Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Julian om glæden

Ædelsten har mange farver. De er så klare, at lyset skinner igennem dem, finere og renere end gennem farvet glas. De slibes af kyndige hænder til symmetriske former, hvis mange facetter bryder lyset, så stenene ser ud til at stråle som solen selv. De har prydet autoriteter til alle tider. Kongekroner, diademer og halssmykker; klædedragter, troner og sceptre. Også den Himmelske Stads fundament loves af Esajas besat med juveler ved Guds egen hånd.

Ædelstens skønhed peger frem mod selv de grå og ordinære stenmassers forløsning i et væld af gennemsigtighed. De er dog kun et udvendigt billede på den indre gennemsigtighed, hvorigennem Gud skinner, til lys for verden. Kostbare er ædelsten kun fordi de glimter ligesom glæden i sjælen, der spejler sin Gud. Det er dette stærke medium, glæden, slebet til af kyndige hænder, kostbart i Guds øjne, der funderer det åndelige Jerusalem. Kongers ædelsten blegner mod dette materiales lødighed.

Julian er en juvel: hun ser ind i Guds kærlighed. Dette afspejler sig som glød i hendes stil, en slags blussende rødmen. Hun taler også om glæden for at vise den. "Se hen til Ham og strål af glæde", siger salmisten, "alt skal bringes til glæde" siger hun (21), og begge dele gør hun. Hun bringer til den glæde, som er Kristus selv ved overvejende at tale om Guds glæde. Hun taler om Guds glæde over mennesket og over alt, hvad Han kan gøre i sin kærlighed for det. Han indbyder det til sit himmelske gæstebud og hædrer det, Han lider for det og dør, Han elsker vor fælles moder, Maria, som også er hans helt egen, og som han har kærere end nogen anden skabning.

1. Guds glæde som vært ved det himmelske gæstebud.

"Jeg så i min forestilling Himlen og Vor Herre som overhovedet i sit eget hus. Han havde inviteret alle sine kære tjenere og venner til en stor fest. Herren, så jeg, befandt sig ikke på noget bestemt sted i dette hus, men overvågede det kongeligt og spredte i det glæde og munterhed. Fuldkommen hjemmevant og med udsøgt høflighed var han sine elskede venners evige lykke og trøst, den uendelige kærligheds vidunderlige musik viste sig i skønheden på hans velsignede ansigt. Hvilken strålende, ædel holdning Gud opfylder Himlen med i glæde og fryd" (14).

Julian ser Herren hjemme i den sjæl han bebor. Ved Guds hjemmevanthed i sjælen bliver den Hans egen himmel, og Han opfylder den med en glæde uden lige ved sit ansigts lys. Hans tryghed og imødekommenhed inspirerer til tryghed og tillid hos Hans venner: ligesom den oprigtigt mente venlighed fra en overordnet inspirerer til oprigtig ment taknemmelighed. Guds tillid er hans nåde for os: det bedste og dyrebareste han kan give og det bedste og dyrebareste vi kan få i eje. For det opfordrer os til samvirken med Ham i hans imødekommenhed og tillid, til enhed med Ham i hans glæde. Vi er Hans venner, indbudte til gæstebudet i Himlen, hvis vi holder fast ved, at Han elsker os. Det er Hans glæde, at vi tror på Ham, fordi Gud har sendt Ham. Han er sine indbudtes glæde, fordi Han selv er glæde, men Hans glæde er dette gæstebud, som Han får lov at fejre i den, som lader Ham nærme sig. Så meget er det Hans glæde, at Han takker os for det:

"Tak for al din lidelse, din ungdoms lidelse" siger han til Julian, forud for synet af festens Herre. Herrens glæde er taknemmelighed over at blive mødt, simpelt og enkelt. Den spejler vor åbenhed, men er samtidig langt forud for dens grund. Den jubler over frelsens mulighed, og triumferer over dens virkelighed, men har samtidig fra evighed af banet vejen for den. Guds glæde har 1øftets karakter: Man kan stole på den og hvile ud i den i visheden om, at den finder sin grund i sin elskedes hjerte. Gud finder grund til glæde i os, når vi udfolder os til den glæde, Han har født os til. Denne udfoldelse er åbenheden i lidelsen. Derfor takker han os i Julian for den. Udholdenheden, sårbarheden og ømheden er former, lidelsen tager og som former os til den åbenhed, der er glædens grund. For den må Gud takke, for Gud takker mennesket for, at det vil være lykkeligt.

Den glæde, som Gud skænker sjælen i sin taknemmelighed, ser Julian som udtrykkende sig i tre grader. Hver sjæl, som villigt har tjent Ham i verden, vil nyde disse. Den første er Guds taknemmelighed, som i sig selv er nok for mennesket til at mene, at alt er fuldbragt. Den, der ejer Guds taknemmelighed har alt, og ufatteligt er det, at der skulle være endog mere end dette. At Gud glæder sig over de små, vi er, og ikke glæder sig over, at vi er små, men over at vi bliver frelst, det går allerede over vor forstand. At Han endog takker os for det er nesten uhørt. Vi fristes til at sige, at det kun kan være udtryk for en sjælden kærlighed. Guds kærlighed er dog slet ikke sjælden, den er tværtimod det mest almene, man kan tænke sig. Men Gud er sjældent udsøgt i al sin gerning, og derfor strækker hans betænksomhed sig endnu længere end til den første grad af deltagelse i Hans glæde.

Den anden grad af Guds glæde, som sjælen kan nyde, er Guds bekendelse af denne taknemmelighed. Som en konges undersåt hædres dobbelt ved at kongen gør det gode kendt over hele landet, som hans tjener har gjort, således bekender Gud sjælens trofasthed for alle himlens skarer. Denne sjælens kendthed, hvormed Gud hædrer den, er ikke som berømmelse i verden og for verdens øjne, for verden værdsætter ikke som Gud og Himlens skarer gør det. Verden berømmer det, den kan bruge og den konsumerer sine berømtheder, idet den slavebinder dem til sine behag. Derfor må mange ting sminkes og skjules, overdrives og opblæses, for at verdens begær efter idealer, den selv har kontrol over, kan tilfredsstilles. Gud berømmer kun det, der er sandt. Derfor medfører hans bekendtgørelse af sjælens værd ingen pinlighed, ingen krav om at leve op til et billede, der ikke passer eg ingen angst for foragt. Gud værdsætter det evige i sjælen, og han glemmer det aldrig.

Den tredje grad af Guds glæde, hvori sjælen indbydes til at deltage, er, at den friskhed og nydelse, som taknemmeligheden og bekendtgørelsen af den forårsager, vil vare evigt. Guds glæde over sjælen er en sand glæde, der varer evigt og altid smittes af den forbløffelse og begejstring foreningen mellem Gud og hans elskede må afstedkomme. Gud glæder sig ikke først over dn og dernæst over en anden sjæl: hans glæde forfalder ikke. En klædning bruges og slides op. Gud forbruger ikke sin kærlighed og trættes ikke af sjælen. Han har den for øje, som den er i mødet med Ham, hvor ingen tyve bryder ind og ingen mø1 fortærer. Her glæder han sig evigt over sandheden, her er Han mest sig selv og deler alt, hvad Han har, med sine venner. Her, i Guds glæde, er sjælen også mest hjemme.

Denne Guds glæde er ufortjent. Men Gud finder sin kilde til glæde i os, og det er en uhørt ære. Fordi vi i Hans kærlighed er Hans ære, Hans krones glæde, må vi besejres af glæde over at Han vil være vor ære, krone og glæde. Glæden er Guds sejr. En sejr, som fejres ved hans lykkelige gæstebud i sjælen og er grund til alle engles og helgens evige jubel.

2. Guds glæde ved sin lidelse og død for mennesket.

Guds glæde udtrykkes ikke kun i gæstebudsbilledet hos Julian. Den kommer også til syne i Kristi lidelse og død. Det er fordi Jesu frelsende korsdød er Guds, hele den Treenige Guds, ypperste kærlighedsgerning. Og den største kærlighed indeholder mere end noget andet Guds glæde over mennesket.

