Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Det kosmiske menneske


At erkende denne sammenhæng mellem virkelighedens niveauer kaldes mystisk realisme.
Det er en genopdagelse af den dynamiske spænding mellem det guddommelige og det menneskelige, den vældige kraft, som strømmer ind i tilværelsen, fordi Gud i mysteriet slutter kontakten mellem menneskets fysiske og konkrete verden og sin egen guddommelige eksistens.
Den mangedimensionale virkelighed, den mystiske helhedsopfattelse, er også kendetegnende for Hildegards syn på mennesket, på dets forhold til naturen og forholdet mellem legeme og sjæl.

Mennesket bærer jo himmel og jord og hele skaberværket i sig selv. I ham er alt allerede skjult til stede.

Mennesket er altså et spejl af verden og bærer i sit legeme det samlede skaberværk:

Og Gud dannede mennesket i sit billede, så det lignede ham. Han ville, at netop denne skikkelse i sig skulle bære hans hellige Guddom. Af samme grund afbildede han hele skaberværket i mennesket, ligesom jo også hele verden udsprang af hans ord. (LDO 85)

Derfor bruger hun - i overensstemmelse med traditionen fra oldtiden og Isidor af Sevilla - begrebet "mikrokosmos", dvs. "den lille verden" om mennesket i modsætning til "makrokosmos", verdensbygningen.
Mennesket er skabt til at være helligt, være Guds billede og være medskaber af verden. Hildegard tror på det gode i mennesket og på den guddommelige kraft, som ligger indfoldet i den åndelige dimension, som mennesket er i stand til at alliere sig med, hvis det åbner sig for den tabte enhed med Gud. Hun forstår hermed ikke kun det guddommelige i enkelttingene, men de kræfter, som udgår fra Gud, som hun kalder "virtutes", dyder, dvs. Helligåndens levende kærlighedskraft, som er virksom overalt i den mest konkrete hverdag, og som hjælper og støtter mennesket på helliggørelsens vej.
I Liber divinorium operum, Bogen om Guds skaberværker, ser hun denne helhed i et vældigt syn: Kosmomennesket.

Og på den sydlige himmel så jeg ind i Guds dybe hemmeligheder og så et underskønt billede. Det havde skikkelse som et menneske. Hans ansigt var af en sådan skønhed og klarhed, at jeg bedre havde kunnet se ind i solen end i dette ansigt. En bred ring af guld lå om hans hoved. Over denne ring kom et andet ansigt til syne som en gammel mands.... Skikkelsen talte således:
"Jeg, den højeste og ildfyldte kraft, har tændt hver gnist af liv, og død udgår ikke fra mig. Jeg råder over alt, hvad der er til. Med mine vinger omspænder jeg verdens kreds: Med visdom har jeg ordnet altet. Jeg, den guddommelige værens ildfyldte liv, flammer i markernes skønhed, jeg lyser i vandene og brænder i sol, måne og stjerner. Med hver luftning vækker jeg alt til liv...
Og sådan hviler jeg skjult i hele virkeligheden som ildfyldt kraft. Alt brænder igennem mig, som åndedrættet uophørligt bølger gennem mennesket, ligesom ildens flamme, der bevæges af vinden. For jeg er livet. Jeg er også logos, som bærer ordets tonende luftstrøm, ordet, ved hvilket alt er blevet til. I alt ånder jeg liv, så at intet efter sin art er dødeligt. For jeg er livet. Jeg er det altomfattende liv: Ikke slået frem af stene, ikke blomstret frem af kviste, ikke fremgået af nogen mands avlekraft. Tværtimod har alt liv sin rod i mig. Logos er roden af hvilken ordet blomstrer frem." (LDO,25)

Den talende er kærligheden, Guds brændende, skabende kraft, kendetegnet ved Helligåndens røde farve.

"Og sådan ånder jeg i det levende. For alt liv gløder i mig. Jeg er livet uden begyndelse og uden ende. Dette liv er Gud, uophørligt skabende, et liv i trefoldig kraft. For evigheden kaldes "Faderen", ordet "Sønnen" og ånde-draget, der forbinder de to, "Helligånden"-"
Dette underskønne væsen i et menneskes skikkelse er den himmelske Faders kærlighed. Den har skikkelse som et menneske, fordi Guds Søn, da han iklædte sig kødet, frelste det fortabte menneske i kærlighed. - Derfor lyser hans ansigt i en sådan skønhed og klarhed. - (LDO,26)

Den treenige Guds skabende kærlighed beskrives ofte af Hildegard som en kærlighedsomfavnelse, på én gang dynamisk og statisk. Guds frelsende kærlighed er "Ordets livs kilde", den anden guddommelige person i Treenigheden, Kristus. I hans menneskevordelse ser Hildegard Guds favnende moderkærlighed, som er kommet ned til os. Det er den, der i omfavnelsen giver os livets næring, den står os bi i fare. Det er den dybeste og blideste kærlighed, som viser os vejen til omvendelsen. (Scivias, 157)

Nu udvider det profetiske syn sig og bliver endnu dybere: Seersken ser ind i Guds hjerte: I kærlighedens favn viser sig en vældig cirkel, et kredsende hjul:

Guddommen er i sit forsyn og i sit værk lige som et hjul, som på ingen måde kan deles, fordi det ikke har begyndelse eller ende. Ingen kan fatte Guddommen, for den er uden tid. Og lige som en kreds omslutter sit indhold, så omslutter også Den Hellige Guddom ubegrænset alt i sig og overskrider alt. (LDO, 37)

Dette hjul er universet, makrokosmos, med koncentriske cirkler af glødende ild, bølgende vand, luft, skyer, vinde, stjerner, sol og måne. Og midt i elementerne jordens kreds. Midt i denne jord står mennesket, mikrokosmos, vældigt i sin nøgne skønhed med armene vidt udbredt i korsform, favnende hele universet: Hans is se, hænder og fødder berører de yderste kosmiske luftlag, hvor vindene udspringer under de himmelske lag af ild og vand. Fra elementerne, fra vindene, og himmellegemerne går et netværk af stråler, energistrømme, som forbinder menneskets mikrokosmos med universets makrokosmos:

Midt i verdensbygningen står mennesket. For han har mere at betyde and alle andre skabninger, som er afhængige af verdensstrukturen. Af skikkelse er han ganske vist lille, men af sjælekraft vældig. Med hovedet oprejst, fødderne på den faste grund, formår han at sætte både de øvre og de nedre lag i bevægelse. Hvad han bevirker med sin højre og venstre hånd, det gennemtrænger verdensaltet, fordi han i kraft af sin sjæls styrke har muligheden for at sætte sådant i værk. Ligesom nemlig menneskets legeme er større end dets hjerte, således er også sjælens kræfter vældigere end kroppens, og ligesom menneskets hjerte er gemt i legemet, således er også legemet omgivet af sjælens kræfter, da disse strækker sig ud over hele jordens kreds. For ligesom mennesket med de legemlige øjne ser alle slags skabninger, sådan ser han med troens øjne overalt Gud. (LDO, 44)

Gud er det, som mennesket erkender i hver eneste skabning.
Gud er altså immanent i hele verden, i alt det skabte. At Gud skaber, betyder at han deler sig selv ud, samtidig med, at han stadig er helheden. Den mystiske helhedsforståelse eller den mystiske realisme er at se ind bag det fysiske og se Gud i alle de skabte ting, at erkende Gud som både transcendent og immanent.
Kosmos og historie er Guds store spejle. Det er én eneste sammenhængende orden, hvor alt giver hinanden svar. Hele verden lever i en kosmisk forbundethed, ligesom også mennesket lever i et dialogisk forhold til Gud. Mennesket er ikke kun til for sin egen skyld, men for at bruge sin fortrinsstilling i den omgivende natur for at forme den som omverden, idet han erkender sin legemlighed som en guddommelig opgave til at fuldende verden som skaberværk. Gud har givet mennesket sanser og legemlighed, for at det skulle udøve et værk i den skabte verden, og givet det fornuft, for at det skulle erkende Gud som Skaber.
Verden og menneske er ét. Da mennesket vendte sig bort fra Gud, faldt hele verden derfor i kaos. Kristi frelsesværk tager sigte på mennesket med hele dets verden, også legeme og natur. Frelsen er derfor ikke et abstrakt og personligt foretagende, men en kontinuerlig almen og historisk helingsproces omfattende alt det skabte.

Kærligheden er skabelsesprincip såvel som frelsesprincip. I menneskeskikkelse ville Gud åbenbare sig for alverden. Ifølge Hildegard var det således ikke en følge af syndefaldet, at han ville blive menneske i Jesus Kristus, men det lå allerede fra evighed af i hans skaberplan: Gud er blevet menneske for at mennesket skulle blive guddommeligt. Skabelse og inkarnation udspringer af samme kilde: Guds kærlighed. Gennem den vil også frelsesværket fuldbyrdes, ikke alene som en individuel frelse af det enkelte menneske, men som en kosmiske begivenhed, en verdensomspændende Kristus-proces.

Kærlighedsskikkelsen, som i Hildegards vision bærer kosmoshjulet i sit hjerte, udsender sin ånde som lysende energistrømme gennem hele universet. Guds skabende kærlighed som oprindelse til alt liv står med hjulet som symbol på den uophørlige bevægelse, som skaber, bærer og nærer menneske og univers. De lys stråler, som udgår af kærlighedens mund, forbinder mennesket med universet og dets elementer. Universets mangfoldighed står i forbindelse med mennesket gennem kærlighedens usynlige netværk, verdensnettet, som sammenknytter mangfoldigheden i en altomfattende kærlighedens énhed.

Mennesket, skaberværkets centrum, elskede Gud så højt, at han satte det som sin medregent over hele skaberværket. Hele naturen står til mennesket disposition, for at det skal herske over den og være ansvarlig for den. Den er indbygget i menneskets legeme og sjæl og er med kærlighedens energi strømme umiddelbart forbundet med den. Derfor skal legemsdelene, sindets kræfter og sjælelivet ses i universel sammenhæng. Derfor har alle verdenslove og naturkræfter en dybere dimension: Kosmos bærer en antropologisk grundstruktur. Hildegards billede på denne sammenbinding er verdensnettet. Det blev givet i menneskets hånd, da Gud satte det på verdensdomstolen. Ganske vist er mennesket selv flettet ind i dette verdensnet med sine biologiske og sociologiske bindinger; og dog holder det verdenselementerne i sin hånd og kan påvirke dem ved at bevæge nettets tråde. Hvert øjeblik i sit liv må det derfor beslutte sig for eller imod Gud. For det er "homo rationalis", dvs. en skabning, der har mod, myndighed og fri vilje til at træffe beslutninger og til at bære ansvaret herfor - medansvar for frelse eller fald. Ifølge Hildegard findes der ingen tomme steder i vor eksistens, ikke et øjeblik, i hvilket mennesket ikke må orientere sig til højre eller venstre, op eller ned, og i hvilket det ikke må beslutte sig for godt eller ondt. Hvis det åbner sit hjertes øjne, vil alt det visne grønnes, korn og vin vil vokse ved den hemmelige grokraft, som ligger gemt i de kosmiske kræfter og i historiens udvikling. Hvad mennesket beslutter, får altså konsekvenser udadtil, for fra menneskets hjerte går der en vej til verdensaltets elementer.

Som mennesker bærer vi derfor et uhyre ansvar. Af os afhænger det, om kosmos og historie skal gennemlyses og nå til fuldendelse, eller - hvis vi svigter - om vi derved river hele skaberværket med os i kaos.

Ansvaret er her i det 20. århundrede blevet synligt for enhver. Ingen kan nu være uvidende om, at vi har svigtet, og at vi stadig svigter hvert øjeblik. Vi splitter helheden op i et kaos af flerheder i total mangel på sammenhæng. De døende skove, de golde udtørrede ørkener er billeder på den forsømte og udtørrede menneskesjæl. Menneskets kosmiske mission er mislykkedes. Mennesket, der i forbund med Gud skulle være verdens herre, er blevet "homo rebellis", en oprører. Med sin fremmedgørelse svigter vi ikke kun os selv, men bringer alt i verden i forvirring og kaos.
Allerede i det 12. århundrede hørte Hildegard naturens nødråb, en rystende klage og anklage, som i dag rammer os hårdere end nogensinde:

Og jeg hørte, hvordan elementerne med et vildt skrig vendte sig til Gud. De råbte: Menneskene vælter os rundt som i en kværn med deres onde gerninger. (LMV, 147)

Menneskene er ansvarlige for, at naturens balance er ved at bryde sammen, som det for Hildegard viste sig i klimatiske katastrofer, luftforurening og misvækst: Ligesådan udspyr luften talrige urenheder på grund af menneskene, idet den udsender en naturstridig og usund fugtighed, som får alt til at visne - planter, frugter og alt det grønne, som skulle have tjent mennesker til ernæring. (LVM,147)

Videre ser Hildegard en slags tåge eller sky, som afsvider alt grønt på jorden og slår mennesker og dyr med dødelig sygdom, så at mennesket ikke mere vover at åbne sin mund.

Menneskets voksende frigørelse fra alle bindinger førte dengang som nu menneskeheden ind i en global tilstand af depression og terror. På tre niveauer er denne binding brudt: Forholdet mellem menneske og natur, mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og Gud. Det er dette brud, denne løsrivelse fra den guddommelige enhed, der er den grundlæggende synd. Den har ført mennesket ud i fremmedgørelse, har fordrevet det fra dets fædrenearv, udsat det for alle farer, for sorg og angst og gjort det hjemløst.
Derfor befinder mennesket sig nu i en tilstand af uorden, af bortvendthed fra Gud. Den gud skabte orden, som Gud i begyndelsen satte mennesket i, har i syndefaldet forvandlet sig til en uorden, en kaostilstand, som har udløst en kosmisk katastrofe: I apokalyptiske billeder beskriver Hildegard igen og igen sammenhængen mellem menneskets bortvendthed fra Gud og afsporingen af natursammenhængene.

Menneskets ansvar over for Skaberen er derfor at være medarbejder på at genetablere den gudskabte orden, på såvel det mikrokosmiske som det makrokosmiske plan.
Gud vil, at mennesket bliver medskaber. Derfor er det livsnødvendigt for mennesket såvel som for verden, at dialogen med Gud holdes levende. Hvis mennesket vender sig bort fra sin Skaber, frigør sig fra Guds dynamik, synker det ned i elendighed og river dermed hele verden med sig i kaos og ødelæggelse og depression.

Hildegards appel til middelalderens mennesker var derfor: Omvend jer, fra egoisme og materialisme, fra sløvhed og vellevned, til énheden med Gud.

Læs også:



Indledning

Nonne Hildegard

Profeten Hildegard

Mystikkens virkelighedssyn

Det kosmiske menneske

Hildegard profet for en ny tid?

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk