
Efter pinsen
Tiden efter pinse har forskellige navne i de forskellige kirker: Søndag efter pinse - søndag efter Trinitatis - almindelige søndage. Det sidste bruger vi i den katolske kirke, og det lyder nok så kedeligt. Almindelig? Lidt som kommunefarvet hår, sygekassebriller, falde i med tapetet ... bare kedeligt og gråt. Men hvad betyder almindelig? I trosbekendelsen siger man i Folkekirken. "Jeg tror på den hellige, almindelig kirke". I den katolske Kirke: "Jeg tror på den hellige katolske kirke." To ord, samme betydning. Ved "katolsk" i den forbindelse tænker vi ikke på den romersk katolske kirke, men på den altomfattende kirke. Det samme gælder kirkeåret. Vi er nu inde i den hellige katolske periode, den altomfattende. Vi har nu i et halvt år gennemlevet substansen i vores tro. Nu skal alt dette blive liv i vores almindelige dagligdag. Gennem de liturgiske tekster føres vi ind i Jesu liv, hans undervisning af sine disciple. Også vi opdrages. Vil vi lade os opdrage? "Lad jer fylde af Ånden" skrev Paulus til de kristne i Efesus. De ord sammenfatter Oldkirkens syn på Helligånden i den kristnes liv. Det er dynamisk, ikke statisk. Man kan ikke bare én gang modtage Helligånden, og det var så det - ikke mere. Vi må hver dag, hver time modtage Guds Ånd. Som jeg sidder her ved computeren, må jeg bede Ånden fylde mig. Jeg må slippe alt andet, tømme mig selv, så der bliver plads for Ham. Nu står ferien for døren. Men ikke ferie fra dette: Lad dig fylde af Ånden. Tværtimod kan ferien, hvor så meget andet trappes ned, blive en god lejlighed til at give plads for Åndens værk i os. Tag sidste nummer af Levende Vand med: Min krop længes. Nu får kroppen lov at slappe af - hvis da ikke turen går ad overfyldte motorveje. Læs artiklen om Jalics og prøv at følge hans anvisning til bøn. Tænk: Der er én som nu sidder og oversætter hans bog til dansk. Den kan revolutionere manges liv. Når den udkommer på Katolsk Forlag, vil vi præsentere den nøjere. Men nu: god ferie - vi vender tilbage igen i august.
Grethe Livbjerg
|