Denne kærlighedsgerning er mere end noget andet grund til at mennesket kan "være ude af sig selv af glæde" (7). Det er gennem betragtningen af den, og af den "udtørring af Kristi livskraft", Julian ser, at hun lærer "at vælge Jesus til sin himmel". Der er et valg af glæden, et valg af Guds glæde, der må træffes midt i Hans lidelse og død. Heroverfor splittes mennesket i en indre del, der er kraftfuld, fredfyldt og elskende, og som er i stand til at fordybe sig i dette valg, og en ydre del, som murrer og reagerer med fortrydelse, lidelse og sorg på det. Den ydre del kunne drage den indre med sig, forføre den til at lægge afstand til og give afkald på Guds glæde, men den indre kan også lede den ydre, så de begge "ved Kristi magt kan forenes evigt og velsignet" i Guds jubel over skabningens forløsning (19).

Derfor forandres Kristi ansigt sig på kanten af døden for øjnene 'af Julian, til den mest lykkelige glæde. Julians egen holdning forandres herved, som spejlet reflekterer det lys, der lyser på det. Kristus spørger hende, om hun er tilfreds med Hans lidelse for hende, og hun svarer lige så forvirret og overvældet af glæde som Peter på bjerget Tabor: "Ja, tak, Herre. Ja, gode Herre, velsignet er du". Jesus svarer: "Det er min glæde, at have kunnet lide for dig". "Hvis jeg kunne have lidt mere for dig, ville jeg have gjort det" (22).

"Med et smil så Vor Herre på sin side, og glædede sig... På samme tid sagde vores gode Herre meget lykkeligt: 'Se, hvor jeg har elsket dig'" (24).

Seende på sit ødelagte hjerte, der blev flænget af soldatens lanse, glædes Kristus over at kunne frelse ved sit blod. Havde han kunne ofre mere, havde han gjort det. Men selv Gud kan ikke miste noget mere værdifuldt end sit liv, og dette giver han med glæde. Døden var den time, det tidspunkt i Hans liv, hvor Han sammenfattede det hele i Treenighedens midte. Midt i sin udleverethed til Verdens Fyrste, blandt folk, der spottede og hånede ham, er alt fuldbragt. "Hvis du er tilfreds, så er jeg også tilfreds. Det giver mig stor lykke og glæde, ja endog evig fryd, at jeg nogensinde har kunnet lide for dig" (22).

I denne Jesu lykke i Hans menneskelighed ser Julian Himlen. Den er trefoldig som Treenigheden selv. Ingen af de tre er højere end de andre, men alle er lige velsignede. Den første Himmel er Faderen. Faderen lønner sin Søn med evig lykke; en gave Han ikke kunne foretrække fremfor noget. Denne gave er os, og Faderens glæde over sin Søn og Hans frelsesværk. Den første Himmel er Faderens glæde.

Den anden Himmel er Sønnen. Sønnens kærlighed overgår lige så meget Hans smerte, som Himlen overgår jorden. Det er på grund af denne, at Han ville dø utallige gange, hvis det havde bragt Ham mere lidelse for vor skyld. Dette er Hans lykke, og den er fuldendt, for frelsen kunne ikke gøres bedre, den er fuldendt og fuldbragt. Den anden Himmel er Sønnens lykke.

Den tredje Himmel er Helligånden. Helligånden fryder sig evigt, jubler over os og Kristi frelse. Denne glæde er som Helligåndens væsen meddelelse og forplanter sig i vores ønske om at glæde os over frelsen, sådan som Kristus gør det. For "hvis modtageren tager imod gaven med glæde og taknemmelighed, husker den gavmilde giver slet ikke, hvad gaven har kostet af smerte, men mindes kun den tilfredshed og glæde han har over at have behaget og trøstet én, han elsker" (23). Helligånden meddeler os Kristi glæde. Den tredje Himmel er Helligåndens glæde.

I Kristi menneskelighed åbnes Himlen. Han er vejen til Faderen, som er Himlen. Han forkyndes af Kærlighedens Ånd, som er Himlen. Han selv er Himlen, fordi de to er Hans lykke, og vi er Hans lykke. I Guds Søns menneskevordelse er alt tilrettelagt for os. Åbner vi Ham, som man åbner en dør, vil Han komme ind og holde måltid med os; selve Himlen vil komme ind gennem Hans åbnede side, og Han vil ho i os, som vi bor i Ham. Og ikke blot han, men også Faderen og Sønnen, vil være værter i Jesu menneskelighed, som åbnes os på korset, til Guds glæde. I Kristi menneskeligheds dør, der åbnes af soldaten på korset, åbnes vejen til Guds glæde. "Der viste han mig et sted, stort nok til at hele den frelste menneskehed kan hvile der i fred og glæde". Jesus er fårenes dør til Himlen, og er selv Himlen med Faderen og Helligånden. "Den gode Herre viste mig dette for at gøre os glade og muntre" (24).

3. Guds glæde over Maria.

"Vil du gerne se hende?" spørger Jesus, stadig hængende på korset, med et blik ned til højre for Ham, hvor hun stod, da Han døde. Men faktisk sagde Han: "Jeg ved udmærket godt, at du gerne vil se min velsignede moder, for, næst efter mig selv er hun den største glæde, jeg kan vise dig, og den mig mest lige og værdige. Af al min skabning er hun det skønneste syn".

"Da Jesus sagde: 'Har du lyst til at se hende?', tænkte jeg, at det var det sødeste Han overhovedet kunne sige" for" hvis et menneske elsker en bestemt ting højere end noget andet, vil han forsøge at få alle andre til at elske og kunne lide det, han elsker så højt" (25). Så viser Han hende for Julian, glædestrålende.

Jesu gestus virker næsten genert. ømheden og åbenheden afslører noget om Guds væsen. Straks derefter viser Han sig i sin største herlighed, større end tidligere: "Jeg er den, der er, jeg er den højeste, jeg er det, som du elsker, i hvem du glædes og som du tjener, det er mig, du længes efter og begærer, jeg er det du mener, det er mig, som er alt".

Maria er Guds hemmelighed. Hun er ikke til at betragte på samme måde som Kristus er det i sin herlighed. Hun er det stille vand, fundamentet, som allerede er sat med ædelsten i det himmelske Jerusalem. Glæden. Men den er Guds. Den tilhører os ikke, som noget vi kan forvalte efter forgodtbefindende. Dog er den som et sted, hvor vi er mere os selv end noget andet sted. Alt skal vendes til glæde, fordi Gud ønsker det sådan.

Så brændende ønsker han det, at alt, hvad fjenden forvolder os af sorg og skam, vil Gud vende til vor glæde og til fjendens skam og ydmygelse (13). Al synd og lidelse, som så uforståeligt defigurerer menneskers ansigter og relationer, vil forvandles. "Jeg vil gøre det til noget stort i himlen til en ting af uendelig værdi og til glæde uden ende" (28). Selv syndens frugter, som sjælen har smagt dem i deres bitterhed her på jorden, vil undergå denne forvandling: "Ligesom enhver synd har sin straf, fordi Gud er sanddru, så kan den samme sjæl vide, at al synd har sin velsignelse, fordi Gud er kærlighed. Ligesom de forskellige synder straffes forskelligt i overensstemmelse med deres alvorlighed, så bliver de belønnet med forskellige glæder i Himlen, hvis de har bragt straf og sorg til sjælen på jorden" (38). Jo mere problematisk et liv, man har forårsaget sig selv på jorden, des mere strålende i sin ægthed vil det vendes til glæde, når "alt vil blive bragt til glæde".

4. Julian om glæden.

Julians opfattelse af glæden rører ved og sammenfatter hele hendes mystiske teologi, forståelsen af Treenigheden, af frelsen, af synden, af fjenden og af Maria. Den balancerer højt over fejltagelser i sin syntetiske præcision. Den er samtidig enklere og lettere tilgængelig end nogen teoretisk teologi. Hun ved, hvad hun taler om. "Kom selv og se", må være det bedste råd, man kan give; hendes åbenbaringer var ment som en rigdom for hele Kirken.

Mette Lebech

Læs også:



 
Åbenbaringer af den guddommelige kærlighed
Søster Anne Maria K. Jensen OSB

En mystiker for en moderne verden
Michael Bradley OMI

Julian om glæden
Mette Lebech

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk