Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Åndelig vejledning

En voksende åndelig søgen medfører stort behov for åndelig vejledning, samtidig med en mærkbar forvirring om, hvad åndelig vejledning indebærer, og ikke mindst om, hvordan man finder en åndelig vejleder.

”Hvor finder jeg en starets?" spurgte en mig ukendt mand i telefonen. Han havde læst "en russisk pilgrims beretning", og nu ville han ligesom pilgrimmen have en starets som vejleder.

Jeg måtte skuffe ham med, at jeg ikke kender nogen starts, men jeg kunne da henvise ham til gode åndelige vejledere. Men nej, intet mindre end en starets!

I søgen efter åndelig vejledning er det vigtigt at være åben og helt lægge sine egne ideer – om en starets! - bort. Den der ærligt søger Gud, vil også få den vejledning der er behov for. En skønne dag dukker nogen op fra måske helt uventet hold. En medvandrer, en sjæleven – vi skal nok passe på med udtrykket åndelig vejleder, som kan skabe alt for autoritære associationer.

Én spurgte mig i telefonen, om ikke åndelig vejledning ofte blev lagt på et for højt plan, som skulle man have en præst – helst en kendt - som vejleder. Spørgsmålet var: "Hvad med os almindelige mennesker, kan vi ikke fungere som vejledere for hinanden?" Jeg spørger så: Hvem er almindelig og hvem ikke? Er vi ikke alle et både og: Yderst almindelige og samtidig unikke? Når jeg læser de mails jeg får fra mig ukendte mennesker, som fortæller om deres åndelige erfaringer, så kan jeg ikke andet end tro, at der under almindelighedens kappe skjuler sig mange dybe Gudserfaringer. Men sådanne mails, hvor den skrivende måske for første gang fortæller om sit bønsliv, viser også hvordan Gud har utallige måder at lede mennesker på, hans opfindsomhed i den retning mangler sandelig intet! Derfor skal vi også vogte os for alt for meget at programmere den åndelige vejledning: Sådan skal det bare være. I det almindelige hverdagsliv kan den åndelige vejledning fungere over en kop kaffe ved et køkkenbord.

I de følgende artikler er der forskellige bud på åndelig vejledning.

Åndelig vejledning

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk