde er nødvendigt, men selv om man har gjort fremskridt, så kan man ikke drøfte sig til enhed.

Kun Helligånden kan skabe denne enhed. Derfor vil den opstå i samme grad som alle kristne lader sig fylde af Ånden. Og det sker i bønnen.

På retræter erfarer man, at i stilheden skabes en dyb enhed. Når vi i slutningen af retræten taler sammen, undres vi over hvor forskellige baggrunde vi har, og dog har vi oplevet en dyb samhørighed.

Derfor har retræter, selv om de slet ikke får betegnelsen ”økumeniske”, en stærk enhedsskabende virkning.

Jeg tror at en åndelig fornyelse i alle kirker vil fremskynde enheden. Dér hvor man genkender hinanden i Åndens liv, dér vil man også blive ét i kærlighed og bøn.

Derfor er bøn om åndelige fornyelse og bøn om enhed i grunden bøn om det samme.

Paven har et meget positivt syn på forskelligheden. Han spørger: Hvorfor har Helligånden tilladt uenighed mellem dem, der trods alt følger samme evangelium og følger samme Herre: Jesus Kristus? Han svarer: ”Det mest negative svar er at se splittelsen som en bitter følge af de kristnes synd. Det mere positive svar kommer derimod i tillid til Den som udvinder det gode af det onde, af menneskets svaghed. Kan det være sådan, at splittelsen for kirken har været en måde at opdage den store rigdom i Kristi evangelium og den forløsning han har udvirket? … Det er vigtigt at menneskeheden opnår enhed gennem mangfoldighed, at den lærer sig at samles i én kirke, på trods af en pluralisme af tankegange, handlingsmåder, kulturer og civilisationer…”

Tænk hvis alle kristne – både de anonyme og de, som samles i kirkerne - ville tage den store nytårsbeslutning: At bede for åndelig fornyelse i alle kirker og om alle kristnes enhed! En sådan bøn ville give Gud mulighed for at skabe mirakler.

Man kan ikke ærligt bede denne bøn uden selv at omvende sig fra al splittelse, uden selv at lade sig fylde af Ånden, som skaber enhed - og uden at man følger sin bøn op med at søge kontakt og venskab med mennesker fra andre kirkesamfund end ens eget.

Dette er et emne som vi her på siden vil vende tilbage til gennem 2004.

Den franske ortodokse teolog Olivier Clément siger at al kristen enhed må begynde med at vi sammen går tilbage til vore rødder, til enhedens kirke inden alle splittelser. I vores individualistiske tid tror mange, at de selv skal opdage alt, at de selv skal skabe deres egen religion. Og dog er der en reaktion på vej: Man vil finde sine rødder. Stadig flere kristne beskæftiger sig med kirkefædrene, og en bog om disse opfylder et stort behov: Peter Halldorf: ”Vort fædrene ophav”. Samme forfatter har udvalgt 360 småstykker fra kirkefædrene - ét til hver dag - og samlet dem i en meget smuk bog: ”Kyssa Spår”, med undertitlen: ”Daglig läsning från den tidiga kristna kyrkan”. På dansk kan man dårligt kalde en bog: ”Kysse spor”, men titlen udtrykker en kærlighed til de spor som store kristne personer har efterladt.

Det åndelige livs hemmelighed ligger i at vi går ind i en tradition, ikke forstået som gamle skikke, skønt de også kan have deres ret, men traditionen forstået som dette, at ”no man is an island”. Jeg er produkt af min slægt, af fire bedsteforældre, otte oldeforældre osv - og åndeligt er jeg dannet af kirkens liv fra den spæde start til nu. Kirkeligt forstået er traditionen Helligåndens værk gennem tiden. Ånden kan her og nu inspirere og danne mig i harmoni med sit eget værk gennem hele kirken.

”Kyssa Spår” er ikke en bog man sætter sig og læser fra ende til anden. Man læser ét stykke hver dag, læser det langsomt, måske gentagende, smagende på enkelte sætninger. Den form for læsning har man kaldt lectio divina, den guddommelige læsning. Sådan har man i århundreder i klostrene læst Bibelen og kirkefædrenes skrifter. Denne bog kan man læse år efter år, og den vil blive stadig mere værdifuld, for i genkendelsen vil man helt kunne tilegne sig teksterne.

Denne bog er også enhedsskabende. Hvis kristne fra forskellige traditioner læser de samme tekster, som er vores fælles arv, så vil vi få fælles referensrammer. Vi vil tilegne os et fælles religiøst sprog. Og vigtigst: Vi vil sammen finde tilbage til det som er kristendommens centrale sandheder og blive ét i dem.

Kyssa spår. Daglig läsning från den tidiga kristna kyrkan, 408 s. indbundet, kr. 248,- Kan bestilles på www.cordia.se eller www.arken.se

Grethe Livbjerg